Jeg har lysten til at skrive et indlæg, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal starte det overhovedet. Jeg ved, hvad jeg vil skrive om, men hvordan? Jeg plejer som regel altid godt at kunne starte det og slutte det, jeg skriver om. Men lige nu er det rigtig svært. 
 
Pt syns jeg at mange ting er svære, og lige nu har jeg allermest lyst til at græde. Jeg har ligesom en indre smerte indeni mig, der bare ikke kan komme ud, uanset hvor meget jeg græder og græder og græder og græder og græder. Jeg tror, jeg har brugt rigtig meget tid på at græde, altså ikke i dag, men sådan i det hele. Jeg har brugt dage og timer på at græde. 
 
I nogen perioder har jeg lyst til at græde fra jeg står op, til jeg går i seng. Andre gange får jeg først lysten til det, når jeg er kommet hjem fra dagens skoletid. Men der er også gange, hvor jeg har lyst til at græde i selve skoletiden. 
 
Men egentlig var det slet ikke det, jeg ville skrive i dette indlæg, selvom jeg har det rigtig skidt lige nu, for jeg har virkelig lysten til at græde lige nu. 
 
Men grunden til at græde har intet at gøre med det, jeg gerne vil skrive om. Bare lige så det er på plads.
 
Nu ved jeg selvf ikke, hvor mange herinde som nu engang læser mit indlæg, der har prøvet at være forelsket, altså jeg tror, mange har prøvet at være forelsket, men jeg tænker mere sådan, hvor man måske har været i flere år og stadig er det? Og altså i den selv samme person?
 
Altså nu lægger jeg jo selv meget vægt på, om man er forelsket eller bare lun på personen. Vi alle har vel oplevet, at vi er blevet lidt lun på en person i måske 2 måneders tid og så er det overstået? Det er i hvert fald, sådan jeg kender til det at være lun på. Men forelskelse ser jeg jo som noget, der foregår i længere tid, mere end 2 måneder. Og jeg kan ikke helt se fidusen i at sige ordet crush, for det er for mig det samme som at være lun på. 
 
Noget jeg tit har hørt, så er det ordet "besat", altså hvad er overhovedet en besættelse? Altså tænker jeg jo. Jeg syns ikke selv, at jeg er besat, jeg viser bare interesse. Det syns jeg er to vidt forskellige ting.
 
Altså i 6 år har jeg været forelsket i den selv samme mand, han gør bare noget, som ingen andre gør. Han sætter ligesom hele tiden et mærke inde i mit hjerte. Det er som om, at hver gang jeg kigger på ham, så sætter han ligesom et mærke i hjertet. Nogen gange gør mærket ondt, andre gange er det et dejligt mærke. 
 
Altså man kan sige, man skal jo ikke altid være så negativ. Forelskelse er jo forelskelse, som både kan være godt og ondt endda på selv samme tid. Men det er vel bare noget, man skal acceptere? Og hvordan gør man lige det. Altså jeg har da brugt tid på at acceptere, at jeg er forelsket i en mand, som næsten kun jeg selv ved er så ægte og mærkende, at andre simpelten ikke forstår det. De mærker jo ikke det, jeg mærker, de kan jo ikke se det, jeg ser i ham. Det er jo heller ikke nødvendigt. 
 
Alt det jeg mærker, alt det jeg ser i ham, det kan andre jo ikke, fordi de ikke har det som mig. Måske har de det som mig, men i den forståelse, at det er en helt anden, de er forelsket i. Men derfor betyder det ikke, at folk forstår mig. Og jeg er ikke ude på forståelse, overhovedet ikke.
 
Jeg er ikke bange for at sige, jeg er forelsket i Henrik Koefoed, men jeg holder det også meget tilbage, fordi folk netop aldrig rigtig forstår det. Der er en pige, hvor jeg godt tør komme ind på emnet med Henrik Koefoed og snakke om ham og sådan noget, men det er kun fordi, at hun giver mig på en eller anden måde tilliden til, at jeg kan sige det til hende. Plus at hun for det meste godt kan sætte sig ind i det eller bare godt kan forstå det. 
 
I starten var jeg meget sådan, at jeg fortalte det bare, og så måtte folk acceptere det. Men den dag i dag pakker jeg det altid lige lidt ekstra ind. Og hvis nogen siger, jeg er fan af ham, så hopper jeg bare lige med og siger ja. 
 
Men jeg ved bare godt selv, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad det angår.
 
