Jeg forventer ikke svar, jeg forventer heller ikke at folk læser det her, jeg vil bare gerne ud med det hele. Jeg er en dreng, jeg er 17 år, jeg er lidt over middel intelligent, og jeg er skide træt af det hele - kort sagt. Kan du huske hvordan en dag føltes som en evighed da du var mindre, og hvor markant en oplevelse du kunne få selv ud af de mindste ting? De her oplevelser savner jeg, især spændingen og oplevelserne, for nu flyver dagene forbi, og du rammer ikke længere nogle former for følelsesmæssige klimakser, men ''that's life'', det er bare det liv jeg gerne vil undgå. jeg føler hver morgen når jeg står op at jeg er en dag tættere på at dø, og jeg ved med sikkerhed at denne dag bliver spild, og sandt nok så når jeg kommer hjem går det op for mig hvor uoplagt jeg har været i skolen, hvis bunder i jeg ikke har lært en skid, så lægger jeg mig i sengen for at se lidt netflix, derefter onarnere hurtigt, derefter netflix igen, derefter falde i søvn, vågner kl. 21, ser netflix igen, falder i søvn. Jeg er en analytisk person, jeg kan godt lide at fremstå som det omvendte, men en ting er hvordan man er, og en anden er hvordan man fremstår, men i hvert fald så når jeg skuer over de sidste par år af mit liv så ser jeg allerede mine bedste år som spild, jeg har ikke haft en kæreste, jeg har drukket halvdelen væk, jeg har haft dødsfald i familien og en alvorlig nærdødoplevelse selv, og så har jeg er skide tørt sexliv, efter min mening er det for sent at redde det hjem nu, jeg er så fastlåst i min livsrolle her i Jylland at jeg ikke tror jeg kan bryde ud af den. Udefra er jeg egentlig en sørgelig skabning synes jeg selv, men hva' faen', det er der vel ikke meget at gøre ved. Apropos sørgelige så er jeg ved at tage en gymniasiel uddannelse på første år, folk er flinke og lærerene er motiverede, det er jeg bare ikke, jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg tog den gymniasielle, jeg gik fra folkeskolen med et godt gennemsnit og tænkte at jeg havde en nogenlunde ide om hvad det var jeg ville med livet, hver dag spekulere jeg bare på om det er sådan jeg vil bruge resten af mit liv, en skide lønmodtager i et kedeligt firma er en dødsdom for mig. Jeg overvejer at droppe ud og tage en mere overskuelig uddannelse(muligvis frisør og starte selvstændig engang, har altid syntes det var et hyggeligt job), det eneste der holder mig tilbage er at jeg ved hvor skuffet hele min familie vil blive, fuck dem, men man har bare ikke så meget andet end familie i sidste ende. Socialt er jeg faktisk relativt en aktiv person, dog mindre og mindre efter skole, jeg er begyndt at skubbe folk væk, men jeg har virkelig ingen ide hvorfor, det eneste jeg lige kunne sætte fingeren på er at jeg er ret deprimeret for tiden, ikke en decideret depression, der er bare langt mellem smilene i forhold til hvad der engang var, og når man endelig smiler så føles det heller ikke helt ægte. I sidste ende så handler hele den her tekst om tvivl og et kedeligt liv, der er tre ting jeg har i tankerne for at fortsætte livet på en bedre måde: 1)Lykkepiller, eller et stof der kunne hjælpe lidt på humøret uden at gå ud over psyke og krop alt for meget 2)Tage en mere overskuelig uddannelse og leve et lidt bedre liv med en lidt lavere løn. 3)Skride til London på ubestemt tid som det første når jeg bliver 18 her om nogle måneder, synes byen er smuk og kulturen endnu smukkere, jeg ved godt man siger at løbe væk fra problemer ikke er løsningen, men det her ville også mere være en ny start end en udvej for mig. -Ved bare stadig ikke hvad helvede jeg skal stille op med mit liv, og det er ikke fordi at ''det gør ondt inderst inde'', det er fordi at jeg er bange for at træffe de forkerte valg, for dem føler jeg bare at jeg har nok af i forvejen.