Hej jeg er en pige på 20 år. For syv år siden, da jeg var 13 år, var jeg anbragt på en institution der i dag heldigvis er lukket og gået konkurs. Stedet var udelukkende for piger med såkaldt socio-emotionelle problemer. Det bestod af 2 mindre opholdssteder med 8 piger og 2 huse hvor der boede 2 piger i hver, som var i et enkelt-mandsprojekt og under konstant mandsopdækning af pædagogerne.

Jeg var en af dem som var i enkelt-mandsprojekt og boede i et hus sammen med en anden pige, som jeg ikke måtte snakke med for pædagogerne. Den anden pige vil jeg vende tilbage til.

Pædagogikken bestod i et ugeskema jeg skulle følges slavisk fra morgen til aften. Der var kun praktiske ting på ugeskemaet, samt tidspunkter for hvornår jeg skulle spise og hvornår jeg skulle i bad og hvornår jeg skulle gå i seng om aftenen og stå op om morgenen.

jeg fik point for hvor godt jeg klarede punkterne på skemaet. Der var ikke mulighed for at springe et af punkterne over, da pædagogerne mandsopdækkede mig og brugte magt hvis jeg ikke gjorde de opgaver som der stod i ugeskemaet.

Skole bestod af at der kom en lærer som havde mig alene i 2 timer om dagen og derefter havde den anden pige alene i 2 timer.

Spisning og madlavning foregik i husets køkken, jeg spiste alene sammen med en pædagog, den anden pige spiste inde på sit værelse samme med en pædagog, da vi nærmest ikke måtte se hinanden. Vi skiftedes til at lave mad. De brugte ofte maden som en del af pointsystemet. Hvis jeg fx havde sprunget lidt let hen over et punkt på ugeskemaet eller hvis jeg havde sagt noget pædagogerne ikke brød sig om, kunne jeg risikere at få et halvt stykke rugbrød med billig spegepølse og ikke få den varme mad, jeg havde været med til at lave sammen med en pædagog.

Personlig hygiejne var et kapitel for sig. Selvom jeg var 13 og for længst var begyndt at gå i bad selv da jeg kom til institutionen, skulle der en pædagog med når jeg skulle i bad, hvilket var noget af det værste jeg vidste. Jeg følte jeg blev overbegloet og ydmyget. De første par gange nægtede jeg at gå i bad, men så hentede de mig og truede med at bære mig derud, så jeg valgte modvilligt at lade dem stå og glo på at jeg sæbede mig ind, for jeg tænkte at det ellers ville blive endnu mere ydmygende for mig. For mit vedkommende var det i det mindste mindste kun kvindelige pædagoger der fulgte mig i bad. Den anden pige der også var 13 blev fulgt i bad af hendes mandlige kontaktpædagog hver morgen, hun var en meget stille pige der ikke gjorde den store modstand, jeg tror at den eneste grund til at jeg altid blev fulgt i bad af en kvinde, var fordi jeg var lidt af en rappenskralde.

Jeg spurgte ind til hvorfor jeg skulle have pædagogerne med, når jeg gik i bad? Her var svaret at de mente jeg skulle lære alt fra bunden, hvilket var et komplet idiotisk svar, da jeg udmærket kunne klare min personlige hygiejne selv. Jeg spurgte også indtil om det ikke var forkert at den anden pige blev tvunget til at skulle gå i bad under opsyn af mandligt personale? Her var svaret at der var ligestilling på institutionen hvilket betød at mandlige og kvindelige pædagoger skulle have ens opgaver og at jeg i øvrigt skulle passe min egen “urtehave “ og ikke blande mig i de andre børn.

I starten gik de også med hver gang jeg skulle på toilettet, det holdte de heldigvis op med efter 4 måneder.

Mobiltelefon og internet måtte vi ikke have. Jeg havde 10 minutter 2 gange om ugen hvor jeg måtte skrive mail og ringe til familie og evt tidligere veninder, dette var naturligvis overvåget af en pædagog og jeg skulle nøje aftale, hvad jeg måtte skrive og hvad måtte sige, inden jeg fik lov at gå i gang. Alt blev tjekket inden jeg sendte og de sad lige ved siden af mens jeg talte i telefon. Hvis jeg sagde eller skrev noget negativt om stedet blev forbindelsen afbrudt.

