hvordan kan nogen som helst have det godt? hvordan kan nogen som helst være tilfreds med hvad de har og ikke lade deres fortid hjemsøge dem.

Jeg kan ikke forstå hvordan nogen påstår at når man møder modgang, så bliver man stærkere. Jeg burde være en klippe på det punkt.

Men i stedet er jeg et ungt nervevrag. Mistede min mor i 2006 og min familie er kommet ovenpå efter langtid. Jeg mistede 1 af mine bedste venner og en af mine nærmeste i 2009.

Jeg er 19 år nu. Og kan ikke huske hvornår noget som helst godt er sket for mig... Okay det faktisk løgn, jeg kan huske mange gode ting som er sket for mig. Men jeg forvandler alt det gode til dårlige ting. Og nu det ikke noget jeg kan ændre.

Det sidste år her har været skrap mod mig. Jeg har lige siden starten jeg fyldte 18 år, bevæget mig ind i et mørke som bliver ved med at suge mig ind og vil ikke lade mig komme ud igen.

Jeg er kommet ind i en ond cirkel. Jeg har altid været modstander af selvmord. Har altid betragtet det som, en latterlig råb om hjælp. Men det har ændret sig for mig. Jeg er begyndt at æde en masse angst piller, skære i mig selv. Og pågrund af det blev jeg smidt ud på den lukkede i h. Var der i 3 dage. Fik at vide jeg var for normal til at være derude. Men jeg ville ikke hjem, da jeg forsøgte at forklare dem, at der var noget ved mit hjem der ødelægger mig.

Så jeg blev flyttet over på den åbne afdeling. Det var et dejligt sted at være. Personalet var gode, de andre patienter var der til at snakke med. Man fik nogle venner på en anden måde end hvad man er van til. Det gik bedre for mig i mens jeg var derude. Jeg begyndte at se tingene på en anden måde og fik et større overblik over min egen situation og andres.

Men det gik ret hurtigt væk. Efter 2 uger derude, begyndte jeg at føle en angst af at være lukket inde. Jeg begyndte at råbe af min far og familien i telefonen fordi de ikke vil have mig hjem igen. De var bange for hvis jeg kom hjem, at jeg ville ignorere dem og lukke mig selv inde som jeg plejede og til sidst ende med at skade mig selv som sidst.

Så jeg blev derude i 2 uger endnu og fik nogle samtaler derude. Og fik lov at komme hjem i 1 dag til at starte med, også bagefter i en weekend. Og da jeg så kom ind på hospitalet igen, spurgte de mig om hvordan det var gået. Jeg forklarede dem at jeg aldrig havde haft det bedre som når jeg var hjemme igen.

Men jeg løj for mig selv. Jeg fik en ond mavefornemmelse af at jeg faktisk blev udskrevet og skulle hjem igen. For så straks jeg er hjemme hos min far, så bliver jeg ramt af denne angst og denne følelse af ensomhed. For mit hus er altid tomt. Min far arbejder fra eftermiddagen til midnat. Og så længe jeg er hjemme i mere end 3 dage så sover jeg til aften og går i seng tidligt om morgen.

Alt det jeg har skrevet her overover er en lam forklaring om min situation. Jeg får 1000 tanker hver gang jeg skriver på hjemmesider som mest er på denne side cyperhus. Og jeg ender altid med en dårlig forklaring om hvordan jeg har det. Vil prøve at beskrive de følelser med ord jeg render med og hvordan jeg fysisk har det.

Træthed. Indebrændte tanker. Tanke mylder. Dårlig hygiejne. Ingen overskud over for selv de mindste ting. Tanker om selvmord. Isolerer mig med videospil og andre gange bare med depressiv musik. Drikker kaffe 24/7 spiser en gang om dagen. Ingen interesse for andre, kun interesse for mig selv og min ensomhed. Får tårer i øjnene og græder nogengange om aften. Sover konstant når min far er hjemme. Er vågen når han er væk. Fryser men sveder en del af tiden. Smerter i ryg og mine øjne. Gør kun rent når min far "tvinger" mig. Tager aldrig min telefon, men har en tendens med altid at købe en masse nye. Jeg kigger kun på facebook 1 minut af gangen, da jeg ikke vil høre folks sure miner om hvorfor jeg ikke tager min telefon. Men det slet ikke det værste alt det jeg har skrevet. Det værste er at jeg er begyndt at sørge for at jeg aldrig vil få det bedre. Jeg bliver konstant ved at ignorerer når min praktik plads ringer og lægger talebeskeder. For jeg er så bitter. Hele verden rager mig....... Jeg har 1 ønsker i mit liv. Første ønske er at jeg virkelig håber at min krop vil give op. At der simpelthen bare bliver trykket på en kontakt også er jeg ikke her mere.

Jeg er noget så sikker på at hvis nogen læser det her, så vil de endten grine eller få de tanker om at jeg ikke er det værd osv. Men det er jeg faktisk ligeglad med. For jeg har levet i et mørke af selvmedlidenhed, triste tanker, tabt livsmod og håbet om at få det værer så nogen får medlidenhed med mig og plykker en kugle i hovedet på mig siden jeg var 15 år. Alt er for sent. Fuck det fandme irriterende når man intet lyst har til at leve, eller dø. det fucking irriterende.