Hej Cyberhus. Det hele startede med at min mor fandt en kæreste da jeg var ca 7 år, han har aldrig været særlig rar mod mig, og jeg levede nærmest på mit værelse de 4 år de var sammen. Jeg blev smidt og slæbt ind på værelset, kastet op af trappen og låst inde i kælderen. Han har været skyld i at jeg har haft en forfærdelig barndom, men da de gik fra hinanden, er min mor nu skyld i at jeg har en skidt ungdom. Sagen er den at jeg faktisk stort set ikke kan med min mor, jeg har aldrig tilgivet hende for at "overse" hvad hendes eks kæreste gjorde ved mig. Hun er desuden begyndt at være strid mod mig, og vil styre største delen af mit liv, det skal lige siges at jeg altså er 17 år. Hun ignorere mig, fortæller ikke hvad hun skal, men kører bare, spørge ikke ind til mine dage men spørg åbenlyst min søster (fik hende med sin eks) om hendes dag. Hun truer med at lukke min mobil og konto, ringe til politiet hvis jeg tager hjem til min kæreste uden lov (han er 23, og vi har været sammen i godt og vel et år snart). Hun har såvel truet med at komme op og kronrage mig imens jeg sov, hvis ikke jeg kom ned med negleklipperen. Jeg passer min skole (2.G på HTX), har et job, jeg overholder altid aftaler og prøver så vidt muligt ikke at gøre hende sur. hun har før hen taget fat i mig og rusket mig, hvor efter jeg har sagt, at gør hun det igen, melder jeg hende ganske enkelt. (Socialforvaltningen har været her, da hun lagde hånd på min søster). De andre kvinder i min familie (mormor og moster) har det med at blande sig meget i min mors og mine skænderier/hverdage, og de er ikke specielt flinke i munden over for mig. De fortæller mig at de kun vil mig det bedste, for at price min mor. Min moster har aldrig været en stort del af mit liv, men efter jeg fandt min kæreste, har hun ville udfylde den del, for at få ham smidst ud af mit liv. Jeg føler mig overset, og ekstremt ensom når jeg er hjemme, og ser i det store hele faktisk kun frem til de dage hvor jeg er ved min kæreste og hans familie og til den dag jeg bliver 18. Jeg er træt af at være knust indeni, og ikke kunne finde ro til at være mig hjemme. Derfor spørger jeg nu om hvad jeg kan gøre, b.la. på flytning, jeg vil ikke flytte alene, men hjem til kæresten (bor stadig ved forældrene), hvem skal jeg kontakte/spørge til råds? Jeg er så langt ude, at jeg ikke længere ved hvad jeg skal gøre. Det er svært at bevare overblikket, når man ikke får svar på spørgsmål, bliver spurgt ind til noget, og i det hele taget bare bliver ignoreret. Jeg har brug for hjælp, snarest!! - En knust og ensom pige