Hej, jeg er en pige på snart 15 år. Jeg har haft en masse svære nedture i mit liv. Jeg gør virkelig hvad jeg kan for at blive glad igen. Problemet er bare at det altså ikke er helt nemt når der samtidig er en helt masse problemer her hjemme.

Jeg sidder lige nu inde på mit værelse helt alene, og har endelig bare løst til at sove selvom det er midt om dagen. Jeg føler mig virkelig frustreret, ked af det og rastløs.

Men her er den "hurtigere" version af mine problemer/mit problem.

Jeg har en far som har en kronisk depression, han drikker når han har det svært, og er nogle gange væk i flere dage, hvor han bare sidder ude på gaden og drikker.

Han har haft det svært storset hele hans liv. Jeg har bare aldrig vidst hvor slemt det endelig var.

For dengang jeg var ca. 2-3 år, kom min far ud i en bilulykke, havde jeg hvert fald altid troet. For det viser sig at han ville prøve at lave selvmord, og kørte over for rødt lys på skutter, og kom meget slemt til skade. De troede faktisk ikke han kunne redes, men det blev han, dog har han mistet smagsløgene, lugtesandsen og er kommet slemt til skade.

Udover alt det, så døde hans far (min farfar) ikke så lang tid efter jeg var blevet født. Han lider også af depression som sagt, og da jeg var 10 år gammel, en nytårs aften. Så blev han rigtig sur på min gamle venindes forældre, og gik derefter (midt om aften imens vi holdte nytår). Han var væk i flere dage og jeg husker det tydeligt. Jeg græd dag og nat, og havde fået den værste start på året nogensinde. På dette tispunkt vidste jeg ikke ret meget, og forstod ikke særlig meget. Men han gik altså rundt ude i byen og drak uden vi så noget til ham.

Efter det skete der heldigvis noget. For han blev indlagt og fik noget hjælp. Jeg kom i en børnegruppe for børn som har e forældre der er psykisksyg. Det ændrede sig og blev det gamle igen, selvfølgelig tænkte jeg stadig meget over det, men var sikker på det ikke skete igen.

Men det gjorde det. Bland andet i julen 2013. Og det kørte mig bare endnu mere ned. For jeg er selv blevet mobbet og skiftede skole i 2010. Og havde det stadig svært, jeg var meget tæt på overvægtig, og da han var væk igen kørte det mig så meget ned, at jeg begyndte at gøre skade på mig selv, bland andet ved cutting. Og uden jeg rigtig var så meget klar over det begyndte jeg også at udvikle en spiseforstyrrelse. Jeg lukkede mig selv mere og mere ind, og fik det sværere og sværere. For jeg følte mig overset, eftersom min lillebror fik opmærksomheden, da han også havde det svært i skolen og flyttede til speciel klasse (Hvilket han dog er rigtig glad for nu).

Men i marts 2014 skulle jeg konfirmeres, og havde en bedre tid der. Dog når jeg tænker og ser tilbage, ville jeg gøre så meget om, og kan ikke engang klarer tanken om mig selv der.

Men i sommerferien udviklede det sig lige pludselig meget mere, og jeg skar i mig selv, gjorde skade og spiste mindre og mindre, stort set kun en minimal portion aftensmad. Jeg fik det værre og værre og tabte det ene kilo efter det andet, samtidig med jeg mistede mig selv mere og mere. Jeg havde stress og mange syntomer på depression.

Samtidig havde/har vi økonomiske problemer her hjemme, fordi min far har mistet job. Så jeg turde næsten ikke at spørger om penge.

Men så skete det der har ændret så meget, jeg fik en kæreste, ham der betyder SÅ meget i mit liv. Jeg blev så lykkelig og det hele blev bedre. Lige indtil han godt kunne se at de problemer med maden, ikke bare var problemer, men at jeg jo næsten var døende. Han gjorde virkelig så meget for at jeg kunne få hjælp men jeg nægtede. Samtidig fik jeg det værre og værre, jeg spiste mindre og mindre. Og havde tabt næsten 16 kilo på meget få måneder.

Min fars depression ”startede” igen, han var oppe i slåskamp, fik stjålet sin skutter og det hele blev et helvede. Jeg selv begyndte til sådan en gruppe igen, på grund af min fars depression. Samtidig udviklede jeg rigtig mange selvmordstanker, og var også så langt ude at jeg en aften var gået hjemmefra, ned til toget og var 2 min for et selvmordsforsøg. Men så kom min kæreste og hans far og hentede mig, jeg sov ved ham, og rystede hele natten. Jeg husker tydeligt tårende i hans øjne.

Men eftersom jeg tabte mig mere og mere, så var der flere og flere der fik øjnene op for det, ogs min lærer.

Det skete også en dag at jeg fik det sagt, selvom jeg havde fået lidt hjælp får havde det aldrig rigtig været noget. Men nu kom jeg ind til Risskov og fik mere hjælp til spiseforstyrrelsen. Det var her i julen 2014, og lige så snart jeg havde indset at jeg blev nød til at kæmpe. Så fik min far det skidt igen, meget værre en andre gange. Han drak næsten hver dag, og min mor kan heller ikke mere, hun er så trist og går hvad han kan. Men hun siger selv det her har været den værste december nogensinde.

Vi kunne ikke engang holde jul hjemme, for vi er i gang med at bygge om men da min far fik det værre kunne han ikke begge dele. Det hele blev bare mere og mere sort. Og jeg prøvede bare at kæmpe videre med at spise, også selvom jeg ingen hjælp fik/får mere. Jeg tog og tager ned til min kæreste og kommer ud med det jeg har brug for, jeg ”flygter” nærmest hjemmefra for tiden. For så sent som i forgårs drak min far også, selvom han har stået direkte op i mit ansigt ca. 3 dage før, og sagt han aldrig vil gøre det igen og at han virkelig vil ændre sig, for han har ødelagt så meget af vores liv også.

Men nu er jeg her, min far har det stadig skidt og vil ikke have nogen hjælp eller blive indlagt. Samtidig kan min mor heller ikke mere, og de er så tæt på at blive skilt.

Jeg kæmper selv stadig med min spiseforstyrrelse, og den eneste hjælp jeg har, er min kæreste. For jeg er blevet lidt glemt igen.  Jeg skærer ikke i mig selv mere, men har det stadig svært. Dog har jeg fået det bedre, men her hjemme er det værre.

Jeg er også kommet godt ind i det nye år sammen med min kæreste og hans familie. Men jeg kan altså bare ikke klare alt det her hjemme mere, man kan ikke stole på min far mere, og min mor er så trist og kæmper igennem det her. Men der sker ingenting.

Jeg har dog heldigvis fundet lysten lidt igen til skolen, og kommer da igennem hverdagen. Men så når jeg kommer hjem kan det ødelægge alt.

Mit største ønske ville være at min far fik det godt, vi havde bedre penge, så jeg også kunne få en computer til skolearbejde. OG at vi bare havde en velfungerende familie.

Men som sagt ve jeg ikke hvad jeg skal gøre, da jeg ingen løsning kan se.

Jeg håber i vil hjælpe, også selvom det blev RIGTIG langt, og jeg overhovedet ikke har alt med. Men har bare brug for at komme ud med alle mine tanker, og frustration. Og samtidig håbe på et råd eller to.

Hilsen mig, der er så bange for mine forældre bliver skilt. Og mig der er så bange for jeg aldrig får det godt. Samtidig med jeg tror min far har været sammen med en anden end min mor, og så jeg mister ham. Og mister hele hans side af familien.

Det eneste jeg lever på er min kæreste som kan gøre mig glad.