Jeg syns tit, at man oplever, at folk ta'r efter udseendet. Jeg syns især, at man oplever det i ungdommen, men sikkert også hos voksne.

Fx er der jo piger, når de ser en virkelig lækker og hot dreng, så er de solgte pga. han er lækker. Men hvad med hans personlighed?

Så er der jo også drenge, når de ser en virkelig lækker og hot pige, så er de solgte også pga. udseendet. Og igen, hvad med personligheden?

Jeg har det sådan, at selvf tænder udseendet, men det er da klart det indre, der tæller. Altså jeg er ikke selv sart, altså han må se ud, som han vil og gør, det kan og vil jeg ikke ændre på. Selvf kan man da godt tænke: "Måske er han ikke den lækreste, men han er noget af det sødeste, der findes." Altså det syns jeg er en positiv tanke. Jeg syns bare alle mennesker er smukke og charmerende på hver deres måde.

Men jeg syns tit, at man hører ordene: "Du er grim." Jeg tænker altid bare: "Hvad?" Hvordan kan man sidde og sige til et andet menneske, at personen er grim?! Det syns jeg ikke, man kan tillade sig. Det værste ved, at folk siger de grimme ting er, at en skønne dag vil de sidde godt klemt ind i hjernen, og så begynder man at sige til sig selv, at man er de grimme ting, som man bare ikke er.

Jeg kan sagtens sidde og se det smukke i andre mennesker. I starten kan det godt være, at min hjerne siger, at personen er det og det, men jeg siger det ikke. Men ligeså snart jeg har kigget længe nok, så kan jeg faktisk også se det virkelig smukke i personen. Se noget charme over personen i stedet for det grimme, jeg ligger det grimme på hylden.

Jeg syns, at det er vigtigt, at man kan kigge godt på personen og så virkelig kigge godt efter og lede efter de smukke ting. Men det kan mange mennesker bare ikke.

Fx har jeg det nogen gange sådan med Henrik Koefoed. Det er kun et eksempel. Før jeg vidste, hvem han sådan var sådan rigtigt, så tænkte jeg bare: "Nå." Han var bare ikke nogen, der var i min verden, men jeg har aldrig set ham som nogen "grim" fyr. Men så da jeg ligesom vidste, hvem han var, så har jeg tit bare kunnet se alle de smukke ting over ham, som andre har svært ved at se tilgengæld. Jeg kan da sagtens se det smukke og fantastiske over ham. Men nogle gange når der er nogle virkelig grimme billeder, så syns jeg altså heller ikke, han er alt for køn, men så når mine øjne har kigget længe nok, så kan jeg pludselig se det smukke.

Det behøver heller ikke være på billeder, det kan også være, hvis jeg ser ham i en forestilling eller film, og han måske ikke ser helt vildt godt ud der, så kan jeg da også godt tænke lidt: "Ahh, han er da ikke særlig pæn." Men så kan jeg alligevel godt se det pæne.

Jeg syns altid, det er godt, hvis man kan se det smukke i udseendet. Men man skal også kunne se det smukke i personligheden. Selvf ikke hvis personen er sådan en virkelig voldelig type, der slår folk ihjel eller sådan noget. Men hvis det er sådan et virkelig rart sind, så skulle man da gerne kunne se det fra den vinkel også.

Jeg vil da selv sige, jeg giver folk en chance uanset, hvordan de ser ud, eller hvordan deres personligheder er. Men kemien er også vigtig. Hvis kemien ikke rigtig er der, så er det også svært at snakke sammen. Selvom det er sjældent, jeg oplever, at jeg ikke kan snakke med folk. Og nogen gange sker det endda først efter nogle dage eller måneder eller år. Det afhænger meget af "årsagen/problemet".

Kemi er en god ting, men at kunne se det smukke i folks personligheder er endnu bedre. Jeg foretrækker at give folk en chance uanset alder, køn, seksualitet, udseende, whatever. Det eneste vigtige er bare, at personen er sig selv.

Men jeg syns virkelig bare, der er så mange, der ta'r efter udseendet hos folk. Udseendet siger da ikke ligeså meget som personligheden. :O

Når jeg skriver med nogen oftest fyre, så er deres ofte stillede spørgsmål: "Hvordan ser du ud?" Så får man ligesom den følelse af, at det eneste der er interesseret i er, hvordan udseendet er. Hvis en fyr en dag stillede mig spørgsmålet: "Hvordan er du som person?" Så ville jeg være meget overrasket.