Helt op til 7. Klasse har jeg været ganske normal. Jeg havde gode resultater i skolen, jeg fungerede godt socialt og jeg havde tid til at hjælpe mine forældre og dyrke mine hobbyer. Så blev mind forældre skilt, og som en meget følsom dreng, ødelagde det mig fuldstændig. Min aktivitet i skolen faldt, jeg opgav det sociale og jeg hjalp aldrig med noget. 8. Og 9. Klasse i folkeskolen var et mareridt hvor jeg blev mobbet af både ældre, middelaldrene og yngre børn. Primært blev jeg kaldt en nørd, taber osv. Fysisk gik det også helt af helvede til. Før i tiden havde jeg svømmet og spillet volleyball, og havde faktisk en helt okay fysik. I 9. Klasse vejede jeg 70kg og var 170cm høj. Det lyder okay, bortset fra jeg slet ikke havde nogen muskelmasse, derfor var min BMI i normalvægt, men min figur var ikke ligefrem den flotteste. Pga mit enorme fravær sagde min far at jeg flytter fra min mor i K, og går i 10. I Å. Jeg ville ikke, men min far tvang mig. I starten var det okay i Å. Jeg nød storby livet i sommerferien, og Starten af skoleåret. Jeg fik nogen nye gode venner, hvilket ikke kom let da mine sociale kompetencer var i ruiner. Jeg har et problem med at være sarkastisk og kaste mig over enhver der siger noget dumt. Jeg er her nu. Min far siger han har fået en kæreste, og spørger om jeg ikke vil møde hende, dertil svarede jeg klart nej, og jeg ikke har lyst til at møde hende før jeg er 18. Det var hårdt sagt men det er sådan jeg har det. 3 år af mit liv blev ødelagt af en skilsmisse, og når jeg endelig får det rart er der endnu et forældre problem. Jeg vil lige sige at jeg var aktiv i et fitnesscenter og kørte FINT socialt indtil hun blev bragt på Banen. Og lige pludselig var jeg tilbage i min gamle rutine. Det at hun var der føltes invaderende for mig. Hendes babys bilsæde var i min fars bil, det var hendes borde vi lånte når der skulle holdes fest. Jeg fik et skrammel LED TV af hende som føltes som at blive købt. Det lyder som småting, men der var mange flere ting som føltes virkelig ubehagelige. Lige siden jeg sagde til min far at jeg ikke vil møde hende har vi kun skændtes. Dette var i søndags. Jeg blev så rasende tirsdag at jeg pjækkede for skole og sagde til tandlægen jeg er syg og fik ny tid. Jeg løj om det til min far fordi jeg ikke vil have mere af hans lort. Han skaber et liv for sig selv som jeg ikke vil være en del af, derfor sidder jeg nu ude fra vores lejelighed og kan ikke træffe valget imellem at tage hjem til min mor blive her på en bænk til sent i aften. Jeg kan ikke være sammen med min far. For 2 timer siden konfronterede han mig med mit pjæk og jeg har valgt ikke at slås med ham, men istedet stak mit hævekort i lommen og gik. Jeg ved ikke hvem jeg skal sende dette til. Hvis jeg ligger det på facebook bliver jeg kaldt svans fordi at skrive sådan noget her er en pige-ting. Ellers kan jeg sende det på et forum som anonym, men jeg ser ikke pointen i det da den feedback jeg kan få er minimal. Hvis jeg sender det til en ven ved jeg ikke hvordan de reagerer. Min facade viser mig jo ikke som en dreng der ikke ved hvad han skal stille op. Jeg kunne sende dette til min bedste "veninde" som jeg rigtig godt kan lide, men jeg kun har kendt i 2 måneder og rigtig godt kan lide. Det går rigtig godt for mig og hende nu til at blive mere end bare gode venner, og jeg tør ikke ødelægge det. Min anden mulighed er en god ven som jeg også kun har kendt i 2 måneder. Vi går i samme klasse og elsker begge film og det produktion der er bag om film. Men af samme grund er jeg bange for at blive set som mærkelig og tør ikke dele noget så stort af mit liv med ham endnu. Ingen af mine nye venner ved det og jeg er ikke klar til at dele det med dem. Jeg har nu skrevet i over en time på den samme bænk. Jeg ønsker ikke at vende tilbage til min far men der ligger hele mit liv. Min drømmeløsning ville være hvis min mor kunne flytte til Å så jeg kan fortsætte mit liv uden min far og hans kæreste. Hjælp mig.