Spiseforstyrrelse + Modarbejdende far = håbløshed
forumspørgsmål
Spiseforstyrrelse + Modarbejdende far = håbløshed
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Hej jeg for nylig fået diagnosen Binge eating disorder (Overspisning) eller BED
Jeg har udover det også diagnosen Asperger Syndrom (En let form for Autisme, altså at jeg er velfungrende) og Depression.
Jeg 15 godt 16 år gammel, og jeg lever på en konstant slagmark.
Jeg vil gerne gøre det tydeligt at dette ikke bare en almindeligt teenage brokkeri (Som der selvfølgelig og skal være plads til)
Mine forældre er ressource fulde mennesker, min far har et fedt job i forsvaret (Jeg ønsker dog ikke at sige hvor da jeg gerne vil forblive anonym)
og min mor er sygeplejske.
Jeg har en lillebror der går på en normal skole, mens jeg går i en special klasse.
Min far har en tendens til at nedgøre mig når jeg forsøger at skabe kontakt, hvilket er noget der er sparsomt i min familie.
Jeg beskriver en hændelse der skete for blot 15-20 min siden:
Mig: "Far jeg fik ikke så meget aftensmad over hos Nicoline, må jeg ikke godt tage lidt at spise?"
Det skal siges dette kræver meget af mig, da mad er et hårdt emne for mig at snakke om.
Far: "Nej det synes jeg ikke du skal det er godt at være sulten, du skal ikke altid bare
tilfredsstille dine behov!"
Mig: "Men jeg fik altså kun 2 stykker rugbrød, og det er over 6 timer siden, må jeg ikke godt tage lidt? jeg virkelig sulten"
Far: "Det synes jeg ikke du skal"
Mig: "Betyder det: Nej det må du ikke, eller Det synes jeg ikke, men det bestemmer du selv?"
Dette kan være nødvendigt med mit handicap at få at vide, da tvetydighed er noget jeg har svært ved at forstå
Far: "Det kan vel være lige meget, du går jo bare ud og spise lige meget hvad jeg siger ikke?! Så nej det må du ikke!"
Der står jeg så med tårer i øjenene, mens min mor prikker min far i armen (da hun ved hvor meget det sårer mig, men tit ikke siger noget), flere gange indtil han endelig siger: "Så sig dog noget i stedet for bare at prikke til mig!"
min mor sukker og siger da: "Jeg synes godt hun må tage en lille skål med yoghurt og havregryn"
Hvorefter min far så skumler lidt men giver efter.
Jeg tror ikke jeg kan forklare med ord hvad det gør ved mig at blive talt sådan til af min far, når jeg forsøger at være åben om noget så intimt og sårbart et emne for mig at snakke om, og at være ærlig om.
Jeg søger hjælp til hvordan jeg takler sådanne kommentare og bemærkninger der kommer med jævne mellemrum.
Jeg får hjælp med mine forældre normalt, men her i min vinterferie er det lidt tungt, dette er ikke småtterier der kun kommer en gang i mellem, og dette var et meget lille tilfælde, råben og vold er ikke unormalt ellers.
Jeg kommer i aflastning (Og det er for min skyld ikke mine forældres) inden for de næste par uger, og jeg skal til et møde med center for spiseforstyrrelse inden længe.
Jeg får meget hjælp, og også fra mine forældre og tro mig det er jeg taknemlig for.
De er strakt til det yderste, det ved jeg godt, men jeg mener ikke jeg selvisk med dette.
Jeg mener mine forældre er delvis skyld i min spiseforstyrrelse, da nedgørelsen har været en del af hele mit liv, bla. med min krop.
De siger dog de gerne vil hjælpe mig, og jeg tror også de gør en indsats men det er ikke nemt altid at bide tænderne sammen, og bare lade det passere.
Et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at hade mine forældre når de gør sådanne ting mod mig.
Det giver mig bare mere og mere lyst til at lukke dem ude af mit liv, ved først givende chance, også selvom jeg elsker dem begge to.
Hvordan skal jeg vælge at se på min fars bemærkninger, hån, og ydmygelser? Hvad kan jeg gøre? Og er jeg alene med dette problem?
Relateret indhold
Hvad Skal Jeg Gøre?
