selvmordstanker
forumspørgsmål
selvmordstanker
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
er blevet psykisk slået hele mit liv, af familie, skole,arbejde. kan intet, græder hele tiden, altid blevet set ned på og hadet..har mistet alt af mig selv...harberringsangast, hvorfro mgi hvorofor, hvorfor lige mig? hvorfor lige mig? jeg kommer jo alligevel aldrig til at få det godt igen
Relateret indhold
Kan ikke være i mig selv mere
Hej Cyberhus
Jeg er en pige på 16 som har en del problemer. Jeg er aldrig glad, og jeg ser virkelig ikke meningen med livet. Psykiske sygdomme, som depression osv. er i min families gener, og jeg har selv haft flere spiseforstyrrelser som jeg endelig nogenlunde er kommet ud af. Jeg er nu...
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
ingen følelser?
hej, jeg har det sidste stykke tid gået og tænkt over noget. jeg er 17 år og bor i frankrig. jeg har altid været en utrolig følsom pige, med massere af kærlighed og omsorg at dele ud af, har også altid haft den største samvittighed overfor ALT. men her de sidste par måneder, blev jeg taget væk...
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
selvmordstanker
er blevet psykisk slået hele mit liv, af familie, skole,arbejde. kan intet, græder hele tiden, altid blevet set ned på og hadet..har mistet alt af mig selv...harberringsangast, hvorfro mgi hvorofor, hvorfor lige mig? hvorfor lige mig? jeg kommer jo alligevel aldrig til at få det godt igen
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Du har sikkert hørt det før og du har ingen grund til at tror på det jeg siger nu, ,men det håber jeg du vil. For tro mig jeg har det ligesom dig, min far bruger psyKisk vold mod mig, og jeg tror aldrig jeg vil blive glad igen, men jeg sagde det. Jeg valgte ikke længer at gå med det alene. Og nu er jeg på vej, jeg græder meget mere end jeg gjorde før, og alle følelserne er blevet meget være efter det her, men når man så tænker på at det snart skal blive bedre, går det nok. Når jeg læser dit brev, bliver jeg ked af det, for jeg ved hvordan det føles og jeg ønsker ikke andre skal lide, så mit bedste forslag er at sige det til nogen. Råb dog om hjælp søde. Det kan være svært, det ved jeg, men der må være en ude i verden du gerne vil snakke med. Så snak, folk er mere forståelige end man tror. De synes ikke du er mærkelig. Hvis der er en person du føler dig tryk hos, så vil de også forstå. Tror mig. Hvis det er svært at snakke om så skriv et brev, eller hvis dem det her og snak ud fra det. De vil forstå det kan være svært at tale om og evt. Hjælpe med at stille spørgsmål så du skal sige mindre. Jeg kender alt til det og den lærer jeg har snakker med, er det bedste der er sket for mig. Så vil du ikke godt love mig, love dig selv at du vil råbe om hjælp. Pleas. Det er ikke godt for dig. :-(
tusind tak for dit indlæg
jeg har prøvet, ingen gider snakke med mig, især fordi det altid r det samme emne..Magen til fordømmende møgsvin har jeg aldrig set før. min lære startede med hele paletten rundt og gav migskylden fordi d andre elever ikke kune lade mig være. Da jeg så nævner at jeg haet at gå i skole fordi ingen gad mig ogsykisk torturede mig, bad han mig fortælle om det, hvilket jeg gjorde, dog kortfattet da jeg hader at tale om det og har fået det bearbejdet + at det er ved at være længe siden. . Dette fortalte jeg til minllære som så siger til mig at jeg overdriver da vist og det da bestemt ikke er et voldeligt forhold og at han lige sad og blev bekymret for at jeg var blevet banket sønder og sammen og så er det bare teenagefnidder, som vi nok var lige skyldige i. Hvorefter han så sagde, at så var det nok ikke mobning. (på trods af at jeg forsøgte at tage livet af mig selv så lagt var jeg nede, hvilket jeg fortalte).
Jeg tabte simpelthen underkæben af ren chok. De år med mobningen ødelagt mit liv, sendte mig en kæmpe depression og var ved at tage livet af mig flere gange. Jeg har brugt årevis på at komme mig over det og jeg skammer mig så frygtelig meget over det. Ingen ved det, stort set. Det var som om mine indvolde blev revet ud idet mit livs værste år pludselig blev bagatalliseret på den måde og alt det jeg har kæmpet med psykisk de sidste mange år for at forene mig med det der er sket i forsøget på at lære at leve med det, blev revet i stykker som et tyndt stykke papir.
Jeg sidder tilbage nu, så vred at jeg slet ikke kan sætte ord på det - men værst af alt er at jeg er helt på bar bund og føler at ingen kan hjælpe mig, når dem der skulle have hjulpet mig, gør sådan noget her.
har i søde ord eller trøstende råd modtages de med varme...
Hej igen
Nu ved jeg ikke hvad der er sket. Men hvis du har lyst synes jeg du skulle skrive lidt mere om hvad der skete her. Så har du prøvet at få det ud. Fået et overblik. Hvis du ikke tør de så skriv det alligevel, men bare uden at smide det op her på sidden. Skriv dig til et overblik.
