Kvalme og svimmelhed
Kvalme og svimmelhed
Hej! Det er bare fordi at ind imellem oplever jeg at jeg bliver helt vildt svimmel og får kvalme, jeg spiser meget sundt og går til sport 2 gange om ugen. Jeg har prøvet det et par gange før, den første gang var jeg lidt presset for jeg kunne ikke finde mine nøgler men jeg har også prøvet hvor det bare kom ud af det blå imens jeg sad ved computeren, og så nogle andre gange. Det ender som regel med at jeg kaster op, jeg har flere gange sagt det til min mor, men det som om hun ikke rigtig tager det "seriøst" på et tidspunkt da jeg havde ligget syg i to dage sagde hun at hvis det fortsatte skulle vi tage til læge men det gjorde det ikke.... Jeg ved ikke rigtig om jeg skal give flere informationer, jeg er helt normal-vægtig og normal højde Og jeg er ikke gravid har haft min menstruation flere gange jeg håber virkelig i kan hjælpe mig kh
Hej med dig.
Det lyder ikke særlig rart at gå og blive svimmel, jeg skal prøve at give en mulig forklaring.
Der kan være flere årsager til at man bliver svimmel. Som udgangspunkt kan man sige, at man bliver svimmel, enten når hjernen ikke får nok blod og dermed ilt (det samme som når det sortner for øjnene når man rejser sig hurtigt op), eller pga. ændringer i ligevægtsorganet som sidder i det indre øre. Sygdomme i indre øre er sjældent hos unge mennesker, og jeg tror derfor ikke det er dér den er gal.
I din alder er det mest sandsynligt, at det du oplever er en overstimulation af af den del af nervesystemet der sænker blodtrykket. Det sker helt automatisk, som en refleks, og det er derfor ikke noget man selv kan styre. Det betyder, at kroppen per automatik sænker dit blodtryk i en kort periode (sekunder/minutter) hvor du kan føle dig svimmel. Samme del af nervesystemet kan gøre at får fornemmelse af kvalme, og nogle kaster også op under anfaldene. Man kan også ligefrem besvime. Disse blodtryksfald er egentlig ufarlige, men kan være ganske ubehageligt, især hvis man besvimer også.
Hvis du ligefrem besvimer bør det undersøges af en læge, idet det også kan skyldes, at hjertet ændre sin rytme i en periode, og dermed ikke kan pumpe blod nok op til hjernen. Hvis det handler om hjertet, vil du typisk besvime uden forvarsel, dvs. uden først svimmelhed/sorten for øjnene, mens der ved blodtryksfaldet typisk vil være et forvarsel med netop svimmelhed og evt. kvalme.
Jeg ville gerne kunne spørge lidt mere ind til det du oplever, og evt. måle dit blodtryk, men det går jo ikke gennem computeren, så hvis det er noget der fortsætter, eller du besvimer, så synes jeg du skal kontakte din læge, om ikke andet så for at få det forklaret lidt mere i detaljer. Der kan være flere ting i spil når man taler om svimmelhed, så det kan være godt at få en snak med din læge hvis det bekymre dig.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Hilsen fra Lea