jeg har det underligt, men på en måde er det en lettelse hver gang han slår op med mig, og siger han ikke vil være i kontakt med mig længere, men på den anden side gør det også bare helt utroligt ondt, og det er så hårdt at skjule at jeg er ked af det, jeg overvejer om jeg skal droppe alt kontakt til mine venner og drenge bekendskaber, men jeg tror ikke jeg kan, vores forhold er så svagt, jeg ved aldrig hvornår han siger til mig at han ikke vil være kærester med mig mere, det er over det mindste ting hver gang men det kommer jeg til senere. jeg har flere gange været nød til at lyve overfor ham fordi han ikke acceptere mine ønsker og mine behov, jeg kan ikke gå på strøget sammen med ham længere uden at jeg går og kigger ned i jorden fordi jeg er bange for at han går fra mig, det er naturligt at kigge på de folk der går forbi en på gaden, men jeg må ikke, jeg er nød til at kigge ned i jorden, hvis jeg møder nogle drenge jeg kender, må jeg ikke sige hej til dem, hvis jeg står i en kiosk og det er en mandelig ekspedient betaler han så jeg ikke kommer i kontakt med manden, jeg er så bange for at han er ved at låse mig fast. min veninde og mig har snakket om at vi til næste år ville tage til london sammen og den ide luftede jeg for ham så han vidste det i god tid, men det eneste han sagde var : du må ikke tage afsted, færdig! men det er bare noget jeg virkelig gerne vil, og det ved han godt, jeg er kun en pige på 19 år, jeg har ikke oplevet de samme ting som min 4 år ældre kæreste. før mig havde han en kæreste den samme igennem 8 år, hun havde ikke nogle veninder så han var vandt til at hun var hjemme hver eneste dag, og det er sikkert derfor han ikke kan acceptere mine behov og mine ønsker, jeg må ikke svare nogle drenge hvis de spørg mig hvordan det går, og har været mine venner igennem hele mit liv, jeg må heller ikke snakke med vores fælles venner selvom han er i rummet og jeg sidder og holder ham i hånden eller kysser ham hver tiende sekund imens, kun hvis han er samtalens midtpunkt, og selv hvis han er det må jeg ikke snakke for længe og sige for lange sætninger. Men jeg har personligt selv givet ham lov til at snakke med hans eks kæreste, selvom han siger at han stadig elsker hende og at det vil han altid gøre, men at de ikke bliver kærester igen fordi det er mig han vil have. en dag sad vi og drak og han læste min facebook, hvilket jeg synes var iorden fordi jeg ikke havde noget at skjule for ham, alligevel fandt han noget som blev skrevet tre måneder inden vi mødte hinanden, hvor min tidligere flirt skrev : skal vi knalde? jeg benægtede konstant, og sagde nej til den resterende, men alligevel var han overbevidst om at jeg var ham utro, og derfor slog han mig. efterfølgende har jeg sagt til mine venner og min familie at jeg ikke ser ham mere, for jeg tør ikke at fortælle ham det, problemet er at når vi har det godt, så har vi det virkelig godt, og jeg er et mennekse der har det største trygheds behov i verden , jeg har brug for at have en fyr. hvad synes du/i jeg skal stille op med min "kæreste" glemte lige at fortælle at 70 procent at tiden vi er sammen, sidder han enten og spiller computer eller ryger sig skæv, de andre 30 procent er fordelt hvor 15 år dem er natten, 7 er hvor vi ligger og ser film, og de sidste 7 er sjov og skæg :-( fra den frustrerende.