Nej, når livet er helt sort så er et kram ikke nok, men det kan været med til at gøre en forskel. Mit eget liv det hader jeg. Min far hader mig, for han kritiser mig, skubber mig, kaster tig efter mig, forventer jeg siger hej eller også lader han som om jeg ikke findes. Jeg føler han overvåger mig og søger for jeg ikke for fortalt det her til nogen.

Min mor er også bange og der samme er mine søskende. Jeg ved ikke om i synes det lyder så slemt, men han har fået mig til at tænke positivt om døden. Jeg er ikke bange for døden, og tænker tit på den og hvor rart det ville være bare at lukke øjnene og aldrig at vågne igen.

Andre gange har jeg bare lyst til at skrige rigtig højt og bagefter krølle mig sammen i min seng eller et andet sted imens en krammer mig og siger alt nok skal gå, at alt der okay. Selve problemet er ved at blive løst på kommunen, de kommer og undersøger mit hus her en af dagene.

Derudover er der en lærer som ved det, og ønsker bare at hun vil kramme mig længe og hårdt og fortælle mig, at jegver normal og at alt nok skal gå. Men hver gang jeg ser hende begynder jeg at smile. Hun kan godt se hvis jeg har en dårlig dag, men så siger jeg bare der ikke er noget, for jeg kan ikke snakke om det. Det vil ikke ud.

Min stemme er på papiret, jeg skrevet dagligt om mine følelser i historierx digte, sange og bare en lille tekst. Så for mig er et kram, et smil eller bare en lille berøring en stor forskel. Ja bare et kompliment kan gøre mig glad i en dags tid. Hva kan jeg gøre nu??????