Forvirret

brevkassespørgsmål

Forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 6 måneder siden

Jeg er forvirret. Men jeg inden jeg starter, vil jeg gerne starte med at sige, at jeg har en dyb respekt til Cyberhus, som gør sit bedste for at hjælpe andre mennesker. Tusind tak! Jeg er en pige på femten år, og jeg bor i Århus. Jeg fyldte femten den 3. september. Jeg ved ikke om jeg kan forklare dette ordentligt, men jeg vil prøve. Det skal længe siges, at jeg har overvejet at skrive herind, men er altid kommet fra det. Kort fortalt om mit liv: Da jeg blev 1 år blev mine forældre skilt. Min mor har en anden søn, som er min halvbror. De har prøvet at finde ud af det igen, men det førte til skænderier, min mor og far. De har altid skændtes om mig, og de sviner tit hinanden til når de snakker med mig hver for sig. Det er som om, at jeg skal 'vælge', men det har jeg ikke lyst til. Min far begyndte at drikke en hel del og blev derefter alkoholiker. Udover det, kan han næsten ikke huske noget. Han glemmer det, som han lige har sagt, og spørger hele tiden indtil det samme. Nogle gange bliver jeg irriteret, men derefter får jeg dårlig samvittighed, for jeg synes det er så synd for min far. Min far har ikke andre end min farmor og mig, alle hans venner er 'gået fra ham' fordi de påstår at han skylder dem penge osv. Min farmor er 94 år og hun er tæt på døden. Jeg kan se smerten i mine fars øjne. Jeg ville ønske jeg kunne være der noget mere for min far, men det føler jeg ikke at jeg kan, da jeg har problemer med min mor også. Min far var engang min bedste ven. Han forstod mig bedre end nogen anden og han hjalp mig så tit han kunne. Men eftersom jeg blev ældre, begyndte han at brænde mig af mht. vores aftaler, og hver eneste gang vi var sammen drak og drak han. Når jeg var hos ham, skulle vi altid sidde hos hans ven, hvor han bare drak. Min far har opført sig som et barn i mange år. Han er ret uansvarlig. Han kan ikke engang tage sig sammen til at få udført nogle operationer, som kan redde hans liv. Han har også haft kræft, som min farfar forresten døde af. Siden mine forældre blev skilt, fik min mor forældremyndigheden. Jeg boede hos min mor sammen med min bror. I 3. klasse begyndte min mor at ryge hash og drikke ret meget selv. Samme tid startede volden. Min mor slog min bror og jeg. Få måneder efter blev min mor overfaldt, så hun fik PTSD. Min mor har haft en del kærester efter min far. Nogle har jeg ikke brudt mig om, b.la. har jeg set min mors ekskæreste (som har begået selvmord nu) begå vold mod min mor. Efter min mor fik PTSD, blev min mor meget 'værre'. Hun blev oftere sur, over de mindste ting, det kunne f.eks. være to hår af mine, som der ligger på badeværelsegulvet, det skal lige siges, at det gør hun stadig i dag. Hun har altid kritiseret mig. Fortalt mig hvor dårlig en datter jeg er, hvor unormal jeg er, hvad der er i vejen med mig, jamen simpelthen alt, endda perker-luder. Min mor og far fortæller forskellige versioner af de situationer vi har været igennem, da jeg var yngre, og jeg ved simpelthen ikke hvad eller hvem jeg skal tro på. Hvis jeg vælger den ene, bliver den anden sur, og omvendt. Da jeg var 11 år flyttede min bror hen til sin far. (der er 4 års forskel imellem min bror og jeg) Jeg blev mere og mere indelukket. Hvordan kunne min bror flytte fra mig, og overlade alle problemer til mig? Selvmordstankerne begyndte at rumle ind. En aften jeg var såret, skar jeg en bamses snude op (en bamse, som jeg fik af min far, engang jeg var syg). Men efter fik jeg så dårlig samvittighed, og jeg skyndte mig at sy snuden sammen igen. Jeg begyndte så at skære i mig selv, og hvorfor, det ved jeg ikke. Det var ikke for opmærksomhed, men nok mere en slags måde at komme af med mine følelser på. Jeg skjulte mine ar, og hvis nogle spurgte ind til dem, løj jeg. Jeg har tit spekuleret over mit liv. Hvad gik der galt? Hvad er der i vejen med mig? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget rigtigt? Jeg har simpelthen så dårlig selvtillid, at jeg dårligt nok kan holde ud at kigge mig selv i spejlet. Jeg fik en netkæreste, som jeg begyndte at holde helt vildt meget af. Faktisk elskede jeg ham. Men min mor fandt ud af det og blev rasende, og truede med at melde ham til politiet (nu skal det siges, at han ikke er pædofil eller noget, jeg er ret klog på internettet og ved en del, så helt dum er jeg nu heller ikke) Før ham, havde jeg en kæreste fra min parallelklasse. Jeg husker tydeligt en aften, hvor jeg var sammen med ham og to af mine venner. Jeg blev jaloux på ham og min veninde, fordi jeg følte han viste interesse i hende min veninde. Jeg tog hjem, men egentlig var jeg forholdsvis glad. Min mor var ikke hjemme, så hun ringede og sagde hun ville komme hjem lidt senere osv. Men pludselig væltede alle mine følelser indover mig. Jeg gik ud i medicinskabet og skyllede sover 100 piller ned i mig, b.la. blodsænkende. Jeg kunne tydeligt mærke, at nu begyndte pillerne at påvirke mig og mit hjerte. Men jeg skrev til min gode veninde, og hun skrev at jeg skulle ringe til en ambulance. Jeg orkede det ikke. Jeg havde mest lyst til at ligge mig i sengen, lukke øjnene og aldrig vågne igen. Men jeg blev overtalt til en ambulance, og ja. Lægerne sagde det var tæt på. Jeg blev indlagt i 5 dage. 24. april 2011 - 29. april 2011. Min mor kom ind og spurgte: hvordan kunne du gøre det? Og så gik hun. Min far kom og blev hos mig i de fem dage. Men hans hukommelse svigtede, så han spurgte hele tiden hvor vi var, og hvorfor vi var der. Jeg var flov og havde ikke lyst til at svare. Volden står stadig på med mig og min mor, og jeg har været på børnehjem 3 gange nu i en længere periode ad gangen. Det er slet ikke noget jeg bryder mig om. Jeg vil helst bare sidde alene foran min computer, høre musik og ryge en smøg. Nå ja, jeg ryger forresten. Det samme gør mine forældre. Jeg er blevet voldtaget og overfaldt. Det eneste jeg vil, er at gøre mine forældre stolte af mig. Men det er umuligt, min barndom er smadret og der er intet som vil kunne redde den. Det eneste, som stopper mig fra, at tage livet af mig selv, er min vidunderlige kæreste. Jeg kan næsten ikke mere, jeg har smadret min hånd ind i væggen, forstuvet og fået indre blødninger ved knoerne. Jeg har skåret min ekskærestes navn på mit ben. Dumt. Min mor fandt ud af det, hun sagde: "du er mere syg end jeg troede" og så gik hun. Jeg får ingen støtte her i hjemmet, og uanset hvad jeg gør, så er det altid forkert! Jeg er tit ked af det, og har det med at bryde sammen. Jeg synes ikke at min hverdag virker overskuelig, og har ikke gjort i lang tid. Jeg har mest lyst til at ligge mig under dynen og bare sove mit liv væk. Jeg vil gerne flytte hjemmefra. Jeg har læst lidt på tingene. Jeg har spurgt min mor, om jeg godt må flytte hjemmefra, men det vil hun ikke give mig lov til. Så siger hun at jeg kan komme på børnehjem i stedet for, og det vil jeg overhovedet ikke. Jeg synes selv jeg er ansvarlig, og når jeg siger jeg gerne vil flytte hjemmefra, er det også for at hjælpe min mor. Hun siger, at hun intet liv har, fordi hun har mig. Alt er min skyld, hun kan altid fordreje tingene 360 grader. Men jeg har som sagt læst lidt på tingene, og jeg kan prøve at gå til kommunen, og se om de vil kunne hjælpe mig, med at flytte hjemmefra. Jeg har ikke lyst til at snakke med min mor om noget, for eftersom hun har PSTD, så vil hun altid overreagere og prøve at finde den bedste løsning for hende. Det kan godt være, at tingene er lidt sværere, fordi jeg er i teenageårerne, men jeg garanterer jer for, at det ikke kun er mig, som den er galt med. Jeg er træt af mit liv, og jeg ved med sikkerhed, at det vil hjælpe, hvis min mor og jeg kom væk fra hinanden. Jeg er ansvarlig nok til at flytte hjemmefra. Jeg støvsuger tit, laver mad, rengører, handler ind, jeg har endda et arbejde som viceværtassistent. Men mit spørgsmål er, tror du/I at jeg er i stand til at kunne flytte hjemmefra? Er der en chance? Jeg håber, at I vil tage jer tid til at læse mit brev til jer. Tusind tak! Knus den forvirrede