Hej, i næsten 2-3 måneder nu har jeg haft det ekstremt hårdt. Jeg har følt mig trist uden grund, energiløs og træt, som om at jeg slet ikke kan få migselv til at tage mig sammen og få ting gjort som feks. at vaske tøj. Min lyst for mad er næsten ingenting, men jeg har fået hjælp til at spise...
Mai har svaret på dette spørgsmål
For tidligt !
Hejsa jeg er en dreng på 12 år der går i 5. Klasse trin. Ja jeg ved godt jeg er ung men jeg er kommet tidligt på puberteten ( det har alle i min familie ) jeg har aldrig nogensinde tænkt på det, men lige pludselig kom det. Jeg blev forelsket. Men jeg tænkte det ikke blev noget. Senere kunne jeg...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Vennegruppe
Hej Cyberhus.
Jeg har denne fantastiske vennegruppe, som jeg i nogle år har mødtes med jævnligt og festet sammen med. Jeg har altid nydt deres selskab rigtig meget og vi har haft nogle rigtig fede fester gennem tiden. Vi er 6 mennesker i gruppen. På det seneste er der dog sket det, at der...
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Du er helt sikkert ikke alene. Kender det alt for godt.
Ikke fordi det gør det ok, men det kan være din far bare ikke ved hvad han skal gøre og sige for at hjælpe.
Jeg kender i hvert fald godt det med at man faktisk bare gerne vil hjælpe men bliver så ked af det og nogle gange også vred over situationen at man faktisk kommer til at sige noget rigtig møg i stedet for noget godt. Måske er det også sådan for din far?
Har selv prøvet det og for mig var det faktisk sådan at mine forældre var så frustrerede over de ting jeg gjorde at de "kom til" at sige alle de forkerte ting.
Hvis han gør det direkte for at håne dig er det self bare slet ikke i orden, og så er han da en spade. Men måske er det slet ikke sådan.
Har du sagt til ham at du bliver rigtig ked af det og at du har brug for hans hjælp og alt sådan noget. Så han forstår hvad det gør ved dig når han siger sådan?
Kære J
Jeg kender godt til det, at have det svært med mad.
Jeg har til tider tænkt alt for meget over sundhed og sultet mig selv. Det er jeg dog heldigvis stoppet med nu
og er i stor bedring. (-:
Men jeg kan sagtens forstå, at du har det svært med, at din far taler sådan til dig..
Hvad tror du han ville gøre, hvis du bare gik ud og tog noget mad uden, at spørge?
Kan du snakke med din far omkring hvordan du har det med ham og hans væremåde?
Msåke kunne du få din mor til at snakke med om det, hvis hun ikke allerede gør det? og hvis hun gør, så
måske en gang til?
Det her lyder måske lidt hårdt, men det behøver det ikke, at være.. Men er du egentlig inderst inde lidt
bange for din far?
Jeg er ikke helt sikker på om jeg forstod det rigtigt, men du snakker med nogle i hverdagen, hvor du får hjælp
med dine forældre? Ellers må du undskylde, hvis jeg har misforstået det.. (-:
Men hvis du gør det, synes jeg bare det lyder super og hvis ikke, vil jeg helt klart anbefale dig, at snakke med
en voksen eller veninde som du føler dig tryg ved og måske har lyst til, at betroe dig til? Hvis du har lyst
selvfølgelig og hvor det måske også er af egen lyst ( det kan nemlig være rart, bare at gøre det uden tvang
og så bare have nogle, at gå til, hvor man bare har helt sin egen lyst til det og ikke gør det, fordi, at det er
man nødsaget til ) men det styrer du selvfølgelig helt selv igen! (-:
Det kan være en lærer, veninde, læge, præst, venindes mor eller noget andet familie eller den plejefamilie du
nævnte.. selvom du nu nok ikke kender dem så godt endnu ( efter hvad jeg forstod ) (-:
Mht. en lærer og læge, så kan jeg selvfølgelig ikke love, at det ikke er noget de går videre med. Men som jeg
forstod det, så skal du til noget behandling? Er det noget din læge har været med inde over? For hvis
han/hun har det og har bekendtskab til din situation, tænker jeg, at det kunne være en muglighed at snakke
med ham/hende om det, hvis du føler dig tryg ved det. Dine forældre lyder til, at være orienterede om
situationen, så det tænker jeg, at lægen ikke umiddelbart ville behøve, at fortælle om, men måske ville lægen,
sige at han / hun snakker med dig og hvis der er noget meget bekymrende du fortæller så måske også sige det
videre.
