Hvad skal jeg forvente?

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg forvente?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 3 uger siden

Hey! Har surfet lidt for at finde en side, hvor jeg kunne få svar på mit spørgsmål. Og så faldt jeg over denne her, og det var da lige dét jeg havde brug for. Jeg har haft noget med en sød fyr i 2 måneder. Så var vi sammen i lørdags og jeg havde fortalt ham før, når han har lagt op til sex, at jeg ikke vidste hvor godt jeg havde det med det, eftersom jeg er blevet udnyttet af en dreng sexuelt før, hvor jeg efter sex med ham fandt ud af han havde en kæreste. Jeg Droppede selvfølgelig alt med ham. Men nu vil ham jeg godt kan lide nu have sex, og vi prøvede i lørdags. Men det fungerede overhovedet ikke. Han kunne ikke komme ind i mig. Jeg blev SÅ flov over det. Heldigvis er han sød og vi snakkede godt sammen efterfølgene da han blev og sov. Men vi skal være sammen igen på fredag. Og jeg vil rigtig gerne have sex med ham. Men hvad kan jeg gøre, for ikke at være for stram? Det gjorde ondt på ham, at prøve at komme op i mig. Og hvor var det bare akavet. Jeg følte at det var min skyld - jeg ville undskylde. Hvad skal jeg gøre!? Og hvorfor kan det bare ikke fungere helt naturligt og 'frækt'? Please svar, for jeg føler jeg gør alt forkert og at jeg ikke er god nok..

Svar: 

Hej med dig.

For det første er jeg glad for du fandt cyberhus, så vi kan forsøge at hjælpe dig!

Jeg vil starte med at rose dig for at du har forklaret, ham du kan lide, at du er lidt usikker på sex på grund af den dårlige oplevelse du har haft. Og hvor er det dejligt at høre at han er sød ved dig og at i fik snakket sammen efter jeres forsøg på sex, i lørdags.
Jeg kan godt forstå du synes det er træls at han ikke kan komme ind i dig, når du rigtig gerne vil have sex med ham, men jeg synes ikke du skal være flov over det. Det er ikke altid noget man selv kan styre, så det er ikke nogens skyld eller noget man skal undskylde for. 

Da jeg læste dit brev, kom jeg til at tænke på at du måske har været meget nervøs da i prøvede at have sex. Hvis man er nervøs, kan man have meget svært ved at slappe af i kroppen, og derfor er du måske blevet meget stram. Så et godt sted at starte, tænker jeg er, at du må lytte til dig selv, og blive sikker på, at du har lyst til at have sex med ham.

Et langt forspil kan måske også hjælpe. Ligge i noget tid og kysse og kæle med hinanden indtil i begge er rigtig tændt. Det kan få dig til at slappe af i kroppen, og gøre dig mere våd i skridtet, så han har nemmere ved at komme op i dig. Du fortæller at det gjorde ondt på ham da i prøvede. Det kan måske være fordi du ikke har været våd nok. 
Hvis du føler dig meget tændt, men alligevel ikke bliver våd nok, kan i prøve med lidt glidecreme (man kan også købe kondomer med glidecreme på). 
Dette kan også hjælpe hvis ham du ses med har en meget stor pik. Jeg går nemlig ud fra at, ham du så før godt kunne komme op i dig, så det kan jo godt være at ham du ses med nu, har en større pik, som du skal vende dig til.  

Du skriver at du gerne vil have det til at fungere helt naturligt. Men faktisk er det helt normalt det du oplever og der er mange piger der også har oplevet at være for stram. Når man fx. ser sex på film, virker det så nemt og der sker sjældent noget pinligt. Men i virkeligheden er sex ikke altid perfekt og der kan tit opstå akavede situationer.
Det kan være i bare skal prøve lige så stille, nogle gange, før du føler dig helt tryg ved at have sex igen. Så tænker jeg, at du nok skal synes det bliver mere frækt, hen ad vejen :)

Der er ikke noget unormalt i det du skriver. Det er helt naturligt at være usikker når man skal have sex med en man rigtig godt kan lide! Bare lyt til dig selv og din krop og mærk efter hvor dine grænser går, så kan du ikke gøre noget forkert.
Husk du er god nok som du er!

Mange julehilsner fra Louise.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program