Svar: 

Kære forvirrede.

Tak for dit brev og mange tak for de rosende ord til os.

Selvfølgelig vil vi tage os tid til at læse dit brev. Vi er her jo netop for at læse breve som dit og forsøge at hjælpe, så godt vi kan.

Du beskriver meget modent din situation og jeg kan mærke, at du har gjort dig mange overvejelser, inden du har skrevet herind. Du forklarer dig helt fint – det er let at læse din detaljerede beskrivelse af din situation. Det hjælper mig meget, når jeg skal give dig et godt råd eller to med på vejen.

Du skriver, at dine forældre blev skilt, mens du var helt lille og at du har været meget knyttet til din far, som desværre er alkoholiker og har svært ved at huske og at være ansvarlig overfor dig. Du bekymrer dig meget om din far og også om din mor, selv om forholdet til hende er noget mere kompliceret end dit forhold til din far. Dét, at du har problemer i forhold til begge dine forældre har fået dig til at blive selvstændig tidligt i livet. Du har været vant til at skulle klare mange ting selv og det er der som sådan ikke noget i vejen med, udover at du sikkert selv har følt et savn efter omsorg og nærvær fra dine forældre. Nogle gange får man nogle dårlige kort på hånden her i livet og så gælder det om at spille dem så godt, man kan.

