Jeg har haft problemer med at spise her den seneste uge..

Jeg lider ikke af nogen spiseforstyrrelse, det kan jeg sige med sikkerhed.
Mandag den 14 August fik jeg pludselig kvalme da jeg spise min frokost i skolen. Og jeg gjorde det ikke bevidst, det kom bare lige pludselig. Samme dag da jeg skulle spise aftensmad var der ingen kvalme til at starte med. Jeg fik det pludselig til sidst og jeg kastede op. Jeg var skræmt, for jeg hader at kaste op.
Næste dag, tirsdag, var der ikke noget til morgenmaden, dog fik jeg kvalme til frokost og aftensmad. Onsdag, fik jeg kvalme til morgenmaden og frokosten men ikke til aftensmaden. Torsdag var jeg på hospitalet og fik taget blodprøve og en EGK prøve. Blodprøven sagde at jeg manglede jern og D vitamin og jeg får først svar på den anden på Tirsdag (22 August). Fredag var det en lille smule svært for mig at spise morgenmad men jeg fik noget ned. Til frokosten spise jeg en rugbrødsmad, en gulerod og nogle vindruer. Til aftensmaden var der ikke noget. Dog, her lørdag og søndag har jeg svært ved at spise morgenmad, jeg kan mærke at jeg er sulten men jeg kan ikke få mig selv til at spise det. Lørdag tvang jeg mig selv til at spise en enkel tebolle. Men her i dag (søndag) står min morgenmad lige ved siden af mig og venter på at blive spist. Jeg kan ikke få mig selv til at tage en bid og jeg har ingen appetit selvom jeg føler sult...

Jeg ved ikke hvorfor det her kom sådan ud af det blå og jeg ved også godt at mine egne tanker kan også have en indflydelse, altså jeg tænker på ikke at få kvalme og siger til mig selv: "I går kunne du spise aftensmad, så kan du også spise morgenmad." Men det hjælper bare ikke, og jeg prøver også at lade vær med at tænke på det! Og jeg kan sige med sikkerhed at jeg ikke er gravid, jeg har ikke en gang kysset med en dreng!

Jeg hader det her skal ske nu, jeg er kun 15 og er lige startet i 9. Klasse. Jeg kan ikke forsætte sådan her!

Jeg føler på det seneste at det er morgenmaden der er værst, for hver gang jeg vågner op fra min søvn tænker jeg på det stadie jeg er i nu og hvor forfærdelig morgenmaden er. Og jeg ved godt der er mange derude som ikke spiser morgenmad, men jeg har altid kunne lide morgenmad og kunne spise den, og det er heller ikke fordi jeg spiser meget til frokost eller aftensmad. Det eneste jeg kan få med uden problemer er frugt og grønt, men det kan man jo ikke leve af resten af sit liv...

Jeg struggler med så meget andet også og jeg kan ikke klare at jeg nu er kommet ud i det her når jeg stadig har svært ved alle mulige andre ting, altså jeg har været depri i snart 5 år og det synes jeg allerede er nok men nu også det her?!

To be honest, så har jeg siddet i 3 dage for at planlægge det perfekte selvmord. Jeg har bare lyst til at sove indtil det uendelige for der er ingen tanker og man skal ikke tænke på at spise, der er bare stille og fred. Jeg ved godt det kun har stået på i en uge men jeg kan ikke mere. Jeg hader at se mine forældres skuffelse at jeg ikke spiser op eller her til morgen kunne jeg se hvor meget min mor blev ked af det da jeg sagde jeg ikke kunne spise morgenmad.

Jeg hader mig selv for det her..

Jeg er bange for det her udvikler sig til en slags spiseforstyrrelse..