Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal hverken starte, eller slutte. Men jeg skal ud med det, for jeg er ved at blive sindssyg af at holde det inde. Jeg ved der er meget at læse, men hvis du har tid vil det betyde meget for mig hvis du gad læse det.
Jeg tror det begyndte engang for ca. 2 år siden. Jeg blev uvenner med to piger fra min klasse, der gennem årene har stået mig meget nært. De begyndte at ”sende nogle efter mig” som var ca et år end vi var dengang (vi gik i 7 klasse) De begyndte at skrive grimme beskeder til mig, og en dag kom de ind i vores klasse med nogle fra 8 klasse, og stillede sig op rundt om mig og mine venner. En af de to ”veninder” fra min klasse havde lidt tid inden vi blev uvenner været med mig inde i et computer rum hvor jeg var blødt igennem på en stol, fordi jeg ikke vidste jeg allerede ville få min mens. Så da de kom ind i klassen med 8 klasserne, kastede de en pakke tamponer hen til mig, og sagde så at jeg nok skulle til at bruge dem, så jeg ikke blødte igennem på flere af skolens stole, for det kunne godt gå hen og blive dyrt for skolen ellers. De grinte og gik ud, og det var SÅ ydmygende. Klassen var fyldt, og alle kiggede bare på mig. Hvad der skete derefter husker jeg ikke præcist, men jeg tilgav dem i hvert fald.
Jeg blev så med tiden rigtig gode veninder med den ene af de to piger igen, og vi endte faktisk med at blive bedsteveninder (I 8 klasse). Jeg begyndte at have det godt igen. Men så startede nogle af 9 klasserne på skolen at kalde mig en mand, fordi de synes jeg lignede en sagde de. Min bedsteveninde var meget sådan, de er bare nogle svin, når jeg snakkede med hende, men så snart 9 klasserne var der forsvarede hun mig ikke rigtigt. Jeg fik lidt indtrykket af at hun gerne ville være gode venner med 9 klasserne og blive en del af dem. Min bedsteveninde og jeg begyndte at gå med en pige fra 9 klassen, men det var lidt som om de var gode veninder, og jeg var der bare. Min bedsteveninde begyndte at pjække med hende, og jeg skulle altid dække for hende over for vores lære. Når jeg så efter skole kom hjem til min bedsteveninde hvor de hang ud, sad de og bagtalte mig/svinede mig i kodesprog. Jeg forstod hvad de mente, men sagde ikke noget. Jeg var for usikker til at forsvare mig selv og skride. Så jeg blev, som ingenting var hændt. En dag da min bedsteveninde var i sol, og jeg sad og ventede på hende, så jeg i hendes sms’er at hun havde skrevet alt muligt grimt om mig til hende fra 9 klasse. Igen sagde jeg ingenting og forsvarede ikke mig selv. I weekenden havde min bedsteveninde så sagt til mig hun holdte fest, og jeg skulle da helt sikkert med. Så jeg glædede mig, og gjorde mig klar og skrev så nogle smser til min bedsteveninde om hvornår jeg skulle komme, og ringede en masse gange, uden svar. Jeg tænkte hun nok bare var i bad og begyndte at gå derover (vi boede 4 minutter fra hinanden). Hun bor i lejlighed og man kan sagtens høre når nogle åbner døren i entreen og går op i opgangen. Så jeg gik op i opgangen og op på øverste sal, hvor hun boede og lige 5 sekunder inden jeg nåede helt op, fik jeg en sms fra hende: ”lad vær at kom, det bliver ikke til noget alligevel” Og bag den tynde dør til lejligheden hvor hun boede, kunne jeg høre hende og pigen fra 9 klasse sidde og grine. Igen gik jeg bare hjem, og lod som ingenting var sket. Da jeg kom hjem, skrev jeg en sms hvor jeg blev sur på min bedsteveninde, og sagde jeg ikke synes vi skulle være bedsteveninder mere efter som, hvordan hun havde behandlet mig. Det passede hende ikke helt, og hun begyndte at sende folk fra 9 klasse efter mig igen (Også hende pigen hun var sammen med) Jeg modtog truende opkald hele tiden, og blev råbt af på gangen i skolen, hvor de ellers fik øje på mig. Jeg blev konstant truet med tæsk, og blev kaldt grimme ting. Jeg kunne ikke klare det mere, og brød sammen foran mine forældre, og de kontaktede skolen, hvilket gjorde det hele meget værre. Jeg blev