Er jeg oversensitiv?

brevkassespørgsmål

Er jeg oversensitiv?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 12 måneder siden

Måske har jeg postet mit spørgsmål forkert, men nu forsøger jeg. Jeg oplever meget tit i hverdagen forskellige former for forhindringer. Jeg bliver let påvirket af stemninger, bliver let påvirket af dårlige oplevelser, bliver påvirket af vejret (hvis det f.eks. er dårligt, men også hvis det er godt) bekymrer mig rigtig meget, tænker rigtig meget.. Og har jeg f.eks. oplevet noget ubehageligt i klassen med en bestemt lærer, kan jeg sommetider få kvalme når jeg kommer i samme situation igen. Min krop reagerer meget sammen med mit hoved, og det kan sommetider være en plage i sig selv... Jeg har også prøvet at blive stillet et spørgsmål som "ramte mig" så hårdt, at jeg måtte løbe ud til en vask fordi jeg følte at jeg skulle kaste op, dog uden det skete. Bare denne her meget stærke fornemmelse af at skulle kaste op. Jeg oplever dog også at når jeg er glad, bliver jeg så glad at jeg næsten får lyst til at råbe. Hvis jeg er rigtig trist, kan det vende som på en tallerken hvis solen skinner og der er blå himmel og frostklar luft.. Jeg føler at jeg tænker rigtig meget over tingene og min tilværelse.. mere end mine klassekammerater umiddelbart gør. Kan jeg være oversensitiv?

Svar: 

Hej 15-årige pige

Hvor er det en fin beskrivelse af dig selv. Jeg synes du er utrolig velformuleret og beskriver dine karaktertræk meget præcist, sådan at jeg let kan forstå hvad du mener og hvordan jeg tror, at du har det.

Du undrer dig over, at du let påvirkes af stemninger, bekymrer dig meget og at du tænker meget over tingene - måske er der noget galt med dig?

Det er der næppe, for du er sikkert bare særlig sensitiv, ligesom de ca. 20 procent af jordens befolkning, der har det ligesom dig. Nervesystemet hos særligt sensitive er gearet til at opfatte finere nuancer og påvirkninger end andre. Du får lettere nok af indtryk og oplevelser, fordi du er særlig sensitiv. Derfor har du sikkert ofte et stort behov for at trække dig tilbage for at få energi igen.

Jeg tror at det er vigtigt, at du har fokus på, at særlig sensitivitet ikke er en sygdom, men et karaktertræk. Du har sikkert flere følelser end andre - ihvertfald flere nuancer i følelserne og det er vigtigt, du husker at acceptere, at de er en del af dig.

Jeg synes du skal prøve at holde af dine følelser, istedet for at se dem som forhindringer. Når du kan rumme dine følelser og acceptere, at det er sådan det er, så kan du trække vejret lidt lettere og livet bliver nemmere. Nogen gange er det nemmere at rumme andres følelser end sine egne.

Det vigtigste er, at du ikke ser det som en forhindring at du har det sådan, men mere som en styrke. Der er bestemt fordele ved at du oplever ting mere intenst og dybt. Det er en stor gave. Det føles måske ikke sådan ligenu, men senere i dit voksenliv tror jeg, at du vil opleve det som en stor fordel.
I mellemtiden har jeg nogle råd som du måske kan bruge.

Af og til er det vigtigt, for sensitive mennesker, at tænke over at sætte grænser. Måske gør du det allerede.
Hvis du altid er sød over for dine forældre, men har lyst til at sige fra en gang imellem, så tag opgøret og oplev, at du sagtens kan klare konflikter.

Sig også fra over for veninderne, når der er noget, du ikke vil være med til. Lad være med at sælge dig selv, fordi du vil være sej. Mærk efter i maven, om det føles rigtigt. Du vil senere være glad for, at du respekterer dine følelser.

Du er guld værd for dine veninder, fordi du er god til at vise omsorg og sætte dig ind i, hvad de føler. Men lad dig ikke udnytte.

Undgå at være problemløser for alle andre – der skal også være plads til dig selv. Lad være med kun at lytte, hvis din veninde snakker meget. Snak også selv.

Håber at du kan bruge mine råd til noget.
Mange hilsner Cheva

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program