Hej (;
personligt går jeg selv med make up hver dag.
jeg går meget op i mig selv, og elsker at bruge tid på at ligge make up og gøre mig "lækker" {: men jeg ville ønske at jeg egentlig aldrig var begyndt at gå med make up, for jeg ville også ønske at folk så en som naturligt køn, og ikke "grim" når man ikke har alt der krigsmaling på.
så jeg vil give dig ret i din artikel - jeg ville ønske jeg selv havde gjort det samme fra dag 1.
- Sarah <3

gode tanker du har der vedr. make up. jeg bruger makeup hver dag og har gjort det i flere år selvom jeg kun er 15 år. jeg er en af dem som føler jeg bliver grim uden makeup. ser træt og lidt syg uden. jeg har aldrig tænkt over det som en slags afhænginghed, men det har du jo ret i at det er. tak for din tanker som har fået mig til at tænke på om jeg skal lægge makeup væk for en tid for at komme tilbage på normal look :-)

kram
jo

jeg ønkser ikke at være slave af moden. bestemmer selv hvad jeg vil gå i og ikke mindst om jeg vil putte kemikalier i hovedet. bruger aldrig make-up - så heller en tato...
 

 Jeg startede med at gå med make up da jeg var 11 eller noget i den stil, det var bare mascara fordi at alle mine veninder gjorde det.'

Siden har jeg ændret mig, jeg går ikke med mascara mere, kun blush for at få en glød i kinderne. Men det er ikke længere vigtigt for mig, hvad andre tænker om mit brug af makeup eller det at jeg ikke bruger det. Hvis make up betyder meget for dem, må de dan gerne bruge det, det er jo op til dem, ligesom det er op til mig. 

Make-up er en sjov til og den kan virke på rigtig mange måder. Jeg er selv 20 og gik med make-up fra jeg var ca. 12 til jeg startede i 2.g. Jeg var slave af make-upen og det var altid, heletiden den skulle på.

Men en dag bestemte jeg mig for at nu skulle det bare være slut! Jeg behøvede det ikke og jeg skulle ikke bare fordi alle andre gjorde det. Moden og tiden skal ikke bestemme hvad jeg skal gå i eller hvordan jeg skal se ud! Mine klassekammerater blev noget overrasket da de så mig, men det gik hurtigt over :) Men siden jeg stoppede med make-upen i dagligdagen bliver der nu laget meget mere mærke til mig når jeg går i byen og jeg behøver kun have halvt så meget make-up på som før i tiden og det er en befrielse.

Og uden den der spartlede maske dømmer andre lige pludselig heller ikke en så hårdt mere og det er om noget en befrielse :)

Klem Christina

Hmm.. Altså.

Som jeg ser på det er makeup bare med til at fremhæve de ting man gerne vil have fremhævet i sit ansigt. OG det er også med til at udtone det man helst ikke vil fremhæve i ansigtet.
Men det er selvfølgelig bare min holdning.
Jeg går aldrig udenfor uden makeup, men det er kun pga. min hud ikke er særlig pæn.
Når min hud nogle gange er fri for urenheder, kan jeg sagtens gå uden makeup. (-:

Jeg synes makeup er fint. Idag kan du jo få mineralpuddere som gør at du kan dække din hud mens det stadig ser naturligt ud. Jeg bruger nogle enkelte strøg mascara til mine lange øjenvipper, mineral pudder, også lidt blush i vintermånederne. Ellers er det det. Det gør bare at man ser det friskere ud og føler sig bedre tilpas. Det synes jeg bestemt ikke gør noget. Jeg kan også sagtens gå uden makeup hvis det skulle være. Så længe du selv har kontrol over det.

Hej. Jeg er 12 og går selv med make-up. Mascara, flydende eyeliner og lidt concealer.

Jeg ville også ønske jeg ikke var startet for føler mig grim uden. Og syntes også selv jeg er for 'lille' til at have det på. Men jeg får mange spørgsmål om det hvis jeg ikke har det på.

Hej. Jeg er 12 og går selv med make-up. Mascara, flydende eyeliner og lidt concealer.

Jeg ville også ønske jeg ikke var startet for føler mig grim uden. Og syntes også selv jeg er for 'lille' til at have det på. Men jeg får mange spørgsmål om det hvis jeg ikke har det på.

Hej. Jeg er 12 og går selv med make-up. Mascara, flydende eyeliner og lidt concealer.

Jeg ville også ønske jeg ikke var startet for føler mig grim uden. Og syntes også selv jeg er for 'lille' til at have det på. Men jeg får mange spørgsmål om det hvis jeg ikke har det på.

He

Har det selv sådan, at jeg er blevet afhængighed af makeup. Begyndte at gå med det i slutningen af 5 klasse, og kunne sagtens undvære det nogle gange, dvs. når jeg lige følte for at tage mascara på, så gjorde jeg det, men det var ikk fordi jeg ikk turde at gå ud uden. Nu går jeg i 7, og jeg tør sagtens at smutte ned i Netto uden makeup, men hvis jeg skal i skole, eller være sammen med venner så nej. Føler at makeup er en slags maske for mig. den skjuler mit rigtige ansigt. Og har det bare godt når jeg har makeup på, føler mig smuk osv.

