ret mig hvis dette nok ik er det rigtige forum, og jeg ved det hedder, 'når det gør ondt inderst inde' men det er sådn set lidt det min historie/søgning til hjælp, handler om :I

okay. Jeg er en pige på 12 år, som virkelig virkelig virkelig har forelsket mig i en af de der kendisser. Meget normalt i min alder vil jeg tro. Men her den anden dag, fandt jeg et billed, fra da han blev forlovet med en eller anden dimsdims. Og jeg blev SÅ ubeskriveligt ødelagt indeni. For jeg troede på at det var mig og ham :i Min mor sir at jeg kommer over ham, og at hun havde det ligsom mig, da hun selv var 12. Og jeg begyndte at blive mere og mere tom indeni, men på et tidspunkt blev jeg i retningen af ligeglad, tror jeg, for det var stadig ubeskriveligt. Så da jeg ik engang selv kunne gætte, hvordan 'det gik indeni' troede jeg bare at jeg var ligeglad. Her i lørdags var jeg oppe og blive passet hos min mormor og morfar, da min mor, og halvfar. Skulle på kroophold.Om søndagen skulle Mig og min mormor snakkede om pan - dora armbånd, og så ville hun vise mig, at hun ogs havde et. Hvilket jeg ik vidste. Hun tog et smykkeskrin jeg havde lavet til hende som 8-årig med ind på spisebordet, vi kiggede alle smykkerne igennem. Og jeg opdagede en ring, ægte sølv, det var formet som en.. Pretty okay, stor blomst, med ægte rav i midten, hun havde fået den, af min olde. Der døde, da jeg var 5. Og som var den eneste jeg nåede at kende. De andre døde, før min fødsel. Og om Søndagen, kiggede jeg på en af de flotte sten, hun havde på værelset, mens hun ledte efter nogle 'hjernevriderspil' mig og min morfar skulle løse. Hun lagde posen på sengen, tog skrinet, fiskede ringen op, satte sig på sengen og bad mig række min venstre hånd frem. Jeg fik ringen! :) jeg var så glad at jeg var ved at tude :i :) hun sagde, at hun var stolt af, hvad jeg var blevet til indtil videre, og at hun var glad for at vores familie er beriget med en unge som mig i den. Og at jeg skulle tænke på olde, når jeg havde det dårligt. Dagen gik, jeg blev hentet. Og om aftnen efter jeg faktisk havde været på denne hjemmeside. lukkede jeg fanebladet. Gik på youtube, og hørte that day med tokio hotel. og da jeg hørte omkvædet: "evreybody says that time heals the pain, i've been waiting forever, that day. Never came" fik jeg automatisk kigget ned på den orange sten/rav, der er hans ynglingsfarve. 'Det' ramte mig så hårdt indeni at jeg begyndte at kigge på saksen ved siden af min computers skærm. Jeg tog den, og skrev navnet: Bill (som er det han jeg elsker hedder) og jeg følte bare at det der gjorde ondt på min bløde hud, var en erstatning på det indeni, det stoppede efter nogen tid, og så gjorde jeg igen. Jeg blev så ophidset og mine følelser hobede sig så hurtigt op, at jeg skyndte mig i bad, og derefter i seng. Dagen efter, dvs, i dag, kan jeg ik tænke på andet. Jg tør ik at fortælle min mor det, eller min far, søskende, eller nogen, jeg tænkte på min lærer, men jeg er bange for hun reragerer så voldsomt som jeg selv. Og jeg vil gerne stoppe igen. Jeg har tænkt på at få en kontaktperson, og syns selv et er en god idè, men hvis jeg spørger efter en. Bliver min mor sådn helt "du er teenager, det er normalt, det har vi alle prøvet" og blablabla. Og hun forsår mig slet ik. Skal jeg eventuelt spørge min lærer om vi kan fikse en kontaktperson, eller et møde med en eller anden børnespecialist vi har på skolen: Lillian, om jeg kan snakke hos hende en time?

- undskyld for den lange forklaring :i