Kære kære dig,.

Jeg føler så meget med dig og kan mærke hvor ondt det gør på dig, at skulle leve dit liv uden de menensker der gav dig livet. Du har helt ret.. Det er ikke fair. Du behøver slet ikke undskylde dit brev, om så det  havde været meget længere havde jeg stadig læst det, og lyttet til dit ødelagte hjerte. Hørt dit råb om hjælp, og jeg vil gøre mit til at vi sammen kan finde vejen ud af det mørke du er i, og har været i alt for længe.

Jeg håber det trøster dig, når jeg fortæller dig at det værste er overstået nu. Du har lidt mere end mange andre i 4 år nu, du har været lukket inde i en bobbel af sorg. At du skriver herind, fortæller mig at du er klar til at tage kampen op. Kampen mod ensomheden, angsten, mod det kaos der raser i det hjerte og hoved.

Du skriver at du "glemmer dine forældre ikke er her mere". Det fortæller mig at du blandt andet ikke har fået det rette hjælp til at bearbejde dine forældres død, og dette bevirker at du stadig lever i en form for fornægtelse, du orker ikke se virkeligheden i øjnene om at de ikke kommer tilbage. Det er dog helt naturligt at du gør det, det er en del af vores forsvarsmekanismer i vores hjerne. Men at du nu har befundet dig i denne tilstand i 4 år er bestemt ikke sundt for dig, og det er højst sansyneligt det som er medvirkende til at du lider af angst. Det er meget vigtigt at du får noget hjælp nu. Jeg ved det gør ondt at skal se sandheden i øjnene, og lære at leve med savnet, men det er vejen ud.

Ja dine forældre har forladt dig, og du føler din ensom, men du er ikke alene. Det var altid "jer 3" nu skal det måske til at være "dig, dine bedsteforældre, din famile, dine venner". Du er nødt til at træffe nogle svære valg, og accepterer at livet ikke altid går som planlagt. Du har nogle menensker omkring dig som vil dig det bedste.

Dine forældre er her ikke længere i fysisk forstand, men måske kan du prøve at lade dem leve videre gennem dig. Gem alle de gode minder i dit hjerte, mærk den tryghed dine forældre gav dig. De vil altid i en eller anden forstand være i dig, forstået på den måde at du ved de elsker dig. De gav dig en smuk start på livet, og kunne du sprøge dem nu, vil de helt sikkert sige " spild ikke dit liv, gib hver dag, bliv lykkelig". Vær glad for at du havde et så tæt forhold til dem, for det betyder også at i kendte hinanden godt, og hvis de var her nu, ville du også vide hvad de ville sige til dig.

LYKKELIG, tænker du måske, hvordan skal jeg nogensinde kunne blive lykkelig? Men kære dig, jeg ved hvordan det er at miste sine forældre, det gør pisse ondt, men føler ikke længere der er noget at leve for, man føler ikke man forjener at være lykkelig, og det er også alle de følelser og tanker der plager dig.
Men prøv inderst i dig selv at forestil dig at dine forældre sad over for dig nu. Spørg dem så: Hvad gør jeg nu? Fortjener jeg at være lykkelig? Lyt til deres svar.

Angst, ensomhed, tomhed: Det må være hårdt for dig at føle du ikke har noget at leve for og at du kun hører til hos dine forældre. Du bærer rundt på en meget stor sorg, og det kan ingen tage fra dig. Det er klart at du føler dig ensom og tom indeni, og at det har taget dig så mange år at komme igennem. Det er altid hårdt at miste dem man elsker, men sker det så inden man overhovet selv er kommet igang med at leve livet, hvilke erfarringer skal man så hive i, når man skal bearbejde sorgen.

