Depression?

brevkassespørgsmål

Depression?

Jeg føler at jeg har et tomrum inden i som jeg ikke ved hvad er. Jeg stiller mig selv spørgsmål. Jeg har konstant enten følelsen af at jeg er igang med at ødelægge mit eget liv og at jeg bare laver et stort nummer ud af ingenting eller en følelse hvor jeg faktisk er forvirret over om der rent faktisk er noget galt. Jeg har efterhånden taget en del test online for om jeg har depression, og de siger alle sammen at jeg har svær depression, hvilket giver mig endnu flere følelser. Jeg spiser ikke så meget som jeg har gjort. Jeg får sjældent spist frokost. Jeg sover fra kl 3 eller 4 om natten og vågner kl 12 eller 13 hvis ikke jeg bliver vækket. Jeg bliver let irriteret på folk der er omkring mig. Jeg er hurtig til at skyde skylden på andre. Jeg kommer oftest for sent i skole og jeg mangler motivation til at gå i skole. Jeg har ingen i min klasse som jeg er tæt på eller gode venner med. Jeg hader kort sagt at gå i skole. Jeg føler selv at jeg skubber folk væk ved enten ikke at deltage i arrangementer eller ved ikke at svar på besker fra folk. Jeg bliver oftest usikker på om det jeg nu har skrev til en person er godt eller om der er noget galt med det eller om det kan misforstås og derfor føler jeg nogle gange at det bare er nemmer ikke at svare dem. Jeg har oftest svært ved at finde motivation eller bare gøre daglige ting som at stå op eller at gå i skole, lytte med i undervisningen, bestille tandlægetid, få noget at spise til frokost, gå i bad, børste tænder osv. Jeg holder mig mest for mig selv derhjemme (også andre steder som i skolen) fordi jeg føler at det er nemmere. Når vi spiser sammen i familien siger jeg næsten ikke noget fordi at jeg føler at det er nemmere bare at lade vær med at sige noget. Jeg føler at når jeg gør noget derhjemme er der oftest noget galt med det.

Jeg ved godt det her er meget lang og at det kan lyde kompliceret (det er kompliceret) men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har på en måde lyst til at tale med nogen om det, men jeg ved aldrig hvordan jeg skal forklare det og jeg er lidt bange for at folk bare synes at jeg er latterlig og at jeg bare overdriver og at jeg laver et stor nummer ud at ingeting. hvad skal jeg gøre?

Svar:

Kære Jakob,

Øv hvor lyder det bare til at være rigtig svært at være dig. Og hvor er det bare godt du skriver. For som du selv er inde på, så er første skridt på vejen til at få det bedre nemlig at tale med nogen om, hvordan man har det. Og det er du allerede begyndt på ved at skrive her.

Men det er også enormt sårbart at fortælle andre, hvordan man har det allerinderst inde. Derfor er det også helt naturligt, at du mærker en frygt for at andre ikke vil tage dig seriøst og ikke vil tro på det du siger. Og når du mærker den frygt vil det samtidig føles langt mere sikkert og trygt bare at gå med det selv, og ikke fortælle andre om hvordan du har det. Men som jeg kan se i dit brev at du allerede godt ved, så er det vigtigt, at du får fortalt nogen om, hvordan du går og har det.

Når jeg læser dit brev er det tydeligt for mig, at du har det rigtig svært. Du skriver, at du ikke ved hvordan du skal få fortalt andre om hvordan du har det, fordi du aldrig ved hvordan du skal forklare det. Men jeg synes faktisk du har forklaret det rigtig fint i dit brev. Så måske kan du bruge brevet som en støtte og som en slags talepapir, når du skal fortælle nogen om, hvordan du har det.

Det jeg tænker, der er det vigtigste for dig i forhold til at tale med nogen om det, det er, at du finder en som du ved du kan stole på. Det kan være det er en forælder, en god ven, en lærer, en onkel, en tante, en kusine, en fætter eller en helt anden. Det betyder ikke så meget præcis hvad din relation er til den person. Det, der betyder noget, det er, at det er en du kan stole på. For hvis det er en du kan stole på, så er det også en, der vil lytte til dig og vil tage det du fortæller alvorligt.

Jeg tænker også, at det kan være en rigtig god idé for dig at tage kontakt til din læge. For hvis det rent faktisk er en depression du har, så er det vigtigt, at du får den rette professionelle hjælp. Det kan være hjælp i form af samtaler hos en psykolog eller medicin. Som oftest begge dele. Lægen vil kunne vurdere, om der er tale om en depression og vil kunne udskrive medicin, hvis det er nødvendigt, og psykologen vil kunne støtte dig til at få talt om, hvordan du har det og vil kunne hjælpe dig til at få det bedre.

Uanset om du har en depression eller ej er det tydeligt, at du ikke har det godt. En dreng på 15 år skal ikke gå og have det som du har det. Og jeg tror på, at du kan få det bedre. For med dit brev har du allerede taget et første og meget vigtigt skridt til at få det bedre - du har åbnet op og fortalt nogen om, hvordan du har det. Næste skridt er så at tale med nogen om det face to face. Det er sårbart og det kan føles ubehageligt, men jeg tror på, at du godt kan.

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig rigtig meget held og lykke!

Mange hilsner,

Siv