hej.

Håber i gider læse den her lange tekst, jeg har prøvet at gøre den sådan nogenlunde dækkende. Hvis i ikke gider læse den, så kan det sku også være lige meget.  Det er mest bare et forsøg på at få nogen til at lytte.

jeg er 17 år, og har altid været en meget stille type. Jeg har gået i special klasse det meste af mit liv, og der har jeg oplevet en masse nederlag. det lykkedes mig i 9 klasse at komme på efterskole. stik imod mine forældres overbevisning(ikke fordi de ikke havde penge nok). Det var en kæmpestor og god ting i mit liv. Jeg var den der klarede mit bedst i klassen, og havde et mundligt gennemsnit på 11 bl.a. Det var som om et nyt kapitel i mit liv. Det lykkedes mig også at blive forelsket i en pige. det var meningen at jeg skulle havde gået der i år også, men eftersom at efterskolen var luknings truet. Fandt jeg en anden. Da jeg startede på den nye efterskole måtte jeg give op allerede efter 2 uger, jeg kunne ikke for alle minderne fra sidste år, alle mine venner som jeg endelig havde fået. Og den pige jeg var forelsket i, (men hun kunne ikke lide mig). Jeg fandt så en friskole, som jeg ’’dumpede’’ ind i. Men jeg der har jeg det ikke godt. Jeg lever helt alene igen. Kan heller ikke klare mine lektier mere, mine karakterer styrtdykker. Jeg er tris over at alle piger mere eller mindre ikke kan holde mig ud, og det med at overhovedet at tro på at jeg får en kæreste. Og i dag holder jeg mig helt fra piger. Jeg siger også til folk at jeg slet ikke er til piger fordi jeg vil udelukke al kontakt med piger. Nede på skole vidste jeg at snakke med ’’wendy’’ ville ikke gå godt, så kom jeg på den ide at hvis jeg ikke kunne vise det med ord, så kunne jeg med ar, så jeg blev meget hurtigt cutter og afhængig af det. Er dog stoppet med det siden. Jeg føler heller ikke jeg dur til så meget mere. Jeg begyndte på guitar sidste år, og troede at så kunne jeg da være god til det, men nogle af mine venner fra efterskolen er i dag så meget bedre at jeg føler det pinligt overhovedet at snakke med dem om guitar. Har lige købt en billig bas for mine penge, i håbet om jeg at så kan jeg da være god til det, men jeg ved allerede at når jeg ikke engang kan finde overskud til at lave lektier, så bliver det heller ikke til noget, og de penge jeg havde brugt på den bare spildte, suk.

Jeg har dagligt selvmords tanker, pt. har jeg det så dårligt med mit liv, at jeg har det her ’’motto’’ for overhovedet at holde det hele ud: Jeg giver det par år endnu, hvis ikke det bliver bedre, så kan jeg jo altid tage mig selv af dage, så når jeg føler det er ved at være tid så kan jeg stille og roligt gøre mig klar. Jeg er i bund og grund lige glad med min familie hvis jeg ikke er her mere, alt den snak om at man er selvisk er noget pis, jeg vender den 180 grader og siger, jeg synes det er selvisk af min familie at jeg skal holde mig selv i live for deres behov.  Jeg har mistet alt mit håb for fremtiden, og den hf som jeg har søgt ind på ved jeg at jeg ikke gennemfører, fordi at når jeg ikke engang i 10 klasse har overskud til lektierene så er gymnasiet ikke et sted for mig. Og eftersom det er det samfundsvidenskabelige jeg er god til så er det den vej jeg skal. Tankerne om selvmord kommer i bølger. Lige nu er det ikke så slemt, men det kan være meget slemt. Når det er ved at blive slemt så sover jeg, eller prøver. Så slipper jeg da i en kort tid for verdens problemer, bare den tid var for evigt.