det at blive mobbet gjorde mig ondt, og det gør det stadig, men sket er sket, jeg er ikke helt kommet videre selv om det næsten er 2 år siden jeg gik på den gamle skole og blev mobbet.. det er nu mere den nye skole, tja altså der gik 2 dage så ville de nye kammerater mig ikke mere, men hang bare ud, det var jo bedre en den gamle. har da en veninde fra min klasse nu, faktisk min bedste veninde.. :) er da også forelsket i en fyr, men ja det er hårdt når de før hen har snavet selvom veninden fortrød, men fyren ej.. han skrev hende et kærligheds brev da vi rejste hele klassen sammen til island, nej hvor var jeg misundelig.. han har da skrevet søde ting og vi har flirtet.. men et eller andet siger mig at han kun gør det fordi jeg lytter når han er ked, og er den ven han mangler.. hvis fx. martin hans gode ven lyttede tror jeg slet ikke jeg ville findes i hans univers.. bliver små drillet af drengene fra min klasse, nogen siger det for sjov andre gør det bare, selvom de ser smerten komme frem i mine øjne.. dette skulle enlig ikke være en fortælling, men ja det er det blevet, ville enlig bare høre nogens mening, eller noget. :)
pigerne eller dem alle faktisk er pludselig urolige for mig, kan faktisk mærke der er noget galt, men når jeg kommer.. så er jeg lige meget og når jeg skriver.. og de svare fortryde de deres nyskerrighed og lukker af.. bliver så trist for tiden, det har vel noget af gøre med at være 13.. men der er nu også sket meget på bare 3 månder før det var alting da i det mindste til at se godt ud, nu kan de ikke skjules og græder salte tåre.. de større genere mig, drengene genere mig, min søster genere mig, min forældre og veninder ino mig, og de drenge venner jeg havde har også bare SLAM lukket mig ude i kulden, følger lidt jeg går en eneløs gang, mens folk synger den gamle triste sang, er det sådan hele livet vil være og hvis er det så vær at leve???. . . . . . . .