Men du behøver jo selvfølgelig overhovedet heller ikke at snakke med hverken, læge, veninde, venindes mor,
præst ( hvis du går til præst, kender præsten eller bare vil snakke med din præst som nemlig har 100%
tavshedspligt. Det er kun hvis der sker noget yderst yderst drastisk, at præsten må sige det videre ), lærer eller
andet familie medlem! Det er kun nogle idéer til hvad du kunne gøre, hvis du ikke føler, at du har nogle, at
snakke med og være åben overfor! (-:
Jeg har bare selv erfaring med, at snakke med bla. min læge og præst, hvilket jeg har været rigtig glad for! (-:
Men nu ser jeg jo lige, at du er 15-16 år, og der er tavshedspligten for læger i hvertilfald anderledes end hvis
man er under de 15. Men vil ikke love noget! (-: Men nu ved du det jo, og så kan du altid undersøge det
eller spørge din læge hvordan det hænger sammen, hvis du altså vælger det! (-:
Kender du Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade?
Hvis du gør er det jo bare super, men der har du i hvertilfald mulighed for, at snakke/ chatte med en af deres
rådgivere. Du kan også få en af deres frivillige til, at ringe til dig en gang hver 2-3 uge måske. Det havde jeg
på et tidspunkt og det var faktisk helt fint og der fik jeg nogle råd ind i hovedet, som hjalp mig rigtig meget
videre og som jeg langsomt begyndte, at handle på. Nu skriver jeg langsomt, det er fordi, at det er vigtigt
( efter min mening i hvetilfald ), at gøre det i ens eget tempo.
Hvis du vil snakke med dem kan du endten via perosnlig fremmøde, mail, chat eller telefonrådgivning kontakte
dem. De har også støttegrupper og et aktivitetshus, men det kan du jo læse meget mere om på deres
hjemmeside!
Deres hjemmeside hedder "bare" " Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade "
Håber du har kunne bruge lidt af min egen erfaring og lidt af mine råd og spørgsmål.
De 4 spørgsmål jeg stillede i starten, spurgte jeg bl.a. om fordi, det kan være meget godt, at stille sig selv
nogle spørgsmål engang i mellem og så tænke på, om der rent faktisk er noget man kan genkende og så kan
det være, at man får svar på noget. Måske én vigtig detalje man fik svar på der og som man ikke havde tænkt
over før. Det kan også være en vigtig ting/"detalje" man finder ud af (om ens situation ) som faktisk er rigtig
vigtig, at fortælle nu, hvor man skal til, at snakke med nogle og i behandling. (-:
Du skal vide, at jeg synes det er super sejt af dig, at tage imod behandling!
Jeg ved ikke om det er friviligt eller ej, men jeg håber ALT det bedste for dig! Have kampgejsten oppe og så
skal det hele nok gå!
Jeg tænker tit sådan, at jeg tror der er en mening med alt.
Hvis der sker en noget skidt, tror jeg også, at det skidtte på en eller anden måde vil bringe noget godt med
sig.
Om det så er andre mennesker, oplevelser eller noget helt andet. Måske vil man ikke kunne se meningen med
dét man står i lige nu, i morgen eller om nogle måneder.. Men før eller siden, er jeg sikker på, at man kan se
en mening med det hele på den ene eller anden måde!
Hold øjne åbne for, alt det gode! Også selvom ( hvis det gør det (-: ) det måske kan føles svært.
Husk at det altid er godt, at komme ud med sine tanker og få snakket om det og, hvis det kan være svært eller
der ikke lige er nogle, at snakke med så prøv at skriv det ned og så kan du måske vise det til en du har lyst til,
at snakke med det om, hvis du får lyst til det. (-:
Husk der også er Børns Vilkår.
( Til jer der arbejder på Cyberhus, så håber jeg, at det er okay, at reklamere for, en anden " hjælpe-
organisation", det kan være til stor gavn! ) (-:
Børns Vilkår har normalt åbent alle ugens dage. Mandag til fredag kl. 11-23 og i weekenden fra kl. 11-19.
Håber du kunne bruge det hele eller bare noget af det!
Mange kærlige hilsner
herfra (-:
Tilføj kommentar