Kan ikke kende mig selv

brevkassespørgsmål

Kan ikke kende mig selv

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 2 uger siden

Hej brevkasse. De seneste par måneder har jeg været rigtig ked af det. Når jeg tænker over hvad der kunne være en grund til det, kan jeg aldrig finde et svar på det. Jeg har en sød familie, er elevråds formand for min skole samt sidder i skolebestyrelsen. Jeg får gode karaktere i skolen og synes næsten ikke mit liv kunne se bedre ud, udefra. Men her de seneste par uger, har jeg også haft problemer med at sove, så jeg blandt andet ikke kan falde i søvn, men ligger vågen flere timer. Det er ikke fysisk jeg har det dårligt, men psykisk. Når jeg er sammen med andre mennesket, synes jeg ikke at jeg har det slemt, men når jeg så bliver alene med mine tanker, går det bare helt galt. Jeg har ikke snakket med mine forældre om det, fordi jeg ved ikke hvordan jeg skal tage det op, og hvis mine forældre har taget mig i at græde på mit værelse bilder jeg dem altid bare ind, at jeg har haft en dårlig dag osv. Håber virkelig jeg kan få et par råd. Sofie

Svar: 

Kære Sofie.

Velkommen til Cyberhus.

Det er ikke let at gå rundt og være ked af det – især ikke, når man ikke umiddelbart kan finde grunden til, at man har det sådan. Men en grund er der altid. Du skriver, at du udadtil har et godt liv, hvor du har en sød familie og klarer dig godt i skolen mv. Men når du er alene, kommer de triste tanker og så bliver du så ked af det, at du ligger og græder om aftenen og har problemer med at sove. Sådan skal du ikke gå rundt og have det. Det er normalt, at man i perioder kan føle et vist pres på sig af en eller anden grund, så man måske ikke sover så godt eller er trist og ked. Men det skal ikke være sådan, at du i en længere periode oplever at have det dårligt indeni pga. noget, du ikke kender grunden til.

Når man som du har succes mange steder, kan man let komme til at leve et liv, hvor man måske glemmer sine inderste tanker og følelser, fordi ens ydre liv fylder meget. Det er ok, når det går godt, men hvis man oplever at have det svært, være ked af det osv., er det meget vigtigt, at man stopper op og forsøger at finde ud af, hvad der har bragt én i denne situation.

Det kan være, at du har for meget at se til med skolen, elevrådet, skolebestyrelsen osv. Det kan også være noget helt tredje, som nager dig og som kommer op, når du skal til at sove om aftenen. Det er tit sådan, at de sværeste og dybeste tanker og følelser kommer til os, når vi går til ro om aftenen. Dér er der nemlig ikke andre ting til at forstyrre tankerne og følelserne og så kan de få frit løb. Dette er i sig selv ikke noget dårligt, men har man det dårligt indeni, kan disse tanker og følelser fylde så meget, at man har svært ved at falde i søvn fordi alle tankerne og følelserne presser sig på indeni. Nogle gange kan det være svært at falde i søvn, fordi alle tankerne og følelserne ”kører rundt i hovedet” på en og så er det, at det gælder om at kunne skille dem ad, så man kan tage dem én ad gangen og forholde sig til dem enkeltvis. Det er vigtigt, at du får din nattesøvn. Jeg har ikke noget svar på, hvad det kan være, som gør dig så trist, men det er vigtigt, at du finder ud af det, så du kan tage tyren ved hornene og gøre noget ved din situation.

Måske kunne du have en notesbog liggende på dit sengebord og heri kunne du skrive de tanker og følelser ned, som kommer til dig om aftenen. Ved at skrive tingene ned, kan man få mere styr på dem og dermed bedre håndtere dem. Skriv dine tanker og følelser ned, når de melder sig og prøv også at skriv nogle mulige grunde til tristheden ned. Når du er i skole og sammen med andre, ligger de triste tanker osv. i underbevidstheden og venter, til du kommer hjem og har ro om aftenen. Derfor kan det være svært at skrive noget om det ned i dagtimerne, hvor du er aktiv og optaget af mange andre ting.

Det er også meget vigtigt, at du får talt med nogen om din situation. Ved at dele det med andre, kan du få gode råd og samtidigt få lettet dit hjerte overfor en eller flere personer, du har tillid til. Jeg synes i første omgang, du skulle tale med dine forældre om det. De har brug for at vide, hvordan du har det og de vil gerne hjælpe dig, så godt de kan.

Jeg tror, at du i løbet af den nærmeste tid vil kunne finde frem til de ting, som gør dig ked af det. Når du har fundet ud af, hvad det er, kan du bedre gøre noget ved det. Måske har du for meget at se til? Måske er der sket noget mellem dig og en anden, som du spekulerer over nu? Måske føler du dig ikke helt ok af andre grunde? Det er kun dig selv, som kan finde frem til svarene, men jeg tror på, at det vil lykkes for dig. Du lyder til at være en frisk og intelligent pige, som kan klare rigtig mange ting. Så derfor kan du også komme ovenpå igen. Det kræver bare, at du giver dig tid til det og tager det alvorligt. Du skal lære at lytte til dig selv, dine tanker og følelser. Så vil du opleve at få det bedre med tiden. Det er jeg sikker på.

Jeg tror på dig!

Mange hilsner fra Linda

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program