hvorfor kan jeg ikke?...
forumspørgsmål
hvorfor kan jeg ikke?...
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Denne her pige har altid måtte kæmpe for at beholde sine venner, for hun har aldrig rigtig haft nogle, først i børnehave og da hun endelig kom i skole skete det samme igen, hun blev venner med to piger den ene var en som var lidt tyk og andre ikke gad snakke med, så det gjorde hun, den anden var en flot pige som der var en masse der ville være venner med, og der var altid en slagskamp mellem pigen og den flotte piges andre venner, deet gik så vidt som at de startede rygter om hinanden og sårede hinanden for at blive den flotte piges veninde og når de andre vandt, var hun hos den lidt tykke pige men det var kedligt fordi hun kun spillede computer mens hun skulle se på. Imens begyndte hun at blive mobbet fordi at hun lignede en dreng og fordi hun var grim. men hun var stærk og sagde igen eller fortalte det til lærene som gik med over og skældte personnen ud samtidig skændtes hendes forældre konstant og en gang mens de spiste diskuterede hendes far og mor foran hende og hendes lillebror de begyndte at råbe og hendes far kastede sin tallerken over på væggen og råbte at hendes mor skulle skride. det foregik helt indtil 4-5 klasse hvor hun var blevet en stille pige som ikke turde åbne sig. Den lidt tykke pige pige skiftede klasse fordi hun sagde at de andre mobbede hende, så var hun alene tilbage sammen med den flotte pige men de havde stadig kontakt. En dag blev hun træt af at den lidt tykke pige altid skulle lyve overfor hende, og de kom op og skændes og de så ikke noget til hinanden bagefter.
folk fra hendes familie begyndte at dø først hendes farmor, året efter hendes elskede elskede farfar som havde været noget af det bedste i hendes liv, året efter hendes morfar og så fik det at vide at hendes farmors bror havde begået selvmord. hun tænkte også på selvmord drømte om det. Og da hun var på hospitalet for at få tjekket hendes mave som havde gjordt ondt i rigtig lang tid sagde hun at hun tænkte på selvmord, hendes mor som sad ved siden af hende begyndte at græde og det gjorde hun automatisk også, hun hadede at se sin mor græde. hun kom til psykolog men var for genert til at sige noget.
hun havde en kanin som hun elskede men den var begyndt at sige underlige lyde og de ville tage den til dyrlægen, så hendes forældre kom og hentede hende efter skole. de kørte ned til dyrlægen og den skulle enten opereres eller dø chancen for at operationen skulle lykkedes var ikke stor og det kostede mange penge og hun havde hørt når hun lyttede til dem inde fra sin dør at de ikke havde særlig mange penge så hun bestemte sig ulykkeligt for at han skulle aflives, hun holdt et stærkt ansigt på mens det skete men da det var ovre løb hun ud ved bilen og græd så det skar ind i hjertet, hun nåede ikke at stoppe før hendes far var kommet ud så han så det, hun skyndte sig at tørre tårene bort og gå ind i bilen.
Hun gik til ridning og red på en hest som hun holdt virkelig meget af men den skulle sælges, hun var ikke rigtig ked af det hun vidste ikke hvorfor det var lidt ligesom dengang hvor hendes farfar døde og hun ikke rigtig kunne græde.
Et halvt år efter kom hendes far hjem og havde det underligt, ambulancen kom og de var ude i køkkenet og tog far med i ambulancen, det viste sig at han havde den samme sygdom som farfar, en arvelig hjerte sygdom, og det gjorde det ikke bedre at efter at hendes farfar var død havde hendes far begyndt at drikke mere og mere og blev en alkoholiker.
Hun begyndte at ville lave om på sig selv men fandt ud af at hun havde virkelig svært ved at tale med andre, år hun var alene med andre var der kun stilhed med mindre de andre sagde noget, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller opføre sig. hver dag svingede det med at hun var helt nede og isolerede sig og satte sig i et hjørne og andre gange gik det okay. Hun begyndte for første gang at tænke at hun gerne ville til psykolog men hendes mor og far var imod det da det ikke havde hjulpet første gang og hun gik igen og holdte det inde hun prøvede at sige det til sine veninder men de kunne ikke forstå hende eller give hende den støtte som hun havde brig for så hun begyndte at tænke at det var håbløst igen.
Men så fik hun den ide at skrive ind til anonym hjælpe side på internettet og her er det så
Det her er mit liv og det er skrevet i hun form fordi det var nemmere at skrive på den måde
(undskyld manglende komma, punktumer, grammatik osv.)
Kh. mig
Relateret indhold
Det gør ondt.
Hej.. Jeg er en normal folkeskole dreng. Jeg er blevet mobbet. Jeg har haft selvmordstanker. - Her er min historie.
Jeg begyndte at gå i skole i 2006. Jeg var en af de dygtigste elever. Men jeg havnede i en klasse fuld af arabere, pakistanere (ikke for at være...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Angst?
Jeg har over de seneste par måneder stille og roligt begyndt at overtænke mere og blive nervøs uden grund. I nogle situationer hvor jeg bliver nervøs begynder hjertet at banke hurtigt, jeg begynder at svede og nogen gange bliver mit ansigt helt varmt og rødt. Da jeg skulle sende en besked inde...
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Hvad skal jeg gøre ?
Heej brevkasse
mig og min far, var hjemme ved en af hans venner, så kommer der så en jeg ik rigtig kender (en gammel mand) så driller jeg en dreng på 14 og jeg er selv 12, så tager jeg hans hat, og så han den gamle mand, prøver så på og hjælpe ham på 14, men så tager den gamle mand mig på...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Er det dit liv? Hvor frygteligt! ):
Hej "mig"
Det er et stort skridt, at du skriver her. Flot at du får sat ord på det, du har været igennem.