Det er jo ikke vores, unge pigers skyld, at de store firmaer, med deres modeller har belært os om, hvad skønhed er i dag, og at de vælger rollemodeller, som alle ser ud som en barbiedukke. Det er et emne, som heldigvis bliver taget op af mange, men langt fra nok, for det hele handler jo nærmest om, hvordan alt ser ud i dag, frem for hvordan det egentligt er. Eksempel: En pige kan have 20.000 følgere på insta og ligne en prinsesse og leve som en. Men hvad ingen ved er, at hendes familie har svigtet hende og at hun er nødt til at arbejde som internet-prostitueret øje-guf og dele hele sin krop med hele verden, for at tjene penge. 2019...

Det var tabu at gå med trompetbukser/bukser der svejer ud i bunden i 2006, hvor netop helt stramme bukser, som gik helt indad i bunden blev virkelig moderne. Dengang tænkte jeg selv fx, at jeg ALDRIG kunne finde på at gå med bukser, der gik udad i bunden. Men nu går alle unge piger med ud-ad-bukser, og jeg har endda også anskaffet mig 2 par, for man bliver, om man vil det eller ej, påvirket af, hvad man ser omkring sig, og så tror hjernen pludselig at "det er smukt", selvom man måske slet ikke ser en logisk mening i det. Ligesom med sminke. Man synes måske selv, det er latterligt, at man føler sig nødsaget til at lave sig om, men man gør det alligevel, for at få status og ikke føle sig grim og nederen.

Personligt går jeg ikke specielt meget op i mode, for jeg synes det er vigtigt, at man ikke prøver at være ligesom alle andre eller følge en vis "norm".  Når jeg møder en ung pigegruppe lige for tiden, som alle har de her "ud-ad-vendte" bukser på, hvor ballerne virkelig viser sig, en kort jakke, enten i en slags tyk uld eller dynejakke og kondisko og en bæltetaske hængt ned skråt over skulderen, ser jeg jo netop ikke piger med personlighed, selvom jeg synes de ser mega cool ud. Jeg ser piger, som blot følger, hvad de mener, de bør følge, for at "være gode nok".  De ligner alle sammen hinanden. Hvad f*** sker der? Jeg synes det vigtigste er, at finde hvem man selv er indeni, og så kan man udtrykke det fysisk som man vil. De her piger virker virkelig nærmest slet ikke til at have noget indhold... Derfor gider jeg simpelthen ikke ligne dem, selvom jeg synes de ser mega godt ud, og sagtens kan forstå, at de klæder sig som de gør. Jeg gider dog heller ikke skille mig mega meget ud, bare for at gøre det. Jeg har nærmest ingen stil selv. Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke har en daglig rutine, men klæder mig efter dagens humør. Har jeg en mega god dag, hvis jeg fx føler mig virkelig elsket og godt tilpas i mig selv, behøver jeg slet ikke sminke, og kan endda gå i Netto med nattøj, hvis det skulle være. Har jeg en dårlig dag, fx føler mig svigtet eller snydt, bliver jeg nærmest muslim og har lyst til at gemme mig væk under 1000 lagener. Det er meget forskelligt. Men jeg tænker ikke på, hvad andre tænker længere. I don't give a sh*t. We are animals and clothes was meant for warmth, not for looks. 

Jeg har en bekendt, som har et fritidsjob som model ( >_< )... Hun har naturligt fregner i stort set hele ansigtet. Men selv på hendes model-billeder bliver fregnerne fjernet, ved en blanding af make up og måske en smule photoshop/filter. Det synes jeg dog er ekstremt synd, for hun har det kønneste ansigt og de smukkeste øjne, som næsten bliver ligegyldige, når "alt" bare er perfekt. Jeg synes netop hendes fregner gør hende, til den hun er; det ER jo, den hun er, hun ER ikke barbie, eller den her "forestilling om det perfekte" og hendes øjne er jo smukke om hun har fregner eller ej. Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil skjule urenheder i huden, som fx bumser, pletter, ar eller fregner, og at man vil fremhæve sine øjne, så de ser større ud, samt sine læber. Det hele handler ærligt talt om 2 ting. Konkurrence mellem piger (jeg vil være den smukkeste) og tiltrækning af fyre (han skal vælge mig). For tænk på, søde, når du sidder alene i din seng og skal sove. Du er helt alene. Du har ingen sminke på, måske nattøj og sidder og glor ind i din skærm, totalt ligeglad. Du tænker overhovedet ikke på, hvordan du ser ud, du er måske endda forkølet og har snot i hele fjæset, og der er ingen, der skal se dig lige nu. Heller ikke engang dig selv, for du skal jo snart sove. Du slapper fuldstændig af med dit udseende, fordi ingen kan se dig. Den følelse kan du også få ude blandt andre - og hvis de har et problem, så er det deres. Og hvis du er typen, der dagen efter står op og tager sminke på foran spejlet, er det også kun fordi, du ikke kan slappe af, hvis du føler dig "grim". Men det er jo f***ed up, at det skal være sådan. Personligt som pige, elsker jeg at møde piger, som er naturlige, uden sminke og piger, der ikke går sygt meget op i deres udseende. Der er ikke noget mere ubehageligt end at møde sådan en larmende fnisende instagram-tøse-flok, hvor alle ligner hinanden og opfører sig ens, fordi de tror det giver dem status at være sådan. De skinner ikke igennem med deres individuelle personlighed,  hvis de overhovedet har nogen, og det vil gå op for dem, når de er gamle nok til at fatte det. :-) Føj.