Du har fuldstændig ret i at ingen kan erstatte den kærlighed ens forældre kan give en. Men du er nu alligevel heldig at du har dine bedsteforældre til at passe på dig, og jeg er sikker på at de elsker dig ubetinget. Du er jo en del af dine forældre, og dine bedsteforældre er også en del af dine forældre eftersom det var dem, der gav dem livet. Dine bedsteforældre indeholder mange af de samme ting som dine forældre, og der er ingen tvivi om at de elsker dig, og tabet har også påvirket dem. Dine bedste forældre har levet et langt liv, og har masser af erfarring. Hvad med om du begynder at lukke dem ind i dit liv, lad dem være en del af din helbredelse. Jeg tror i kan være noget godt for hinanden.  

Jeg hører dig når du siger " Mit liv er alligevel ødelagt for altid og jeg ønsker heller ej at få det bedre. Jeg vil ikke være glad, for det fortjener jeg ikke".
Denne sætnig fortæller mig at du er meget trist, og det ville da også være underligt hvis du du ikke var, når du  nu har oplevet dette store tab, Det er helt naturlig at være ked af det, og det skal man også give sig selv tid og plads til. Vi er forskellige mennekser og bearbejder livet på forskellige måder.
 
Det er nu din tur til at bearbejde din sorg. Du må ikke længere være en fange af fortidens spøgelser. Du må tage et valg, bryde med fortidens lænker og kræve dit liv tilbage. Jeg ved du ikke føler du fortjener det eller har lyst til at være glad igen, men disse følelser er en naturlig reaktion på sådan et tab. Disse tanker er dog ikke rationelle, de er styret af din sorg. Når du en dag er kommet ud på den anden side, begynder at leve livet igen, vi du være istand til at se tilbage på oplevelserne på en anden måde. I stedet for at leve i sorg, vil du nu kunne se dig selv være glad, leve det liv dine forældre satte dig på jorden for at skulle leve.

Du må ikke gemme dig mere. Du behøver ikke være den "perfekte, stærke, sjove pige". Det må da tynge dig så meget ned, og være meget hårdt, at du prøve at være noget du ikke er lige nu. Ingen er perfekte, og ingen kan gå rundt og være konstant glad og lykkelig og man bliver ikke mindre perfekt af at vise man bærer rundt på en masse sorg. Man bliver ikke mindre værd af at vise man er et menneske med følelser. Hvis du nu turde begynde at åbne bare lidt op for en veninde eller en anden du stole på, så ville du finde ud af at de er i stand til at lytte og være der for dig.  Hvis du lader folk omkring dig se hvordan du har det, ville du måske pludselig opleve hvor mange der faktisk har lyst til at være der for dig, hjælpe dig ud af mørket.

Jeg forstår godt at det er svæt at snakke med andre om,  men måske du alligevel skal finde andre unge som også har mistet deres forældre i en tidlig alder. I og med at i har en fælles oplevelse har i en unik mulighed for at forstå hinanden, nogle gange næsten uden ord.

Jeg vil helt konkret foreslå dig, at kontakte Børn, unge og sorg. Her kan du både chatte, ringe, bruge brevkasser og meget mere. Og det bedste er, at rådgiverne er alle selv nogen som har mistet en eller begge forældre. De ved hvordan det føles og hvordan man kan arbejde med den sorg, og så er den gratis og anonym.

Der er også en anden side der hedder hwww.livsnettet.dk  er gratis at benytte sig af. Den er for voksne, men jeg tror du kan finde andre derinde der har oplevet det samme som dig.

Tag en dag af gangen, sæt dig nogle små delmål. Accepter at dine forældre ikke længere er her i fysiks form, men at de altid vil leve videre igennem dig, og de minder i havde sammen.

Du skal huske èn ting:
Dine forældre gav dig livet, fordi du fortjener det, og de ønskede du fik et godt liv. De ved at du vil bruge dit liv til at gøre noget stort, bive lykkelig og leve livet.
Det er på tide at du kræver dit liv tilbage nu, og du åbner op for det dine bedsteforældre ønsker at give dig. Fjerne lidt af den tomhed og ensomhed i dig.  

Du er ung og livet venter på dig forude. Du fortjener at være lykkelig. Og det er helt sikkert også dine forældres ønske. Gør dem stolt, grib livet.

Jeg sender dig de bedste tanker.

Isabella