Fest uden mig.

brevkassespørgsmål

Fest uden mig.

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 11 år 9 måneder siden

Hej. Jeg troede jeg var gode venner med nogle. Det var mine eneste venner. Jeg var anderledes end dem. De kiggede efter damer/drenge og festede og legede kysse lege. Jeg ville mere bare sidde og snakke eller hygge. Jeg kan ikke lide at gå til fester fordi jeg syntes at jeg ikke er pæn nok og jeg er for overvægtig selvon mit bmi er normalt (18,6). Her i dag skulle min 'ven' snakke med de andre. Hun kom til at sige højt at nogle 'ikke kunne komme'. Da hun så at jeg stod bag hende blev hun tavs og prøvede at smile. Jeg tror de vil holde en fest uden mig. Jeg troede bare at vi var bedste venner for det sagde de. Og de var også flinke! Men jeg er ked af det for hvad nu hvis? Hilsen en ulykkelig

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå at du blev usikker og måske lidt ked af det lige der. Det er ikke rart at føle at andre holder fest eller laver noget uden man selv er med.

Og når er 12 år, så er der nogle der begynder at komme i teenagealderen og så begynder der at ske en masse ting. Jeg synes det er fint at du ikke gider de der fester og bare vil sidde og hygge. Nogle af de andre vil hellere feste og kysse lige nu og så kan det godt være svært at være sammen hele tiden, hvis man vil forskellige ting.

En ting du kan prøve er, at tage fat i en af dem, måske den du bedst kan lide, og så sige det til den person. For det kan sagtens være at det slet ikke handler om det, men at det kun er en følelse du har. Så for at finde ud af hvad der er rigtigt, så bliver du nød til at snakke med en af dem fra gruppen.

Jeg synes også det ville være en god ide at snakke med din mor og far, fordi måske kan de også hjælpe. Og så kunne det måske være rart at have deres støtte lige nu. Det er heller ikke så tosset at snakke med sin lærer om det, for din lærer kender også de andre børn og har måske også nogle gode ideer du kan bruge.

Og så kan det være du skal overveje at se hvem der måske har de samme interesser som dig og som ikke gider det der fest noget lige nu. Jeg tror nemlig der er flere som egentlig har det på samme måde som dig, men som heller ikke får det sagt.

Du skriver også at du føler dig overvægtig og ikke pæn, selvom dit BMI er fint. Jeg bliver lidt bekymret for dig, når det fylder så meget for dig og at du allerede ved hvad BMI betyder. Derfor er det meget vigtigt du også får fortalt det til dine forældre eller din lærer.

Fordi når man tænker så meget på hvordan man ser ud og når du kun er 12, så er det sommetider fordi der er noget andet der er svært og at du tænker rigtig meget på det. Og det kan de voksne hjælpe dig med.

Jeg håber du kan bruge mit svar

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program