Du har oplevet nogle svære ting i dit liv, men du har godt fat om den positive vej alligevel, fordi du ønsker at flytte hjemmefra og dermed komme væk fra de problemer, du og din mor oplever, når I er sammen derhjemme. Det lyder i mine ører som en moden overvejelse, som det kunne være godt for dig at undersøge nærmere. Du kommer længst med at have din mors tilladelse til at flytte hjemmefra, for jeres forhold skal jo også helst kunne fungere, når du ER flyttet hjemmefra. Der findes bo- og opholdssteder for unge, som gerne vil væk hjemmefra, men ikke er helt klar eller gammel nok til at bo alene.

For at komme overens med din mor, kunne det måske være en god idé, hvis du foreslår hende, at du flytter i bofællesskab med andre unge til at begynde med for at vise dig selv og din mor, at du godt kan håndtere at bo hjemmefra. Når du så har boet dér en periode, vil det være langt lettere at forklare din mor, at du er klar til at flytte hjemmefra. Og dét, at I samtidigt har haft en periode hver for sig har måske også gjort noget positivt i forhold til jeres forhold til hinanden.

Det lader til, at du har mere at slås med hjemme end godt er. Din mor har været udsat for nogle hårde oplevelser, som har givet hende PTSD, samt har fået hende til at ryge hash og drikke. Hun har udsat dig og din bror for vold. Disse ting er ikke OK. De er nok til at jeg kan sige, at du har brug for hjælp udefra, så du kan få hjælp til dit liv og din situation. Jeg synes det er en rigtig god idé, at du flytter hjemmefra, men synes samtidig også, at du skal have professionel hjælp først.

Du har prøvet at blive voldtaget og overfaldet. Du har forsøgt selvmord og cutting. Alle disse ting gør, at jeg ikke umiddelbart synes, du er klar til at flytte hjemmefra, for det kræver meget at bo alene – ikke kun, at man kan håndtere de praktiske ting i hjemmet. Man skal også kunne være alene med sig selv og sine tanker og følelser.

Det er meget, meget vigtigt, at du får talt om din situation med nogen. Det kan være en sagsbehandler i kommunen, nogle voksne i din familie, hvis du har kontakt til dem, en lærer på din skole, en veninde, din kæreste eller din læge fx

Jeg forstår godt, at du har dårlig selvtillid, når du har været udsat for alle de svære ting i livet, som du har. Din selvtillid skal genopbygges og det tager tid. Du skriver, at du har spekuleret over, hvad der gik galt, hvad der er i vejen med dig og hvorfor du ikke kan gøre noget rigtigt. Sådanne spørgsmål er helt normale at stille sig selv med jævne mellemrum, når livet føles svært. Du skal huske på én ting: Der er ikke noget galt med dig som sådan. Du har reageret på nogle forhold i dine omgivelser, som har været svære at håndtere. Dine reaktioner har ikke altid været hensigtsmæssige. Der kommer fx aldrig noget godt ud af at forsøge selvmord eller at cutte. Det er en vej, man helst skal komme væk fra igen så hurtigt som muligt. Du er 15 år og har hele livet foran dig.

Du er stadig et barn og derfor har du brug for en voksen som hjælper med at tage ansavr for dit liv.

Hjælpen kan du finde flere steder:

- Hos din egen læge, som kan henvise dig til en psykiater, der kan hjælpe dig med at komme væk fra cutting, selvmordsforsøg og selvmordstanker.

- Kommunen kan – som du selv skriver – hjælpe med at du kommer til at flytte hjemmefra så hurtigt og godt som muligt. De kan hjælpe med at finde en egnet bolig til dig og din sagsbehandler kan hjælpe dig med evt. at få en støtte-kontaktperson i hjemmet, hvis du har brug for sådan én i begyndelsen.

- Hos venner, familie, lærere mv. Det er vigtigt, at du får talt med så mange folk som muligt om din situation. Det skal dog være gode, lange samtaler, hvor I har tid og lyst til at lytte til hinanden. Jo flere gange du får fortalt din historie og jo flere folk, som hører den, des lettere bliver det for dig at bære din byrde. Det lyder måske sært, men det hjælper at få talt tingene igennem med andre.

Til sidst vil jeg slutte af med at sige til dig, at det kan være ret uoverskueligt at få så mange råd og ideer til hvad du skal gøre, igennem et brevkassesvar. Det kan også være uoverskueligt at gøre alene. Derfor kunne det være en ide, at du kigger forbi chatten her i Cyberhus, hvor du anonymt kan chatte med en voksen. Sammen med den voksne kan du snakke mere præcist om hvordan man kontakter kommunen og hvilke menesker der også vil kunne hjælpe dig med det.

Jeg tror på dig og ønsker dig alt det bedste fremover.

Hilsen Linda

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program