Depression og Social angst

forumspørgsmål

Depression og Social angst

forumspørgsmål af
M
Oprettet 11 år 7 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 17 år, og jeg har for nylig fået konstateret depression og social angst som følge af bl.a. mobning i folkeskolen. Jeg er begyndt til psykolog, og det er godt nok. Det har ikke hjulpet endnu, men forhåbentligt hjælper det på et tidspunkt, for jeg er træt af at hade mig selv, være ulykkelig og ikke god nok til noget som helst. Jeg vil bare gerne være glad - hvem havde troet det skulle være så svært? Jeg går i gymnasiet, og snakker ikke med nogen i min klasse. De ved jeg har det dårligt, men ingen snakker til mig. Mine veninder snakker jeg heller ikke med det om - eller jo, meget meget lidt. Men jeg føler mig utilpas når jeg snakker med dem om hvordan jeg har det - for de kan på ingen måde relatere. De forstår det jo ikke alligevel, så hvad nytter det? Jeg tænkte på - om der måske var andre, drenge såvel som piger, der kæmpede med noget lignende, og havde lyst til at snakke om det? Jeg ved ikke om det giver nogen mening det jeg skriver, men det kunne være rart at snakke med en der kæmper med de samme dæmoner, en der kan relatere. Er det en dum idé? Måske er det, jeg ved det ikke. Here goes nothing. M

Kommentarer

Hej M
Jeg er en pige på 21 år. Jeg har det som om du skriver min historie. Jeg blev også mobbet i folkeskolen og gymnasiet. Ofte gik jeg rundt alene en hel dag uden nogle snakkede til mig og jeg måtte gå ud på toilettet for at græde, hvorefter jeg gik ind i klassen igen.
Jeg har en også en depression og social angst. Jeg går ikke til fester og andre sociale arrangementer pga angsten og jeg har ingen venner. Jeg vil gerne skrive med dig, men jeg mener at hvis jeg skriver min mailadresse vil rådgiverne herinde slette den. Social angst er noget LORT!
Hilsen ensomme ulv

531

Hej ensomme ulv,
Og det er det virkelig! Noget lort! Havde aldrig troet det ville ramme mig, jeg har været på efterskole. Og efterskole og social angst hænger jo ikke særlig godt sammen?? Men så snart jeg kom hjem ramte det mig bare. Jeg gør præcis som du skriver. Går ikke til fester, sociale arrangementer og lignende. Er træt af at skulle gå glip af så meget - føler jeg har spildt hele min ungdom på at være deprimeret. Det er så pisse frustrerende at man ikke bare kan tage sig sammen til noget!

549

Hej M
Jeg har også været på efterskole, men der var folk så søde at jeg ikke lagde mærke til min angst. Det var først da jeg gik i gymnasiet at jeg fandt ud af jeg havde angst. Alle var rigtig lede over for mig og ignorerede mig. Når jeg gik på gangen for at gå på toilettet begyndte mine hænder at ryste og jeg fik hjertebanken og jeg begyndte at svede. jeg troede bare jeg var unormal, indtil jeg hørte at min frisørs søn havde social angst.
Jeg kan heller ikke tage mig sammen til noget, og det kan folk ikke forstå. De mener bare jeg skal tage mig sammen, men det kan jeg ikke! Det er pga. depressionen. Nogle dage kan jeg ikke engang overskue at gå i bad.

Jeg har heller ikke rigtig haft noget teenageliv. Været på diskotek, haft en kæreste osv. Jeg satser på jeg kan prøve lidt af det når jeg flytter på kellegium

Mit bedste råd er at du skal være glad for at du har veninder. Hold fast i dem. Jeg har ingen pga angsten og de få jeg havde gik af sig selv.

541

Hej
Har det fuldstændig som jer!!! Det er virkelig rart at læse om nogen der har det som mig. Går også i gymnasium og har været på efterskole. Hvad gør i når i oplever "angst" anfald og når depression " overtager" jeg. Er 16 år og bor i egen lejlighed, Har ingen kontakt med nogen voksne, og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. For det sværere med at tage i skole, og har aller mest lyst til at tage langt væk fra alt og alle. Har bare ikke nogen steder at tage hen.

