Kære du,

Tak for dit brev. Det er nogle virkelig tunge tanker du gør dig, og derfor synes jeg det er SÅ sejt, at du skriver her.

Du spørger "Skulle man ikke bare ende det hele?", hvilket jeg tolker som udtryk for selvmordstanker. Jeg vil derfor skynde mig at sige, at selvmord ikke er løsningen. Selvmord kan synes en hurtig og nærliggende løsning, men problemet er, at de færreste får det bedre af at begå selvmord. Selvmord "løser" måske problemet, men du er der ikke til at opleve forløsningen. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke kan forstå du får den slags tanker, for det kan jeg sagtens. Når det hele bliver mørkt og trist, som du beskriver, er det svært at undgå at få den slags dystre tanker. Og du skal vide, at det er helt normalt. En stor andel af unge i dag får på et eller andet tidspunkt selvmordstanker, når det hele bare lort. Selvmordstanker i sig selv er ikke farlige, men det du vælger at gøre med dem er afgørende for, hvilken magt og indflydelse de får.

Du skriver, at din familie hader dig og at du bliver verbalt misbrugt hver dag. Det er meget ubehageligt, når andre ikke behandler os ordentligt, og når det tilmed er vores allernæreste relationer, dem vi holder allermest af og som betyder allermest for os, gør det endnu mere ondt. Da du ikke skriver hvordan det verbale misbrug foregår eller hvad du gør når det sker, vil jeg prøve at komme med lidt forskellige forslag til hvad du kan gøre.

Det første jeg vil råde dig til, er, at gå væk fra situationen. Gå ind på dit værelse, tag over til en ven, gå en tur, tag i ungdomsklubben, ja egentlig hvorsomhelst, bare du føler dig tryg og kommer væk fra situationen. Derudover kan du prøve at snakke med din familie om, hvad det gør ved dig, når de behandler dig som de gør. Hvis de ikke umiddelbart er til at tale med, så skriv dine tanker og følelser ned i et brev og bed dem læse det, på et tidspunkt, hvor der er ro omkring dem. Fordelen ved denne tilgang er endvidere, at du fratager dem muligheden for at afbryde dig undervejs. Sidst, men ikke mindst, kan du prøve at tale med andre om det. Hvis du ikke selv kan løse det med din familie, kan du tage kontakt til din lærer eller den åbne rådgivning i den kommune du bor i, som vil hjælpe dig med at løse din situation. Derudover kan det være rart at tale med en ven, hvilket leder mig videre til anden del af dit problem.

Du skriver, at du ingen har at tale med, at du næsten ingen venner har og du ikke kan finde ud af at få flere, fordi du ikke tør snakke med folk. Det at tage kontakt til nye mennesker, kan være en enormt svær hurdle at komme over, da det for mange er virkelig grænseoverskridende, at skulle tage kontakt til andre, for sæt nu, at de afviser mig. Heldigvis vi langt de fleste mennesker gerne snakke og vil have en naturlig nysgerrighed på dig hvis du henvender dig. En god måde at lære nye folk at kende på er at finde et fælles interesseområde. Måske har du en fritidsinteresse, hvor du derigennem kan møde nye mennesker? Fx en holdsport, hvor du kan møde folk i den lokale forening, computerspil, hvor du til en start kan møde andre online, brætspil, hvis du skulle være så heldig, at der er en brætspilsklub i din by, eller musik, enten ved at spille selv eller gå til koncerter, hvor du kan møde andre, der kan lide den samme musik som dig. Men hav tålmodighed, det tager tid at lære nye mennesker at kende og opbygge venskaber.

Derudover skal du overveje, om du kan udvikle de venskaber du allerede har. Mange har en tendens til at tænke, at alle andre har 40-50 nære venner, mens det i virkeligheden er sådan, at langt de fleste har en eller to helt nære venner, mens resten er gode bekendtskaber. Derfor behøver det ikke, at være et mål i sig selv at få mange venner, men måske derimod at dyrke, opbygge og vedligeholde dem man allerede har.

Du skriver også, at du gerne vil have en du kan elske, men at du er for bange. Det fremgår ikke helt tydeligt, men jeg tolker, at du er bange for at møde nye mennesker, som du skrev før, men også bange for at knytte dig så tæt til et andet menneske. Dt er enormt sårbart, at stille sig selv i den position, hvor man lader sig selv elske et andet menneske og hvor man lader sig elske af et andet menneske. Når man nærer så dybe følelser for nogen åbner det også muligheden for, at de kan såre en ekstra dybt. Men samtidig giver det også en muligheden, for at opleve en helt særlig relation, og nogle helt særlige følelser, der kun er forbeholdt dig og den anden. Det kan være enormt grænseoverskridende, at åbne helt op og give sig 100% hen til den anden, men er følelserne gengældt, er gevinsten ved at gøre det, uendeligt stor.

Så, er der overhovedet en pointe i livet, som du skriver? Hvis man ser på det fuldstændig nøgternt er der ikke. Vi skal alligevel dø alle sammen. Men måske er der alligevel noget at glæde sig over. De helt små ting, som at se ens yndlingsserie på Netflix og få sig et godt grin, at opleve, at ens yndlingssportshold vinder en vigtig kamp eller at lytte til det fedeste musik og få lyst til at synge og danse til. Det kan lyde banalt og tåbeligt, men du kan selv gøre meget i dit liv, for at opleve positivitet og glæde. Du kan selv gøre meget for at rydde op og rydde ud i dit liv og for at skabe det liv DU gerne vil have. De to vigtigste råd jeg kan komme med er:

1.Vær proaktiv! Du skal selv ud at opsøge nye bekendtskaber og gode ting, du gerne vil have i dit liv

2. Vær tålmodig! Det tager tid, at opbygge nye relationer og lære nye mennesker at kende, så vær tålmodig, og vid, at det nok skal lykkes.

Jeg håber du kan bruge svaret!

Rigtig god dag!

Venligst,

Stine