Jeg syns virkelig, det er et kæmpe stort suk.

Hvis man skal tage det fra en ende af. Jeg fik jo taget blodprøver for ret lang tid siden. Men så fordi, at jeg er jo op i røven af en forestilling, ville jeg jo ikke have en fridag, selvom ja. Lige pt har jeg haft en fridag i dag efter som jeg havde det ret skidt, da jeg vågnede. Totalt ondt i halsen og efter jeg slog min brystkasse i går, har jeg ondt der også, selvom det ikke gør det bedre, at jeg har haft ondt der i snart et år. :S Jeg slog mig imens, jeg spillede stikbold. :S

Anyway, så overlægen jeg skulle hen hos faktisk i morgen, er jo selvf blevet aflyst, men han var jo ikke tilfreds. Jeg tænkte bare: "Ikke tilfreds? Nu må han sgu styre sig!" For jeg syns, det gjorde ret ondt at få taget blodprøver!!! Men selvf sagde jeg til min far: "Tror du ikke bare, at han er utilfreds, fordi han ikke kan finde noget galt?" Selvf kan man jo så sige, at vi ikke vidste, hvad blodprøverne ville sige.

Så var min far jo oppe hos vores egen læge i dag for ligesom at få det at vide, hvad de pokkers blodprøver sagde. Og der var intet galt, jeg skulle bare have noget ren d-vitamin! Det er også fint nok.

Men jeg syns virkelig ikke, at overlægen kan tillade sig at være utilfreds! Er der nogen, der burde være utilfreds, burde jo faktisk være mig eller mine forældre! Men oka. Så min egen psykiater, ham er jeg bare så træt af på mange punkter.

Min psykiater er virkelig bare en, man kunne have lyst til at flippe ud på nogen gange. Han siger tingene på en rigtig dum måde. Fx før blodprøverne overhovedet var færdige, så kom han jo bare med det der: "Jeg har mistanke om, at Camilla har en eller flere fysiske sygdomme." Jeg tænker bare: "What?" For det første går det jo mig på. Men så her for nogle dage siden, så havde han sagt, at han mistænker mig for at være autist! Altså have autisme kort sagt. Men det tror hverken min egen læge, mine forældre eller jeg på overhovedet!

Blodprøverne sagde jo heller ikke noget om, at jeg fejlede noget. Altså såsom autisme. Men så er der jo altid andre ting, der ikke er udelukkende, men som der selvf ikke er opklaret endnu.

Det der så bare irriterer mig mest er, at bare fordi overlægen ikke er tilfreds, så vil han have mig hen på Rigshospitalet! Jeg tænker bare: "Der skal jeg eddermanme ikke hen!" Men det er jeg tvunget til. Men hvis det er blodprøver en gang til, så tænker jeg bare: "NEJ!" For det gør ondt, og der går for lang tid, før der er noget resultat! Men selvf er jeg jo tvunget til det.

Jeg bryder mig virkelig bare ikke om min psykiater overhovedet. Og jeg bryder mig heller ikke om den psykolog, jeg kommer til nogen gange. De er jo så mærkelige!

Sidst jeg var til den psykolog der, så fik jeg spørgsmål såsom: "Hvordan børster man tænder?" Jeg tænker sgu bare: "Stil dog det spørgsmål til et 10 årig barn." Jeg syns godt nok, det var en åndssvagt spørgsmål til en 16 årig! Ja, undskyld mig, men det syns jeg altså. Man spørg da vel heller ikke en voksen kvinde/mand om, hvordan man børster tænder. Man skulle da tro, at man var et barn. :S Sådan ser jeg i hvert fald på det, og det er bare min mening.

Min psykiater er bare en, hvor jeg tænker: "Tag dig nu sammen!" Altså han har kun snakket med mig en gang, og den ene gang ville han også tale med min far, som om det var ham, der skulle have hjælp. :S OMFG! Det er meget muligt, at han kigger inde i en, men han må sgu også gerne kigge på det ydre lidt! Altså det man fortæller. Jeg syns ikke engang, jeg havde en eneste chance på det tidspunkt for at fortælle sådan rigtigt, hvordan jeg havde/har det. Og så syns jeg da slet ikke, det hjælper noget.

For at sige det mildt, så er jeg bare lidt træt af psykiatere! Og i det hele taget undersøgelser. Selvf skal man tage imod med åbne arme, men det er bare så skide svært. Jeg syns ikke engang, at det er nødvendigt, at jeg bliver undersøgt for min brystkasse længere. For jeg har både været til min gamle læge, natlægen, min nye læge. Men intet har hjulpet. Jeg har prøvet at tage piller for det, men det hjalp ikke. Trykker man på brystkassen, gør det ondt. Trykker man ikke på brystkassen, så gør det også ondt!

Selvf vil man altid gerne have det bedre, men jeg syns bare pt ikke, der er noget, der hjælper. Selvom jeg så sidder og åbner mig op, som jeg gør for alle mulige, så hjælper det stadig intet. For det sidder stadig indeni mig, som var det noget, der aldrig kunne gå væk.

Lige nu syns jeg bare, det er så SUKS!