Hej
Tak for dit bekymrede brev. Der er ingen tvivl om, du er en god veninde, der kun ønsker at gøre det rigtige for din ven. 

Din ven har fået en nyfunden glæde ved sin krop. Han er selvfølgelig stolt af, han kunne præstere at tabe sig, for det kræver en del viljestyrke. Når man har kæmpet så hårdt som han har, kan det være rigtig svært at give slip på den kontrol man har opnået og få et mere afslappet forhold til mad og motion. Det skyldes som regel, man aldrig har tænkt over hvad der skulle ske, efter man har nået sit mål og der kan opstå en angst for at tage det hele på igen, hvis man ikke fortsætter som man hele tiden har gjort.

Derfor bliver vægten ofte noget man dyrker og for nogen en besættelse, at kunne tabe det næste kilo, for hvordan holder man vægten, uden at tage på?

Når du skriver, din ven ikke er tilfreds og han taler om forskellige kurer, for at kunne tabe sig mere, så kan jeg godt forstå din bekymring. Eftersom du har haft bulimi, ved du måske hvor svært det er. Jeg syntes du har støttet ham på en rigtig god måde, ved at tilbyde ham, I kan træne sammen, så han kan være slank på en sund måde. Men uanset om din ven har, eller er ved at udvikle en spiseforstyrelse, så har han brug for vejledning til, hvordan han skal leve med sin nye krop og få nogle nye mål. En vejledning som jeg mener hans forældre må hjælpe ham med at få. Hvilket leder mig videre til dine spørgsmål.

Du skriver du ville være blevet sur hvis nogen var gået til dine forældre da du havde bulimi, men at du efterfølgende er skuffet over ingen gjorde noget. Så forstår jeg det sådan, at du ved hvad der er det rigtige at gøre, selvom det kan betyde, din ven bliver rigtig sur. Gode venner hjælper hinanden ud fra det de mener er det rigtige at gøre, men tit reagerer vi ikke, når nogen har det skidt, fordi vi er bange for selv at blive såret.

Jeg mener derfor det er rigtigt godt, hvis du tager en snak med hans forældre og forklar dem, som du har gjort her, hvor bekymret du er. Måske er de klar over hvordan din ven har det eller også vil det være en information, som de kan handle på. Uanset hvad, så har du overgivet dem ansvaret for at hjælpe ham. Dermed ikke sagt du skal stoppe med at støtte ham på den samme måde som du hele tiden har gjort.

jeg tror det er vigtigt du fortæller ham hvor bekymret du er og du derfor har været nødt til at tage en snak med hans forældre, men at du vil gøre hvad du kan for at hjælpe ham.

Jeg ved der er risiko for han bliver vred, men prøv om du kan foklare ham hvor meget han betyder for dig og du udelukkende har gjort det, fordi du holder af ham og måske fortælle ham at du havde ønsket nogen havde gjort det samme for dig.

Du lyder som en meget omsorgsfuld veninde, som vil hjælpe ham, for hans skyld og fordi du bekymret dig for ham. Det er jeg sikker på, han på sigt vil sætte pris på. 

Jeg håber det var et svar du kunne bruge.

Mange hilsner 
Maria