90% af tiden foregik inde på mit eget værelse sammen med en pædagog. Jeg fik flere gange kuller af at være så meget indenfor de 4 vægge. Den anden pige sad endnu mere inde ved sig selv. Hun havde en mandlig kontaktpædagog (den samme som fulgte hende i bad) som havde ry for at være en hård negl. Man kunne høre hvordan han sommetider råbte ad hende. Selvom mine kontaktpædagoger ikke var meget bedre er jeg lykkelig for jeg undgik ham hun havde.

Her syv år efter har jeg næsten glemt mit ophold på denne institution, der heldigvis kun varede et år, fordi min mor og min sagsbehandler ikke mente jeg havde behov for så meget struktur og jeg kom på et nyt opholdssted med dygtige pædagoger og hvor struktur og regler var skiftet ud med anerkendelse og frihed.

Når mit ophold på den institution igen fylder, er det fordi jeg er blevet venner over facebook med den pige som jeg boede med. Hun er udadtil en smuk og glad pige og knap så stille som dengang. Vi har mødtes nogen gange i virkeligheden og vi kan snakke om alting undtagen lige vores ophold på den institution. Jeg ved hun blev ved med at bo der et par år, efter jeg var flyttet og hun siger hun har det blandet med det sted, men ikke orker at snakke om det.

Hun er kommet videre ligesom mig men har fortsat nogle problemer og bor på et bosted for unge over 18 og går på en produktionsskole og vil gerne ind på grudforløbet som sosu. Jeg er selv igang med en 3 årige HF (dette kun takket være det nye opholdssted jeg kom på og en dygtig kontaktperson fra kommunen, da jeg var helt ødelagt da jeg flyttede fra den institution hvor jeg var i enkeltmands-projekt).

Det skal retfærdigvis siges at vi ikke blev udsat for for seksuelle overgreb men alt den overvågning, magt og ydmygelser vi blev udsat for tror jeg næsten kan sidestilles med det.

Mine spørgsmål er følgende:

Jeg er meget nysgerrig på hvordan den pige jeg boede med og som jeg nu har kontakt med igen, havde det under opholdet.

hvordan bryder jeg tabuet? og får snakken igang?

Hvad synes hun om at vi næsten ikke modtog undervisning?

Hvordan havde hun det med at vi ikke måtte have mobil og internet og at alt den slags kommunikation foregik under opsyn og påhør?

Hvordan havde hun det med ugeskemaet og pointsystemet? Har hun efterfølgende fået det ligesom mig(?) der i dag hader alt hvad der hedder struktur på grund af den oplevelse?

Hvordan har hun fået bearbejdet alt det hun oplevede på den institution.

Hvordan havde hun det med at være konstant under overvågning ikke mindst når hun var i bad under opsyn af mandlig pædagog?

Og synes i egentlig at dette er okay selvom der er ligestilling, og hvis hun ikke kunne selv, fordi hun var et svigtet barn burde det så ikke være en kvinde der hjalp hende?

Alle disse spørgsmål trænger sig på efter jeg har fået kontakt med hende og jeg kan mærke en voldsom vrede over alt det vi blev udsat for, især alt det som hun blev udsat for af sin kontaktpædagog.

Jeg troede jeg havde lagt opholdet på den institution på hylden, især efter stedet gik konkurs, men jeg kan mærke vreden og jeg kan mærke jeg har brug for at snakke med nogen ligesindede om det og hun vil jo være den mest oplagte, men det virker som om hun kryber udenom hver gang jeg nævner institutionen.

Det skal siges at der selvfølgelig var en grund til at vi var anbragt der og vi havde brug for mere støtte og struktur en de fleste andre piger på vores alder, grundet vores opvækst og psykiske tilstand. Men hvad tænker i omkring om det, er orden at blive overvåget på den måde som vi blev holdt under opsyn hele tiden? Har man ikke ret til at have sin mobil selvom man er et barn med psykiske vanskeligheder? Har man ikke ret til privatliv?