Hvordan skal man forholde sig til virkeligheden, når den pludselig er som en drøm?

Jeg plejede at besøge denne side, når jeg var helt nede, når dét og cutting var den eneste måde, jeg kunne falde til ro på. Jeg delte mine sørgelig historier, tanker og drømme med alle jer andre unge mennesker. Jer som sidder med tårer i øjnene, jer som ikke ser noget lys, intet håb og jer som drømmer. Selvom vi alle er så forskellige, alle har hver vores historie er vi alligevel så ens, at vi finder hjælp på denne måde. Nu har jeg efterhånden delt mit liv med jer alle. Jeg har fortalt om hvordan jeg som barn led af angst anfald, Emetofobi (angst for det at kaste op) Jeg har fortalt jer om mine cutting historier og svigt fra min første kærlighed, alt det men aldrig noget positivt. Jeg skriver ikke dette, fordi jeg vil fortælle hvor dejligt mit liv er ligenu, men jeg vil derimod give jer håb, tro på at man altid finder ud på den anden side af den mørke tunnel. Efter to år som cutter, er jeg blevet redet af en fantisktisk dreng, en dreng som endelig accepterer mig som den jeg er, som elsker mig på trods af mine ar. En dreng som kun vil mig det bedste. Det er utrloligt hvad kærelighed kan gøre.. Jeg er stadig bange for, at binde mig, jeg er bange for at give slip og lade mig falde og håbe på, at han griber mig. Når man gang på gang er blevet glemt i faldet, er det meget uvirkeligt at der pludseligt er en som ikke bare griber dig hvis du falder, men rent faktisk støtter dig så meget, at det næsten er umuligt, at falde. Når det kommer til kærlighed, er jeg blind, optimistisk og helt sygt bange. Kærlighed er den ting so gør mig mest glad, men på samme tid også gør mig dødsens bange. Mange siger at kærlighed også gør ondt, men i det øjeblik det gør ondt, er det ikke kærlighed! Det eneste jeg beder om, er at respektere dem du elsker, og elske dem du respekterer. Virkelig, jeg håber i alle har det godt <3