At din lærer ikke tager dig alvorlig og hjælper dig er forkert. En lærer skal sætte sig godt ind i problemerne. Og selv hvis der nu ikke havde været et problem, skulle han havde hjulpet dig, for du er ked af det og det er nok. Selvom du ikke har/kan forklare hvorfor, men det kan du og skal du. Jeg beder. Der må være en i verden der lytter. Ellers vil jeg med glæde lytte og svare på spørgsmål.
jeg kan ikke klare at lefve med de her tanker længere og tusind års rakken ned og tilsvininger fra alle...intet menneske i verden forstår mig eller kan sætte sig ind i hvordan jeg har det..ingen vil høre på mig..hvorfor mig?? hvorfor vil ingen forstå hvordan jeg har det??
Mange tak for dit svar!
De ting du skriver, gav mig noget stof til eftertanke. Der er faktisk ikke så længe siden (1,5år siden) at jeg gik ned med stress og depression (for 2. gang i mit liv). Jeg var så dum (og følte mig presset fra flere sider), at jeg ikke stoppede men fortsatte, dog med behandling. En behandling jeg stærkt overvejer at genoptage fordi jeg stadig har det rigtig skidt og jeg valgte kun at stoppe fordi pengene slap op
forsvinder arrene helt? kan de forsvine helt? jeg har hele tiden selvmordstanke, jeg kan ikke leve med det..psykisk er jeg helt nede, kan ikke leve...håber på nogle ord eller råd, tusind tak for dit svar
Hej igen,
Jeg lytter til dig, du må du huske på. Men grunde til folk tager afstand til dig istedet for at lytte, er fordi de ikke ved hvad de skal svare og gøre. De kan altså godt frygte dig. Det ved jeg fra flere personer. Det kan være svært for dem, fordi de ikke kan forstå det og derfor virker skræmmende, men derfor er det stadigvæk ikke i orden.
Hvis du føler behandlingen hjælper og du har pengene til det, synes jeg helt klart du skal gøre det.
Du spørg on arrene forsvinder helt, og der ved jeg så ikke om du mener fysisk eller psykiske ar. Fysiske ar forsvinder sjældent helt, det går an på hvor hårdt du gør det og der går lang tid. Men nej de forsvinder sjældent. Psykiske ar forsvinder desværre heller ikke altid, det går helt an på personen, det personen har oplevet og hvilken hjælp personen får. Men jeg psykiske ar kan forsvinde hvis man har en viljestyrke, men man skal være klar til at gå en hård tid igennem, hvor man kommer alle dine følelser helt igennem. Og ja, man vil græde og ønsker bare at få et kram. Men det viæ blive bedre.
Jeg vil gerne lytte til dig, har sagt det før men det er vigtigt du forstår det. Men hvis jeg ikke lige får svaret eller su har brug for anden hjælp, så kan du både chatte her på siden, eller skrive/ringe til børnetelefonen, eller hvad du nu finder på. De er alle rigtig hjælpsomme. Håber du får det beder.
dt skræmmer mig meget du skriver de ie forsvinder helt..og det kommer an på personen. jeg kan simpelthen ikke leve sådan.hvad hvis det ikke forsvinder resten af mit liv?
er der virkelig nogen som ikke kan komme over det? er der ingen løsning alligevel??
Hej igen, det var ikke meningen at skræmme dig, men sådan tror jeg desværre det er, men jo de fleste kommer vider. Men det sker kunnhvis du gerne vil vider, hvis du ikke selv vil hjælpe sker det ikke, men hvis du kæmper og siger ja til hjælp, så kommer du videre. Det lover jeg dig. Men søg hjælp, find en du stoler på eller kontakt den kommunes famile og unge afdeling. Du bliver nød til at lede videre
ok du har ret, Over at have fået "konstateret" en depression for en månedstid siden. Hvilket er noget shit, da jeg bor og arbejder i udlandet, som jeg er mega glad for, men jeg er ved at have erkendt, at jeg må tage hjem, fordi jeg ikke kan det her. Min chef spørger næsten dagligt, om jeg er ok, jeg kan ikke se veninder mere, fordi jeg bare ikke kan eller har overskudet, selvom jeg PRØVER! Og jeg har kæmpet måneder nu, men efter en bytur fx. falder jeg så langt ned, at jeg tænker dødstanker. Og ser jeg en veninde, er jeg ikke social i 2 uger, fordi det tog for hårdt på mig.
Men jeg er flov fordi jeg ved, mange ikke mener en depression er noget seriøst.. (Woman er endda et godt eksempel) Jeg har ikke fortalt én eneste veninde i danmark det her, og ingen ved, hvad jeg har gået igennem (stadig gør), foruden min mor og far. Så min plan var faktisk at tage til dk, uden at fortælle nogle det(og overhoved at fortælle jeg kommer hjem!), og det ødelægger mig! Det gør min situation MEGET værre, og det gør mig endnu mere knust og ensom, end hvad jeg i forvejen er pga depressionen. Jeg føler, jeg burde tage en tudekiks, og jeg føler, det hele er noget pjat og at jeg bare giver op, og ikke kan klare livet.
