Er jeg gravid?!

brevkassespørgsmål

Er jeg gravid?!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 11 år 3 måneder siden

Hej Jeg var i seng med en omkring nytårsaften, og var startet på mine p-piller igen dagen før, vi havde ubeskyttet sex. jeg skulle have haft min mens for 2-3 dage siden og har ikke fået den endnu, jeg føler mig meget spændt nede ved livmoderen og har meget ømme bryster, og er blevet meget træt siden og er begyndt og spise mere end jeg plejer. Har ikke taget en graviditets test endnu, for har ikke tænkt over at jeg kunne være gravid før for de 2-3 dage siden. Hvad ville i råde mig til?

Svar: 

Hej med dig

Uvished er altid en meget ubehagelig ting, og jeg kan godt forstå, at du søger svar på din bekymring.

Selvom man tager p-piller, er man ikke 100 % beskyttet mod at blive gravid og slet ikke, hvis der går koks i det med at huske at tage pillerne. Derfor er det utrolig vigtigt, at huske pillerne hver dag. Men der er ingen grund til panik - Du er stadig så ung, at din menstruation godt kan være uregelmæssig, og derfor kan du opleve, at den ikke altid kommer præcis den dag, som du havde forventet. Jeg synes dog, at det ville være en god idé at tage en graviditetstest, så du kan få et klart og hurtigt svar. Dermed kan du få en afklaring og skal ikke gå og være nervøs i flere dage.

Derudover er det vigtigt at huske, at p-piller ikke beskytter mod seksuelt overførte sygdomme, hvilket kan være en alvorlig sag. Derfor vil jeg samtidig råde dig til i fremtiden også at bruge kondom, når du har sex med en dreng, du ikke er i et forhold til. På den måde er du yderligere beskyttet mod graviditet, men samtidig også beskyttet mod de seksuelt overførte sygdomme.

Jeg håber at du slipper med forskrækkelsen og snart får din menstruation, så du igen kan slappe af. Uanset hvad testen viser, så synes jeg at du skal overveje at snakke med en veninde eller evt. din mor om det. Det kan nemlig være rigtig rart at snakke om det og ikke gå og holde det hemmeligt for sig selv.

Masser af gode tanker
Simone

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program