Det er lidt sjovt når du finder dig selv,

stående foran spejlet,

dybt i dine øjne,

skinner din sjæl igennem,

prøver at tænke på dem der betyder noget,

du ved at du snart sårer dem igen,

du plasker vand i ansigtet,

prøver at tænke klart,

hvor meget kan de tage, hvornår giver de op?

Du sidder på badeværelsesgulvet,

med hænderne til hovedet,

prøver at græde det ud, skrige det ud,

du ved at du nok skal komme igennem det,

ved egentligt også hvordan,

du har lyst til at smadre spejlet,

vil ikke kigge på dig selv længere,

du prøver at lade være, men tænker alligevel inderst inde,

at du intet er værd, du er kun et nul,

men måske hvis andre tror at du har det godt, vil du også få det?

Du finder barberbladet,

kigger på din arm og dit ben,

dine ar vil være der resten af livet,

så hvilken forskel gør et mere?

De siger at du er noget værd at de elsker dig,

og at det sårer dem når du gør det,

men du kan stadig ikke gøre noget for at det forsvinder,

du prøver at kæmpe i mod det,

men ved ikke hvor længe du kan tage det,

måske et par dage, uger, måneder,

indtil det driver dig til vanvid,

de prøver at forstå, men det gør de bare ikke..

- Slut..