Hej. Jeg skriver til jer, fordi jeg i den senere tid har gået og tænkt rigtig meget over noget, som fylder meget i min hverdag, og som jeg har brug for en andens syn på. For at gøre en lang historie kort, så har jeg igennem det sidste halvandet år gået hos en psykolog, fordi jeg sidste sommer fik en depression. Der lå mange ting i det. Dels fordi jeg aldrig var kommet ud med sorgen over at have miste min mor 4 år tidligere, og dels fordi jeg i mange år har lidt af socialangst, men alitd har benægtet det, og kæmpet imod. Jeg blev så fyret fra mit arbejde som social- og sundhedshjælper, og dette udløste så den egentlige depression. Jeg har generelt været meget igennem i mit liv, og måtte kæmpe mig frem, men alt dette har jeg igennem det sidste års tid bearbejdet sammen med min psykolog. Det har hjulpet mig meget at have de samtaler, og jeg har været rigtig glad for det, da det har givet mig de værktøjer jeg havde brug for, for at komme videre. Jer ser nu mig selv som værende "så godt som kommet ud på den anden side," og jeg er også for nyligt startet på en hf, og har også store planer om fremtidig uddannelse. Det hele går egentlig godt. Der er ved at komme styr på mit liv, og jeg føler mig ikke nær så hæmmet af mine tidligere problemer længere. Også socialangsten er jeg ved at komme til livs. Det sidder stadig i mig indimellem og i visse situationer, men det er slet ikke nær så slemt længere. Alt det her er jo godt, og jeg er også rigtig stolt af mig selv, over at være nået så langt, men mit dilemma, eller til tider store problem, er hvor vidt jeg er klar til at stå på helt egne ben? Jeg overvejer nemlig at afslutte mine psykologsamtaler. Det er noget jeg har tænkt lidt på de sidste par måneder, men nu står jeg så i den situation at man psykolog er sygemeldt, og jeg ved ikke hvor længe. Jeg har det på den ene side rigtig dårligt med, at jeg ikke kan komme til den samtale vi ellers havde aftalt fordi hun er sygemeldt, og at jeg ikke ved hvornår jeg kan komme derind igen. Nogle gange hober tingene sig bare op, og jeg har virkelig behov for at få talt med nogen om det, og min psykolog er lidt den eneste løsning. På den anden side føler jeg mig på en måde også lidt svigtet. Jeg ved ikke om svigtet er det rigtige ord at bruge, men jeg føler lidt at den person som jeg i så lang tid har betroet mig til, og som har været der, når tingene var uoverskueligt, nu har "vendt mig ryggen." Og det ved jeg jo godt at hun ikke har. Det er jo ikke med vilje at hun er sygemeldt. Men her sommeren over er der gået lang tid imellem vores samtaler, fordi hun har holdt ferie osv. og jeg føler lidt at den tillid jeg langt om længe havde fået til hende, lige så langsomt forsvinder, og jeg føler ikke rigtig at jeg får noget ud af samtalerne længere, fordi jeg ikke har den tillid det kræver for mig, før jeg kan fortælle hvordan jeg virkelig har det. Men om samtalerne er overflødige fordi jeg ikke har mere at snakke med hende om, eller om det er fordi jeg ikke tør, kan jeg ikke rigtig finde ud. Mest af alt er jeg rigtig bange for at afslutte samtalerne for tidligt, for hvad nu hvis jeg får det dårligt igen? Så har jeg ingen jeg kan gå til. For jeg har vitterligt ikke andre end min psykolog som jeg stoler nok på, til at kunne fortælle om mine problemer. Selvfølgelig kunne jeg bare få tildelt nye samtaler hos en ny psykolog hvis det går skævt igen, men at skulle fortælle alting igen til en helt ny, det ville jeg slet ikke magte. Jeg begynder også bare at føle at mine problemer efterhånden er overfladiske og ligegyldige, og nogle gange føler jeg ikke rigtigt at min psykolog tager mig alvorlig, når jeg har brug for det. At mine problemer gøres til bagateller, selvom det måske er noget der fylder rigtig meget hos mig. Men måske er det også bare bagateller efterhånden? Måske har jeg ikke mere at komme der efter? Måske skal jeg bare lukke bogen, og lade den forblive lukket, for egentlig føler jeg at hvert kapitel er vendt og analyseret... Men tvivlen om hvorvidt jeg er klar til at stå på egne ben, nager dybt i mig, og eftersom min psykolog er sygemeldt på ubestemt tid, kan jeg jo ikke rigtig diskutere det med hende. Jeg har på den ene side lyst til at skrive til hende, at jeg ikke kommer mere, og ikke har brug for flere samtaler, men jeg tør samtidig ikke helt fjerne det her "sikkerhedsnet" de samtaler er for mig. Men igen: Kommer der til at gå lang tid før jeg kan komme hos hende igen, kan det måske også bare være ligemeget. I den tid der går imellem mine samtaler, formår jeg jo også altid selv at løse de problemer der opstår i mellemtiden, men nogle gange er det også bare rart, at komme derind og få tømt filteret... Ja, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op, og om det her overhovedet er til at finde hoved og hale i. Det føler jeg ikke det er. Ikke inde i mit hoved i hvert fald... Håber I kan give mig et råd eller to. Hilsen Mig