Hej Kristine

Jeg synes du har beskrevet dine tanker og følelser rigtig godt, så jeg synes helt sikkert det giver mig en god ide om hvordan du har det. Derfor satte det også en masse tanker i gang hos mig og dem vil jeg rigtig gerne dele med dig. Så håber jeg de kan hjælpe dig lidt på vej.

Du har selv delt dit spørgsmål op i 3 afsnit: Min krop, Min familie og Mig generelt. Det vil jeg også gøre, fordi så giver det måske et bedre overblik og så slutte af med lidt ekstra. Lad os starte med "Min krop".

Når jeg læser dine tanker om din krop, så tænker jeg først og fremmest det må være hårdt for dig, at gå rundt hele tiden og være utilfreds med din krop. At gerne vil tabe sig lidt og måske komme i bedre form, men ikke rigtig kan holde fast i den sundere mad og motionen. Men jeg tænker også, at din vægt er fin og at du hader din krop måske hænger sammen med nogle af de andre ting du beskriver, nemlig det her med at du i den her tid tænker meget over hvad andre synes om dig, at du føler dig presset i forhold til din familie og at du synes det hele er lidt svært i øjeblikket generelt.

Jeg tror nemlig tit, at når tingene vælter lidt og der er flere ting som er svære, så kan man begynde at pege pilen indad og tro at det måske er ens egen fejl og at man ikke dur til noget. Og så kan man også begynde at finde fejl ved sig selv, for eksempel det med kroppen.

Udover det, så er der rigtig mange, specielt piger, der i teenageårene og lidt derefter er meget følsomme omkring netop udseendet. Det fylder rigtig meget og jeg tror en af grundende til det er, at der er meget fokus på det i forhold til at man måler sig med andre piger på udseendet, hvad siger drengene?, man føler måske man skal gå rundt og ligne noget sexet hele tiden og kigger måske rigtig meget efter hvordan de kendte og modebilledet er.. der er bare mange ting og jeg kan godt forstå hvis man kan miste selvtilliden og ikke synes man selv er ok.

Det var lige tre grunde og du kan mærke bedre end mig, om der er noget om det, eller måske er det lidt fra alle tre. Prøv lige at overveje det.

"Min familie"
Det er slet ikke nemt, at være på efterskole og så komme hjem til familien, og det så bliver en dårlig oplevelse. Fordi så føles det måske som om man er endnu længere væk fra dem og man kan hurtig føle, at der en selv der er problemet, eller ikke en del af det derhjemme. Og det er ikke rart.

Det lyder lidt til at du er storesøster derhjemme og det vil sige, at du er den første der er ved at flyve fra reden. Hvis det er sådan, så er det nemlig heller ikke så nemt for din forældre.. Me ligegyldig om d er støresøster eller ej, så er du ved at blive voksen og har dine egne holdninger og meninger, og det kan betyde store skænderier derhjemme og for det andet, så er de måske også usikre på hvordan I får skabt en god weekend, når du så kommer hjem efter 1,2,3 uger..

Det er egentlig meget forståeligt og ikke nogens skyld, men måske mangler i at få snakket om det ærligt derhjemme. Jeg synes du skal gå forrest der og skrive et brev til dem.. bare kort og lidt som du har gjort her. Et brev hvor du kort forklarer hvordan du har det med at komme hjem og at du godt kunne tænke dig, at I satte jer ned og lavede en plan, så det blev en rar oplevelse for alle, når du kommer hjem.

Det er dig der bor på en skole og det er dig der tager hjem og tager derfra igen. Jeg synes det er hårdest for dig og jeg kan godt forstå det fylder meget. Derfor er det vigtigt at få snakket om. Kunne det være en mulighed tror du?

Jeg sidder også med en følelse af, at det faktisk kan hænge sammen med de andre ting du skriver om. Hvis man er presset derhjemme hos mor og far, så kan det gå ud over hvordan man ser på sin krop og sådan har det generelt, så det er ret vigtigt egentlig.

"Mig generelt"
Vi er alle sammen forskellige og når du fortæller, at du mest er til mindre gruppe, sådan stille og roligt, så tænker jeg.. det er der bare mange der er og det er en del af dig. Det er der intet unormalt i. Det kan godt være de ikke vil erkende det når de er unge, men når man bliver mere voksen, så er det i hvert fald helt normalt. Så det behøver du ikke at undre dig over.

Omkring det med at være perfektionistisk og generelt tænke over, at du ikke må dumme dig eller være pinlig, så hænger det meget sammen med kroppen tænker jeg. Det handler lidt om, at du i øjeblikket ikke kan slappe af i den krop eller i den du er som menneske. Det her med at tro på og mærke at man er god nok, og så bliver man nervøs og bange for hvad andre tænker.

Det med at du skærer dig selv og d skriver, at det ikke handler om at flytte smerten et andet sted hen. Ok, men lige meget hvordan du vender og drejer det, så handler det om at du gør noget, som viser at du ikke har det så nemt inden i. Det kan sagtens være et råb om hjælp og jeg kan godt følge dig i det der med at du på den ene side vil være alene og på den aden vil have hjælp. Det er helt normalt at være splittet på det område.

"Det ekstra"
Hvis jeg sådan skal samle lidt sammen... så fornemmer jeg en pige som er midt i at blive voksen og oplever en masse kaos. Der er en masse normale tanker og følelser inden i lige nu og det er bare slet ikke nemt at kulle finde ud af dem.

Men udover det som lyder helt normalt i forhol til at være ung, så synes jeg det er super stærkt at du reagerer på det her, fordi din krop og tanker fortæller dig også, at det er svært og at du har brug for hjæl til at få sat brikkerne rigtig sammen. Dit had til din egen krop, at du skærer i di selv og at du er meget ked af det for tiden, er alle faresignaler som du skal age alvorligt og gøre noget ved, så de ikke bliver for store. Og du er godt i gang ved at skrive herind.

Jeg har foreslået dig at få snakket med dine forældre og det synes jeg stadig er meget vigtigt. Men jeg har også to andre forslag som jeg synes du skal prøve af. Det første er at få fat i din kontaktlærer på skolen og få en snak med den person. En lærer kan være god at snakke med, fordi han/hun har erfaringen med at snakke med unge, men også fordi du gør det face to face og på den måde kan I snakke jer mere og bedre ind på nogle af de ting der kunne hjælpe dig i din hverdag.

Og den sidste ting er chatten her i Cyberhus. Hvis du har en ledig time alene, så kan du logge på og chatte anonymt med en voksen. et minder jo meget om en samtale, så det kunne måske også være rart for dig.

Så kære Kristine.. det er lidt kaos lige nu, men du har reageret og taget ansvar for dit eget liv, og det er rigtig godt. Tænk over om du kan bruge noget af det jeg har skrevet og arbejd videre med det, så tror jeg du vil opleve at det lysner lidt.

Jeg ønsker dig alt det bedste..
Venlig hilsen
Erroll