Normal
0

21

false
false
false

DA
X-NONE
X-NONE

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin-top:0cm;
mso-para-margin-right:0cm;
mso-para-margin-bottom:10.0pt;
mso-para-margin-left:0cm;
line-height:115%;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:11.0pt;
font-family:"Calibri","sans-serif";
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Jeg ved ikke helt hvad der går af mig.
Tankerne om bare at forsvinde fylder mere og mere. Jeg kan ikke lade være at ønske, overveje, fantasere om den dag jeg ikke er her mere.
Jeg gider ikke kæmpe mere – Jeg kunne kæmpe meget mere, hvis jeg bare havde overskud, men det har jeg ikke, så det er nemmere at give op.
Jeg gider ikke engang finde overskud.
Jeg er ikke psykisk syg, siger de. Jeg har en spiseforstyrrelse, men ikke slem nok til at få ordentlig hjælp. (De siger at jeg trods alt er så ”klar i hovedet” at jeg ved hvad jeg laver – at jeg kan nå at stoppe mig selv, inden jeg kommer længere ud).
Jeg går i gruppeterapi, men det hjælper ikke min spisning. Jeg føler at jeg er alene igen.
Jeg kan ikke spise ordentligt, jeg er ikke god til at følge med i skolen, jeg er ensom og stresset, og kan ikke se positivt på ting.
Jeg har taget mig selv flere gang i, at stirre ud af vinduet, og ønske mig langt væk fra det hele. Typisk er det ord som ”Lad mig nu være! Giv mig en pause fra det her!” der runger i mit hoved.
Jeg ved at jeg er for svag til at begå selvmord – Ellers havde jeg gjort det for længe siden.

Jeg har ikke lyst til at dø, men orker snart heller ikke at blive her.