Hvad sker der?
forumspørgsmål
Hvad sker der?
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Kære Cyberhusfolk..
Jeg er en ung gut på 17, der nok tænker lidt for meget. Alt, hvad der sker omkring mig, bliver overfortolket i mit hoved. Mine følelser er ekstremt voldsomme; det er alt lige fra mit kæresteliv, til mine eksistentielle livsfilosofier der trykker.
Jeg stoler på meget få personer - eller bedre formuleret - meget få personer forstår mig og omvendt (mistænker endda min kæreste for at være ude efter andre, men det er jo en anden historie).
Jeg afskyr mange mennesker for deres overfladiske facon. Hvor er den ydmyghed og åbenhed, jeg savner i den danske ungdom? Det er klart, at jeg har valgt min omgangskreds ud fra disse 'kriterier', men jeg ville ønske, at alle ville acceptere den banale tilværelse, vi nu engang befinder os i. Hvorfor gemmer folk sig bag facader eller facader af ikke-facader (hipstere - der forsøger at give udtryk for have meget selvtillid - uden at have det går jeg ud fra). Har jo ikke lyst til at tænke sådan, det er jo fint at have holdninger, men det irriterer mig, at jeg overanalyserer folks opførsel og drager negative konklusioner på baggrund af samme. Hvad gør jeg? Jeg kan ikke nyde en fest eller bytur. Føler ikke, jeg kan have det sjovt mere - og det er ellers noget, jeg prioterer RET højt;)
Noget andet... kærlighed vækker hos mig (sikkert som hos de fleste andre) ekstremt store følelser. Jeg har været meget forelsket i min kæreste - igennem lang tid! Hun føler givetvis ikke det samme som mig mere, og som sagt bliver jeg nervøs for, at hun vil gå fra mig og snuppe the guy next door. Det hænger ikke sammen med at jeg er usikker på mig selv - desværre er det ikke så let - jeg føler, at jeg er i god form, det hele kører, og egentlig er jeg glad nok. Men alle oplever sikkert de samme pige-problemer som mig - men de voldsomme følelser skræmmer mig! Tør ikke tænke på det psykiske nederlag jeg ville føle, hvis hun gik fra mig til fordel for en anden.
Det var to ud af mange tanker i mit hoved!
Det kan godt være, at jeg er teenager - og at I mener, det er helt normalt at have stærke følelser osv. Men men men.. Det kan jo ikke passe, at jeg skal have en tilværelse, hvor jeg føler mig mentalt ensom, og ikke kan have det sjovt? Har jeg brug for psykologhjælp til at åbne en eller anden hemmelig dør inden i?;)
Mvh confused-boy
PS. Vil lige understrege, at jeg betragter mig selv som værende helt normal udover min opfattelse af .. tjaa - alt;) Jeg er ikke autonom eller upopulær på nogen måde. Jeg har det faktisk rigtig godt. Men er stadig skræmt over mine tanker, følelser etc.
Relateret indhold
Forbudt forelskelse
Hej.
tusinde tak fordi i er her, så man har en at skrive til, når man
mangler svar i sit liv (:
Men jeg har et problem, som for mig næsten fylder hele mit hovede - selvom det ikke er noget helt særligt.
Jeg har en kæreste, som jeg virkelig elsker, på trods af alt...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Stress?
Hej!
Eksamener er begyndt, og vi har bare fået så meget for, at jeg føler jeg ikke kan overskue det. Altså jeg tror godt jeg godt kan klare det, men det ville betyde jeg skal være oppe til 2-3 om natten, som jeg har gjort de seneste mange uger faktisk.
Har hele tiden den tanke i...
Emma fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Det offentlige svigter
Jeg har haft stress og depression i 10 år, har råbt det offentige op og bedt om hjælp i 13 år uden held. På trods af 11 alvorlige underretninger fra bl.a. politi, skole og borgere, som kommunen modtog i løbet af et år, tog kommunen ingen reelle initiativer til at hjælpe mig. Det fremgår af...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Hei ^^'
Okay. Først ville det nok være klogt af mig at understrege, at jeg nok ikke mener hele mit svar, så bogstaveligt som det bør tages. Lyder dumt, men jeg håber du forstår det alligevel.
Først: Velkommen til min verden. (Jeg kunne ikke styre mig)
I forhold til at jeg kun er 13 år, har jeg det faktisk på samme måde som dig, sådan, ret meget. Jeg er i byen en gang om ugen med min veninde, og min bedsteveninde, hvor vi mødes med en masse andre mennesker, og hygger os. Hver gang, kan jeg ikke undgå at tænke hvad andre syntes, eller skal til at lave derinde, eller alt muligt andet. Jeg går også meget op i at holde mig fra folk jeg ikke ummiddelbart syntes om.
Nej, jeg gider ikke skrive det hele, jeg forstår dig godt. Og det sådan lidt princippet.
Når jeg læser om hvordan du tænker, og føler. Kommer jeg til at tænke på om det har været sådan for dig hele tiden? Eller om det har været det sidste halve år (Eller noget)? For mig har det været i nogle år, men det har været rigtig slemt de sidste tre år, hvor jeg har prøvet at søge psykolog-hjælp. Da det er lidt svært at få en psykolog, her hvor jeg bor, har jeg valgt at lægge det fra mig.
Jeg syntes ikke du skal være skræmt, over dine følelser, så længe du ikke er sådan agressiv hele tiden, eller skader andre, så er der ikke noget videre "Problem" i det, jeg kan godt følge dig i at det er irriterende, men samtidig syntes jeg, at du bør tænke på, at det bare er sådan du er, og det er der ikke noget dårligt i.
Jeg satte mig ned, og tænkte over hvem jeg var, hvorfor, og hvad problemet egentlig er, og så tænkte jeg, at jeg jo ikke gjorde skade på nogen, eller noget, jeg var bare forud med hvad jeg følte, og så begyndte jeg lidt mere og mere at acceptere hvem jeg var, og jo mere du accepterer det, jo mere slapper du også af, i forhold til dig selv, bagefter kan du jo begynde at bryde en vane eller to, og være mere åben, Det betyder ikke du behøver stole på alle der kommer og spørger efter en lighter, men at du sagtens kan snakke med en masse mennesker, og så finde ud af om det er nogen du tør snakke lidt mere personligt med.
Jeg håber det hjalp lidt, og at jeg ikke lyder så klodset. Jeg render rundt med en meget irriterende hovedpine, og så er jeg bare vildt træt idag.
//Angel
Tilføj kommentar