Jeg havde en flirt, og grunden til vi stoppede var, at jeg netop flyttede til udlandet. Jeg er SÅ flov over, at tænke på, hvor pinligt det ville være overfor ham, at jeg gav op og at jeg ikke er så glad, perfekt og fuld af oplevelser og bare generelt normal, som "andre" piger.
Jeg er flov fordi jeg føler, jeg ikke lever et normalt, fedt, socialt liv, at jeg ikke er glad som alle andre.. Jeg er faktisk generelt bare flov over, at sige og høre ordet depression på mig, og at jeg skal have medicin og psykologhjælp, for at kunne fortsætte livetnigen.. Derfor er jeg blevet på jobbet, og kører mig selv længere og længere ned. Jeg skammer mig virkelig over depressionen (og ikke mindst med medfulgte angst og stress).. Så jeg tør ikke fortælle nogle det.
Men er det normalt at skamme sig over det? Hvad synes andre, som ikke har oplevet en depression, er det flovt, hvis en veninde kommer og fortæller det her? Hvordan virker det/fremstår det, hvis en person på 18 år, som normalt er glad, kommer og fortæller det her?
For mig føles det så... smidt på bænken.. agtigt. Måtte altså ud med det, da jeg, som fortalt, ikke siger det her til nogle.
Ja, det er helt normalt at folk føler flov eller skam over en depression, men nej dine veninder vil ikke synes det er flovt, de er der for at hjælpe dig, og tænk lige over at de måske selvom du skjuler det kan se der er noget galt og de er bekymret for dig ville det så ikke være rart for dem at vide hvorfor, veninder er folk som vil hjælpe dig. Der vil ikke være noget specialet i at du fortæller det her selvom du normalt virker glad for det betyder bare at du har skjult det, men ikke længer vil skjule det, men ønsker hjælp. Viklet er meget bedere.
Hvis du vil have noget mere uddybet eller har flere spørgsmål, så bare skriv. Og så åben munden, for din egen skyld.
tak for din mail, det erskamfuldt og hårdt, har mest lyst til opgive, og har ikke noget håb, gider bare ikke dagen, intet kan jeg overskue at lave andet end sidde og græde
er det normatl? har andre det osse på samme måde? føler ingen i verden forstår mig og ingen i verden vil hjælpe mig..det er værst..
når jeg taler med andre, ignoreger de mig, som o mjeg r usynlig og uinteressant, selvom jeg siger noget og snakker til dem..hvad kan det skylde? jeg er usikker og stoler ikke på folk vil være min ven..kn folk se det??
Ja det er helt normalt. Og der er masser i verden som hård et ligesom dig, tro mig du er ikke alene. Jeg og alle andre synes det er svært at hjælpe folk, fordi man ikkeJeg havd man skal gøre. Folk vil gerne prøve at forstå,men man må hjælpe dem på vej. Jeg ved ikke hvorfor folk inrigger dig, gælder er også voksne, så prøv at hiv en til side eller skrev en mail til den du stoler mest på. Det gjorde jeg. Der er en du må bare springe. Du vil ikke vide hvor du lander, men jeg kan love st det er et beder sted. Ja, hvis du er meget tilbageholden kan de godt se det og det kan folk godt misforstå, de er ikke Van til at skulle hobe i folk for at blive venner med dem. Du må tage changcen og gå hen og snakke med nogen, verden er ikke så slem som man kan komme til at tro. Undskyld forsinkelserne på svaret har selv en masse ting at tænke på lige nu. Held og lykke
det skal du ikke unskylde, du skal kun skrive når du vil og har lyst :)
tak for dit brugbare svar...det føles meget trist og meninsløs livet når dagene er grå og sorløse, selvom solen skinner..at være ensom og ingen mennsker i livet have er svært...er der ikke nogle i samme situation jeg kan skrive og tale med??please kom frem, har brug for jer
Hej igenx100. Jeg har det ligesom dig, mit liv er et helvede og jeg kan ikke klare mere. Ved det er svært og derfor siger jeg igen at du må finde en irl som du kan snakke med.
Du er nød til at huske på at livet er noget smuk og at forhænger er en del af det find et fri rum når jeg er ked af det så tænder jeg for ligt musik og sætter mig i vindues kammen og sider den i ligt tid og kigger på hvor smuk naturen er og alt hvad der er i naturen er liv og livet er smukt vi har Alle problemer i livet nogen er der hele livet og ander går væk tag fx. Mig jeg har et problem jeg vil ha hele livet jeg ef ordblind og tænkende om t det vil ødelække mit liv kan komme men hvis jeg kæmper kan jeg blive hvad jeg vil den her lille del af dit liv kan være hård men du kæmper og kommer væk fra den del vil du få et langt og løkkligt liv du må ikke lade alle ting der kan være hårdt ødelække dig og de dyrebare liv for du for kun et liv som dig
Håber det kan hjælpe hilsen dreng (13 år)
Tilføj kommentar