Har du mulighed for at tale med en voksen, som du har tillid til om de her ting?
Det er vigtigt at få sat ord på de følelser, du går med. Husk at sige "jeg". Det er hårdt, men nødvendigt :)
Husk på, at det, der er sket i din familie ikke er din skyld !! Du har ikke kunnet gøre noget for at undgå det. Men nu skal du tage dig kærligt af dig selv og komme igennem det her.
Mit bedste råd: Tal med en voksen, som du har tillid til og som du ved, vil lytte til hvad du har at fortælle.
Jeg er ked af at dit liv har været sådan indtil videre. Det betyder ikke at det altid skal være sådan, bare det at du skriver herind, viser at du er klar til at gøre noget andet.
Du kan sagtens ændre alting, du kan sagtens starte forfra, men den slags er altid svært og du skal være klar på at kæmpe for det.
Måske er det nemmeste at blive ved med at tænke på det som "hun", prøv at se det udefra - fortjener pigen et bedre liv? Vil du kæmpe for hende?
Nogengange er det nemmest at kæmpe for nogen andre, og det vigtigste er nu at du GØR noget. Det her er bare første skridt.
Hun har stadig alle chancer for at blive glad:)
Jeg synes det lyder som om du er kørt fast - derhjemme og i skolen. Du kommer aldrig til at kunne vinde den kamp som foregår i skolen om den populære pige, du kommer maks til at kunne spilde 5 år af dit liv på at være usikker.
Det lyder som om dine forældre ikke har overskud til at være forældre for dig, og i den her situation bliver du nødt til at tænke på dig selv - jeg ved godt du sikkert forstår hvorfor dine forældre gør som de gør, og at du er bange for at såre dem endnu mere ved at lave "problemer", men sandheden er at de har lavet problemer for dig, og at du er nødt til at tage ansvar for dig selv.
Du bør ikke have dårlig samvittighed overfor dem, de bør have dårlig samvittighed overfor dig.
Prøv at tænk dig om - hvad kunne løse nogen problemer? Har du brug for nogen at snakke med, nogen der kan hjælpe dig til at få mere selvtillid - snak med kommunen og få en psykolog!
Er du depressiv - der findes medicin!
Går det slet ikke i skolen - så kom et nyt sted hen!
De fleste problemer kan løses hvis man sætter sig ned og kigger på dem, helt ovenfra. Og jeg er sikker på at der er en masse voksne der gerne vil hjælpe dig.
Prøv at forestille dig din drømmeverden - hvad skal der ske før du kan leve i den? Hvad skal ændres?Det er hårdt, men du er det værd:)
Jeg håber du tør tage det næste skridt, men det tror jeg du gør, for alene det at du skriver her viser at du er rigitg stærk:)
Bare rolig "mig", du er ikke alene.
Havde det også næsten sådan, blev mobbet i børnehaven og der er stadig gang i den.
Havde et marsvin, men det døde.
Har ikke nogen "rigtige" venner, kun én.
Har det cirka/næsten på samme måde som dig.
Kh Marie.
hej. mit råd til dig er at få noget hjælp. det er overhovede ikke ondt ment, men du trænger til hjælp, inden det er for sent. :( "denne her pige" skal ikke have det sådan. hun skal snakke med sine veninder, og acceptere at det er sådan her, men istedet for at bare lade det ligge, så gør noget ved det. nyd tiden med dine veninder og tænk ikke på fortiden :)
Kh. Lucas
hej. mit råd til dig er at få noget hjælp. det er overhovede ikke ondt ment, men du trænger til hjælp, inden det er for sent. :( "denne her pige" skal ikke have det sådan. hun skal snakke med sine veninder, og acceptere at det er sådan her, men istedet for at bare lade det ligge, så gør noget ved det. nyd tiden med dine veninder og tænk ikke på fortiden :)
Kh. Lucas
Jeg ved du selv syns du har det drligt. Og jeg syns ogs det lyder ret slemt. Ik sådn ment!
Men jeg ville ønske jeg var dig. I det mindste holder dine forældre sig fra hinanden.
Det gør mig ondt at vide du har mistet så mange du elskede. Og nu kan dette lyde som en gammel kones tågesnak, men de vil altid være med dig indeni. Jeg selv har mistet mange jeg holdte af, nu har jeg 8 personer tilbage jeg vil give mit liv for. Og bortset fra det med dine stakkels bedsteforældre og din far, ville jeg stadig være dig. Og det er der sikkert rigtig mange andre børn på.. Haiti eller sådn noget, der vil give stort set alt for at være dig... :)
MvH.; Angel/Trine
Jeg har to jeg ville gi' mit liv for..
Jeg ved du selv syns du har det drligt. Og jeg syns ogs det lyder ret slemt. Ik sådn ment!
Men jeg ville ønske jeg var dig. I det mindste holder dine forældre sig fra hinanden.
Det gør mig ondt at vide du har mistet så mange du elskede. Og nu kan dette lyde som en gammel kones tågesnak, men de vil altid være med dig indeni. Jeg selv har mistet mange jeg holdte af, nu har jeg 8 personer tilbage jeg vil give mit liv for. Og bortset fra det med dine stakkels bedsteforældre og din far, ville jeg stadig være dig. Og det er der sikkert rigtig mange andre børn på.. Haiti eller sådn noget, der vil give stort set alt for at være dig... :)
MvH.; Angel/Trine
Tilføj kommentar