Jeg er forvirret. Men jeg inden jeg starter, vil jeg gerne starte med at sige, at jeg har en dyb respekt til Cyberhus, som gør sit bedste for at hjælpe andre mennesker. Tusind tak! Jeg er en pige på femten år, og jeg bor i Århus. Jeg fyldte femten den 3. september. Jeg ved ikke om jeg kan forklare dette ordentligt, men jeg vil prøve. Det skal længe siges, at jeg har overvejet at skrive herind, men er altid kommet fra det. Kort fortalt om mit liv: Da jeg blev 1 år blev mine forældre skilt. Min mor har en anden søn, som er min halvbror. De har prøvet at finde ud af det igen, men det førte til skænderier, min mor og far. De har altid skændtes om mig, og de sviner tit hinanden til når de snakker med mig hver for sig. Det er som om, at jeg skal 'vælge', men det har jeg ikke lyst til. Min far begyndte at drikke en hel del og blev derefter alkoholiker. Udover det, kan han næsten ikke huske noget. Han glemmer det, som han lige har sagt, og spørger hele tiden indtil det samme. Nogle gange bliver jeg irriteret, men derefter får jeg dårlig samvittighed, for jeg synes det er så synd for min far. Min far har ikke andre end min farmor og mig, alle hans venner er 'gået fra ham' fordi de påstår at han skylder dem penge osv. Min farmor er 94 år og hun er tæt på døden. Jeg kan se smerten i mine fars øjne. Jeg ville ønske jeg kunne være der noget mere for min far, men det føler jeg ikke at jeg kan, da jeg har problemer med min mor også. Min far var engang min bedste ven. Han forstod mig bedre end nogen anden og han hjalp mig så tit han kunne. Men eftersom jeg blev ældre, begyndte han at brænde mig af mht. vores aftaler, og hver eneste gang vi var sammen drak og drak han. Når jeg var hos ham, skulle vi altid sidde hos hans ven, hvor han bare drak. Min far har opført sig som et barn i mange år. Han er ret uansvarlig. Han kan ikke engang tage sig sammen til at få udført nogle operationer, som kan redde hans liv. Han har også haft kræft, som min farfar forresten døde af. Siden mine forældre blev skilt, fik min mor forældremyndigheden. Jeg boede hos min mor sammen med min bror. I 3. klasse begyndte min mor at ryge hash og drikke ret meget selv. Samme tid startede volden. Min mor slog min bror og jeg. Få måneder efter blev min mor overfaldt, så hun fik PTSD. Min mor har haft en del kærester efter min far. Nogle har jeg ikke brudt mig om, b.la. har jeg set min mors ekskæreste (som har begået selvmord nu) begå vold mod min mor. Efter min mor fik PTSD, blev min mor meget 'værre'. Hun blev oftere sur, over de mindste ting, det kunne f.eks. være to hår af mine, som der ligger på badeværelsegulvet, det skal lige siges, at det gør hun stadig i dag. Hun har altid kritiseret mig. Fortalt mig hvor dårlig en datter jeg er, hvor unormal jeg er, hvad der er i vejen med mig, jamen simpelthen alt, endda perker-luder. Min mor og far fortæller forskellige versioner af de situationer vi har været igennem, da jeg var yngre, og jeg ved simpelthen ikke hvad eller hvem jeg skal tro på. Hvis jeg vælger den ene, bliver den anden sur, og omvendt. Da jeg var 11 år flyttede min bror hen til sin far. (der er 4 års forskel imellem min bror og jeg) Jeg blev mere og mere indelukket. Hvordan kunne min bror flytte fra mig, og overlade alle problemer til mig? Selvmordstankerne begyndte at rumle ind. En aften jeg var såret, skar jeg en bamses snude op (en bamse, som jeg fik af min far, engang jeg var syg). Men efter fik jeg så dårlig samvittighed, og jeg skyndte mig at sy snuden sammen igen. Jeg begyndte så at skære i mig selv, og hvorfor, det ved jeg ikke. Det var ikke for opmærksomhed, men nok mere en slags måde at komme af med mine følelser på. Jeg skjulte mine ar, og hvis nogle spurgte ind til dem, løj jeg. Jeg har tit spekuleret over mit liv. Hvad gik der galt? Hvad er der i vejen med mig? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget rigtigt? Jeg har simpelthen så dårlig selvtillid, at jeg dårligt nok kan holde ud at kigge mig selv i spejlet. Jeg fik en netkæreste, som jeg begyndte at holde helt vildt meget af. Faktisk elskede jeg ham. Men min mor fandt ud af det og blev rasende, og truede med at melde ham til politiet (nu skal det siges, at han ikke er pædofil eller noget, jeg er ret klog på internettet og ved en del, så helt dum er jeg nu heller ikke) Før ham, havde jeg en kæreste fra min parallelklasse. Jeg husker tydeligt en aften, hvor jeg var sammen med ham og to af mine venner. Jeg blev jaloux på ham og min veninde, fordi jeg følte han viste interesse i hende min veninde. Jeg tog hjem, men egentlig var jeg forholdsvis glad. Min mor var ikke hjemme, så hun ringede og sagde hun ville komme hjem lidt senere osv. Men pludselig væltede alle mine følelser indover mig. Jeg gik ud i medicinskabet og skyllede sover 100 piller ned i mig, b.la. blodsænkende. Jeg kunne tydeligt mærke, at nu begyndte pillerne at påvirke mig og mit hjerte. Men jeg skrev til min gode veninde, og hun skrev at jeg skulle ringe til en ambulance. Jeg orkede det ikke. Jeg havde mest lyst til at ligge mig i sengen, lukke øjnene og aldrig vågne igen. Men jeg blev overtalt til en ambulance, og ja. Lægerne sagde det var tæt på. Jeg blev indlagt i 5 dage. 24. april 2011 - 29. april 2011. Min mor kom ind og spurgte: hvordan kunne du gøre det? Og så gik hun. Min far kom og blev hos mig i de fem dage. Men hans hukommelse svigtede, så han spurgte hele tiden hvor vi var, og hvorfor vi var der. Jeg var flov og havde ikke lyst til at svare. Volden står stadig på med mig og min mor, og jeg har været på børnehjem 3 gange nu i en længere periode ad gangen. Det er slet ikke noget jeg bryder mig om. Jeg vil helst bare sidde alene foran min computer, høre musik og ryge en smøg. Nå ja, jeg ryger forresten. Det samme gør mine forældre. Jeg er blevet voldtaget og overfaldt. Det eneste jeg vil, er at gøre mine forældre stolte af mig. Men det er umuligt, min barndom er smadret og der er intet som vil kunne redde den. Det eneste, som stopper mig fra, at tage livet af mig selv, er min vidunderlige kæreste. Jeg kan næsten ikke mere, jeg har smadret min hånd ind i væggen, forstuvet og fået indre blødninger ved knoerne. Jeg har skåret min ekskærestes navn på mit ben. Dumt. Min mor fandt ud af det, hun sagde: "du er mere syg end jeg troede" og så gik hun. Jeg får ingen støtte her i hjemmet, og uanset hvad jeg gør, så er det altid forkert! Jeg er tit ked af det, og har det med at bryde sammen. Jeg synes ikke at min hverdag virker overskuelig, og har ikke gjort i lang tid. Jeg har mest lyst til at ligge mig under dynen og bare sove mit liv væk. Jeg vil gerne flytte hjemmefra. Jeg har læst lidt på tingene. Jeg har spurgt min mor, om jeg godt må flytte hjemmefra, men det vil hun ikke give mig lov til. Så siger hun at jeg kan komme på børnehjem i stedet for, og det vil jeg overhovedet ikke. Jeg synes selv jeg er ansvarlig, og når jeg siger jeg gerne vil flytte hjemmefra, er det også for at hjælpe min mor. Hun siger, at hun intet liv har, fordi hun har mig. Alt er min skyld, hun kan altid fordreje tingene 360 grader. Men jeg har som sagt læst lidt på tingene, og jeg kan prøve at gå til kommunen, og se om de vil kunne hjælpe mig, med at flytte hjemmefra. Jeg har ikke lyst til at snakke med min mor om noget, for eftersom hun har PSTD, så vil hun altid overreagere og prøve at finde den bedste løsning for hende. Det kan godt være, at tingene er lidt sværere, fordi jeg er i teenageårerne, men jeg garanterer jer for, at det ikke kun er mig, som den er galt med. Jeg er træt af mit liv, og jeg ved med sikkerhed, at det vil hjælpe, hvis min mor og jeg kom væk fra hinanden. Jeg er ansvarlig nok til at flytte hjemmefra. Jeg støvsuger tit, laver mad, rengører, handler ind, jeg har endda et arbejde som viceværtassistent. Men mit spørgsmål er, tror du/I at jeg er i stand til at kunne flytte hjemmefra? Er der en chance? Jeg håber, at I vil tage jer tid til at læse mit brev til jer. Tusind tak! Knus den forvirrede