Kære Cyberhus. Jeg er det eneste 'store' barnebarn for min mormor og morfar, og jeg har vist altid været det, som min mormor nu med bitter tone beskrev: "hendes hjertebarn". Men nu er jeg altså 15, og ja, så er der altså en del at se til mht. skole, venner og fritidsinteresser. Derfor kan jeg som mange andre unge nogle gange mangle overskud til at besøge min mormor og morfar, men jeg besøger dem dog et par gange i måneden. For et stykke tid siden ringede min bedstemor til mig, hvor jeg fik et ordentligt møgfald, fordi hun var helt sikker på, at jeg ikke gad hende mere (Noget i stil med: Nej, du gider jo ikke besøge os, du har jo ikke lyst til at besøge din gamle bedstemor mere, vi kan jo bare dø i fred..) og derfor skulle den ikke have for lidt. Jeg var meget chokeret over opkaldet, da jeg ærlig talt ikke havde tænkt så meget på det, og jeg synes faktisk selv, at jeg er okay til at besøge dem. Inden da havde hun flere gange ringet med lignende (men noget grovere) møgfald overfor min mor. (jeg kan ikke forstå hvordan hun tror, at hun bare kan tillade sig at ringe og skælde os ud, da vi jo har andet at se til end at besøge hende).. Nå, men efter opkaldet fra min bedstemor besluttede jeg mig for at lægge hende lidt på is, da jeg ikke finder mig i den behandling (Jeg har dog besøgt hende en gang siden, men det var sammen med resten af familien, da hun ellers ofte kan være grov). Jeg ville sådan ønske at jeg ikke sad i denne situation, da jeg egentligt gerne 'bare' vil være hendes barnebarn uden alt det drama. Men istedet for at glæde sig over at jeg besøger hende, er det som om, at jeg skal 'straffes' for ikke at besøge hende ved et opkald af og til. Sagen er, at siden hun har sagt, at jeg "ikke gider hende mere", så hænger den ligesom på mig, og jeg føler altså, at hvis jeg besøger hende, ville det være af pligt, eller give udtryk for, at jeg 'adlyder' hende, fordi hun ringede. På den anden side er hun omkring de 80 år, og jeg ville synes at det var ærgeligt at være nødt til at cutte kontakten, især fordi det så også ville gå ud over min bedstefar, som jeg jo virkelig holder af. Jeg har dog oplevet, at når jeg besøger dem, er der et enormt pres omkring mad. De stoler simpelthen ikke på, at jeg selv kan finde ud af at putte nok mad i munden, selvom jeg fylder 15 snart. Det har været sådan så længe jeg kan huske, og lige meget hvor mange gange mine forældre og jeg siger fra, kan de ikke fatte at jeg kan mærke når jeg er mæt. Min bedstemor siger f.eks. "Kan du måske ikke lide min muffins, som jeg har brugt så lang tid på at bage, siden du ikke vil spise en til?", "Du SKAL da selv tage noget, nu da du selv har bagt dem!" og min bedstefar går altid med på den. Det er faktisk normalt 15 af de spørgsmål pr. måltid henne ved dem, og det driver mig til vanvid. De skal ikke bestemme hvad, eller hvor meget jeg putter i munden. Hun kan ikke selv se problemet, da hun mener at jeg bare kan takke nej. Men jeg føler i den grad at det er en magtkamp istedet. Jeg har også erfaret i en alder af 9, at jeg ikke kan stole på hende, og at hun manipulerer meget. Jeg syntes også dengang, at det var deprimerende at hun ikke bare kunne være en "normal" bedstemor, som man kunne slappe af, grine og hygge sig sammen med, og jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor hun opførte sig sådan. Med tiden er hun blevet mere og mere bitter, og hun bider sig fast i små ting som hun bruger til at køre på vores samvittighed med, så hun til sidst mener at vi besøger hende. Hun har også klaget over at jeg ikke hopper på cyklen og cyker de 10 km. hver vej hen til dem for at besøge dem, men samtidig gider hun ikke køre hen for at besøge os. Men inderst inde ønsker hun vel heller ikke, at vi besøger hende af pligt? Så det undrer mig hvorfor hun ikke bare spørger os om ikke vi kunne tænke os at komme på besøg. Jeg går ud fra, at det er hendes stolthed der kommer ivejen. Hun fortalte også min mor, at hun har sagt til min morbrors kone, at det er godt at hun har et andet pige-barnebarn som kan besøge hende, nu da jeg ikke gider hende mere osv. Jeg håber inderligt at du vil hjælpe mig, da jeg ville hade at hun skulle forlade denne verden, mens vi stadig er uvenner, men jeg ville også hade at skulle være den der underlægger mig og er under tøflen. (Den rolle har min mor nemlig ifølge min bedstemor, og det passer hende fedt, for det synes hun måske giver hende retten til at ødelægge vores dag med hendes klager og bebrejdelser.. Jeg er især i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere det, da jeg egentligt bare gerne ville være hendes barnebarn, uden alle de problemer. For jeg ved, at hun har brug for mig. Tak, knus Anne :-) Ros for denne skønne webside!