Noget jeg typisk nok har oplevet, fordi jeg er så ung, som jeg er, eller jeg er 19 år, jeg har jo været yngre, kan man sige. :P Men da jeg var lidt yngre end de 19 år, så oplevede jeg rigtig mange, der syns, enten at jeg var klam, eller at det var klamt. Men hvorfor lige klamt?
 
Folk syns vel bare, det er klamt, fordi at manden er over 50 år, og jeg bare er ung. Men hvorfor klamt? I sidste ende, tror jeg kun, at folk syns, det er klamt, fordi de har fordomme omkring det. Jeg tror i sig selv ikke, at det er klamt. Eller det syns jeg ikke i hvert fald. 
 
Jeg har jo altid været til ældre mænd, det er ingen hemmelighed. Jeg har oveni købet også skrevet et indlæg om det herinde for en del måneder siden, og man kan stadig læse det. Men jeg ser det heller ikke som nogen hemmelighed, at jeg er forelsket i Henrik Koefoed. Jeg er stort set ligeglad med, hvad andre siger, for de kan jo ikke tale på mine vegne alligevel. 
 
Men tilgengæld kan det være rigtig svært at sætte ord på, hvad det er, der gør, at jeg er forelsket i ham. Det er bare noget, jeg har lært at leve med.
 
Altså dengang jeg virkelig fik øjnene op for ham, var da jeg så Ørkenens Sønners show Gå Aldrig Tilbage Til En Fuser tilbage i år 2007 på dr1 i en februar måned. Jeg fik showet kort tid efter på dvd og kort tid efter, var jeg inde og se deres nye show En Sang Fra De Varme Lande selv samme år. 
 
Men jeg fik øjnene op på en hel anden måde. Men det var hans stemme, der talte til mig. Den talte til mit hjerte. Det røg lige ind, og det har været der lige siden. Hans stemme påvirker mig på alle måder. Lige der påvirkede det mig sådan forelskelses mæssigt. Det var som at få en pil ind i mit bryst. Han talte ikke kun til mit hjerte, han talte til alt hos mig. 
 
Det er lidt ubeskriveligt, og nogen gange forstår jeg det heller ikke selv, men sådan er det. Altså man skal jo ikke forstå alt. Men der er også noget ved hans udseende, som måske andre ikke kan se, men som jeg kan se, og som tiltrækker mig. 
 
Jeg har skrevet rigtig mange digte om ham, rent kærligheds mæssigt. På nogle punkter udtrykker de mine følelser, men alligevel ikke. For jeg kan ikke rigtig sætte ord på de følelser.
 
Det er som om, at han kan få mig til næsten, hvad som helst. Han kan få mig til at blive sådan helt vild i varmen, men han kan også få mig til at rødme og blive genert. Nogen gange er det som om, at man helt får sommerfugle i maven. Sommetider når jeg skal se ham spille en forestilling, så bliver jeg sådan helt spændt på at se, hvordan han spiller, og selvf også på selve forestillingen. Mange ting.
 
Jeg har jo nærmest også haft mareridt om ham, det var virkelig forfærdeligt, det var, så det gjorde ondt indeni, når jeg vågnet. 
 
Fx en af dem omhandlede, at vi vist nok boet rimelig tæt på hinanden, og jeg sendte ham nogle breve, men han rev dem altid bare i stykker uden at læse dem. Selvf blev jeg da rigtig ked af det i min drøm. Men det virker så virkeligt, at man bare også bliver helt ked af det, når man vågner. 
 
Jeg drømte også på et tidspunkt, hvor jeg mødte ham, og vi snakkede, dernæst var jeg pludselig ude for at handle, og så sagde Søren Pilmark til mig, at Henrik Koefoed var død. Jeg græd jo fuldstændig i min drøm. Søren Pilmark trøstede mig jo også, kan man sige. Men det var så uvirkeligt selv i min drøm. 
 
Men en ting er sikkert, der er noget over Henrik Koefoed, som gør, at jeg ikke bare lige kan slå ham ud af hovedet. Uanset hvor meget jeg prøver, så lykkes det aldrig alligevel, så er det jo bare at acceptere, at det er sådan, det er.
 
Jeg har forlængst accepteret min forelskelse, og man kan sige, jeg elsker jo bare at se på Henrik Koefoed. Ligesåvel som jeg elsker at se Ørkenens Sønner, men ikke på samme måde, kan man sige. 
 
Der er faktisk noget charmerende over Henrik Koefoeds ansigt. Men det er svært at sige, hvad det helt præcist er. Der er lidt af det hele. Generelt er han bare meget ubeskrivelig. I hvert fald i mine øjne.