Hej med dig

Jeg kan godt forstå at du er ked af det. Du går på en sportsefterskole som du er helt vildt glad for og hvor du har nogle mål du gerne vil nå omkring træning og så sker der det uheldige at du får en skade.....øv øv! Det er bare rigtig træls fordi det bremser dig, så jeg synes faktisk ikke der er noget at sige til at du er trist - og det bliver altså heller ikke spor bedre af at du så ovenikøbet bor på værelse med en pige som tilsyneladende ikke er ret godt selskab eller til støtte for dig, dvs ikke lige det du trænger til når du har mange smerter som du kæmper med at holde ud.

Som du nok kan mærke, så kan fysiske smerter altså være utrolig drænende for energi, så man kan blive rigtig træt og uden det overskud man ellers ville have haft til at møde de forhindringer man nu støder på i hverdagen - og det gør jo at man som du så fint nævner, bliver lidt "udsat".

Alt i alt og med de ting du fortæller, så synes jeg at der er god sammenhæng mellem den situation du står i og den måde du har det på. Dvs. at du kan godt have symptomer som du beskriver, som en naturlig reaktion, uden at der nødvendigvis er tale om en behandlingskrævende og "sygelig" depression. Men det er selvfølgelig rigtig godt at du reagerer på det og bekymrer dig om dig selv - f. eks ved at skrive her i brevkassen og ved at tale med andre om det, som jeg kan høre at du gør - rigtig godt !

Dejligt at du har venner og brug endelig også voksne til at snakke med. Nu har du jo ikke din familie om dig i din dagligdag, men der må være en sød lærer som du har tillid til ? - Jeg tror der er god mulighed for at dine symptomer vil fortage sig efterhånden som din situation med skaden bedres og du igen får mulighed for at udfolde dig sådan som det var planen - så vil det begynde at lysne, tror jeg. Men det er selvfølgelig hamrende svært at være tålmodig, kan jeg godt forestille mig.

Så at være god ved dig selv her i ventetiden, er nok det bedste råd jeg har til dig lige nu, dvs prøve at udfylde tiden med ting du godt kan lide (.... der må være mere end sport...?) og så prøve at holde dig til mennesker som gør dig i godt humør - og meget gerne en eller flere tætte voksne. Det er klart at hvis du synes symptomerne bare bliver værre og værre og du ikke synes du kan klare det, så synes jeg du skal tale med din læge om det, så I sammen kan finde ud af hvad der er bedst for dig.

Vedr. din værelseskammerat! - Ved hun hvor skidt du har det ? Det er jo svært at svare på når man ikke kender hende, men kunne man tænke sig at hun måske ikke er helt klar over hvor svært det egentlig er for dig lige nu og at det kunne gøre en forskel hvis hun fik det at vide ?? Somme tider når man går så skævt af hinanden, kan det godt være fordi der er noget "usagt" imellem os og jeg tror de færreste i virkeligheden bryder sig om at skulle have så anspændt et forhold til et andet menneske - og da slet ikke èn man deler værelse med ?

Det kan du prøve at overveje - og hvis du synes det virker helt umuligt, så synes jeg du skal få en lærer til at hjælpe dig med hvordan det kan løses.

Pøj pøj med det

Jeg håber mit svar er en hjælp for dig og du må også gerne bruge chatrådgivningen her på Cyberhus som har åben mandag til torsdag 14.00 - 19.00 . Her sidder søde voksne som gerne vil give et godt ord med.

Mange hilsner fra

Denise