Hej! Jeg håber at der er nogen der vil læse det her. Jeg synes selv at min bror bliver behandlet bedre end mig. Når vi for eksempel sidder og skændes ( som søskende jo gør) er det altid mig der bliver skældt ud. Så bliver jeg ked af det og går min vej og så bliver jeg skældt ud igen. Desuden når jeg bliver sur råber de ad mig, men når han bliver sur vil de bare trøste ham. Jeg føler mig ensom får det er altid mig der skal være den sure mokke, og jeg hader når mine forældre snakker om at: ej hun blev så sur over det osv. Jeg synes altid han får lidt mere medlidenhed. Og jeg føler virkelig at de bedre kan lide ham. De ved det godt for jeg har sagt det, men de siger jo bare at de elsker os lige højt. Kun min kusine kan se det. Hun synes også at min bror slipper billigt. Er der måske nogen der har prøvet noget lignende? Jeg har læst på mange hjemmeside at forældre for det meste har en yndling. jeg gidder bare ikke at spilde mit liv på at gå rundt og være sur, men det ændrer jo ikke på følelsen af at være nr. 2. Har i nogen gode råd?