sendt ned på kontoret hvor jeg skulle snakke med en lære, sammen med pigen fra 9 klasse som havde stået for de fleste truende opkald, han bad os om at slutte fred, så det ”gjorde vi”. Men det stoppede hende ikke. Jeg fik flere og flere truende opkald. Det dæmpede ned ad, da 9 klasserne gik ud af skolen, og til sidst var det kun onde blikke jeg fik. Det blev sommerferie og jeg var sammen med to af mine gode veninder, og de synes vi skulle tage til fest, hos hende der var min bedsteveninde før. Jeg sagde jeg nægtede at træde ind i hendes lejlighed, men de overtalte mig til bare hurtigt gå op og få noget sprut og så smutte igen. Hende min gamle bedsteveninde lukkede mig også ind fordi hun vidste godt det var noget lort hun havde lavet, og havde sagt undskyld, selvom jeg stadig ikke ville tilgive hende. Da jeg så kommer ind på hendes værelse ser jeg på væggen, et billede af mig, hvor hun har skrevet alt muligt om mig, som ”jomfru luder”, og jeg ved ikke hvad. Jeg skyndte mig at skride for det gad jeg virkelig ikke finde mig i. Hun skrev beskeder til mig hvor hun bortforklarede og sagde hun helt havde glemt det hang der og det ikke var hende der havde skrevet det. Men eftersom vi havde været bedsteveninder vidste jeg jo godt hvordan hendes skrift så ud, jeg var jo ikke helt dum.
Jeg startede efter sommerferien i 9 klasse og det hele var dæmpet ned, og jeg var ikke uvenner med min gamle bedsteveninde mere, jeg var bare heller ikke venner med hende. Jeg cuttede hende ud af mit liv, slettede hendes nr., msn og facebook og eftersom hun gik ud af vores klasse og flyttede ind i parallelklassen gjorde det, det lidt nemmere ikke at skulle kigge på hende hverdag. For jeg kan slet ikke forklare hvor meget had jeg følte bare ved at kigge på hende. Det var ubeskriveligt.
Jeg går nu i midten af 9 klasse, og siden da har mit selvværd og selvtillid faldet til nærmest minus. Jeg har fået nye venner, og en af dem er jeg vildt tæt med og var været veninder med hende ca 10 år, men stadigvæk føler jeg ikke jeg kan betro hende hvordan jeg har det inden i. En periode havde jeg det rigtigt godt, men det er bare blevet meget dårligere af en eller anden grund. Jeg er ved at blive sindssyg, jeg har det så dårligt med mig selv, og går ikke med mine veninder i byen mere, finder altid på en undskyldning, og sidst jeg prøvede at tage med, tog jeg hjem inden klokken halv 1, fordi jeg følte alle kiggede på mig, og tænkte alle mulige ting. Jeg tager direkte hjem fra skole, og vil ikke ned i byen, eller andre steder hvor mange mennesker kan se mig. Jeg lader som om jeg er syg, bare for at kunne sove hele dagen, for i mine drømme har jeg det perfekte liv, og det er bare altid meget bedre i mine drømme end det er i virkeligheden. Jeg flygter fra virkeligheden ved at dagdrømme og drømme om det liv jeg gerne ville have haft. Og når jeg er i skole, kører jeg mig selv ned, med alle mulige depressive tanker, jeg er ved at blive sindssyg, jeg gør mig selv skør. Og nogle gange går det også ud over min familie, fordi jeg bliver så let rasende og aggressiv, fordi jeg allerede er ved at gå amok over alle mine tanker, og hvordan jeg ser på mig selv. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, men bare det at få det ud, betyder rigtigt meget. Det har været pisse hårdt at skrive det her, for det betyder jeg skal genopleve det hele og tænkte det hele igen, og det er det jeg prøver så hårdt at flygte fra. Jeg er helt smadret og mit hjerte gør ondt. Min sjæl gør ondt, og jeg er så skide træt af at høre om folk der er ved at gå amok over de ikke kan få en ny fyr, efter de droppede deres sidste, for jeg har aldrig haft nogle. Og stadigvæk har jeg bare så større problemer at kæmpe med. De skal bare alle sammen holde deres kæft, hvis det største problem de har, er at de ikke har fyr på lige pt. For de skulle prøve at have rigtig ondt i hjertet, når man har det, så er drenge et så fjernt problem.

Tak fordi i gad at lytte.