573

Hej... Noget af det vigtigste når du føler angst for at gå i skole er at tage derhen alligevel, ellers bliver du bare mere og mere angst for at gå i skole. Når jeg føler angst og f.eks ryster på hænderne prøver jeg at tænke på at ingen ser det. Hvor tit kigger du selv på folks hænder? Folk er som regel mere optaget af dem selv. Hvis de ser mine hænder ryste eller at jeg er nervøs tænker de sikkert bare det er syndt for mig. Nogle gange går jeg på toilettet og giver mig selv en peptalk. Siger til mig selv at angst er naturligt. Hvis man møder en løve er det godt at have angst. Jeg synes også det hjælper hvis man tager tøj på man føler sig pæn i. Det behøver ikke være festtøj. Jeg selv elsker min islandske sweater og går ikke med makeup, men det er jo bare mig :-)

568

Kan fuldstændig relatere til det i begge skriver. Nogle dage kan jeg heller ikke engang tage mig sammen til at gå i bad?? Og det er jo ikke fordi det kræver specielt meget. Jeg kan bare ikke overskue det.
Dage som i dag hvor jeg har haft det ekstra-dårligt og er vågnet op sådan rigtig trist tager jeg en fridag. Det er ikke noget jeg gør tit, for jeg har det jo dårligt hver dag. Men dage som i dag hvor det hele bare bliver for meget, der bliver jeg hjemme. Men dage hvor jeg har det ekstra-dårligt er det også rart min mor er her for mig. Hun ved jeg har det dårligt, og respekter at jeg nogle gange bare har brug for hun er der. Og at snakke med min psykolog hjælper også - han fortæller mig der ikke er noget unormalt ved hvordan jeg har det, og afkræfter mine tanker om at jeg er den eneste i verden og er ved at blive sindssyg.
Jeg kan godt se det må være hårdt for dig 'ensom' hvis du ikke har nogle voksne i dit liv. For mig er det nemlig det der gør at jeg føler mig tryg på dårlige dage.
Jeg vil også gerne væk fra alt og alle. Jeg er ikke ude i at ville begå selvmord. Jeg ville bare ønske jeg kunne pakke mine ting, flyve til et spændende land , hvor jeg ingen kender og bo i et stykke tid. Bare alene, for at finde mig selv. Men det kan man jo ikke bare lige. Gid man kunne. Bliver sindssyg af at bo i den her by. Kan ikke se hvordan jeg skal få det godt her. Jeg føler det er roden til alt ondt.

535

Hvor lang tid har i haft angst? jeg har haft det siden 0. klasse. Jeg kan huske jeg ikke turde gå på toilettet, for hvis jeg låste mig ind ville det blive pinligt når nogen skulle komme og hjælpe mig ud. Jeg ville ikke have opmærksomhed.

597

Jeg har det på samme måde, nogle gange græder jeg mig i søvne. Jeg er bange for at folk bedømmer mig. Jeg er bange for at blive ydmyget. Jeg tror jeg altid har haft det sådan, men det er først nu at det for alvor kan mærkes. Men så kommer jeg i tanke om at Gud giver de hårdeste kampe til de stærkeste mennesker, og når jeg tænker på det, får jeg altid et lille smil på læben. Jeg er glad for at kunne fortælle om det her, der så meget at fortælle, men jeg kan bare ikke lige nu. Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der har det sådan :-)

525

Hej, jeg er en dreng på 18år nu. Jeg forstår heleproblemet. Har selv det værste problem. Jeg føler de fleste ting er meningsløse og lyver ikke er vær at leve længere . Har boet stort set halvdelen af mit liv i en plejefamilie der virkelig ikke kunne finde ud af at passe mig ordenligt . Men jeg har været alt for bange og genert for at flytte derfra. Jeg har det Socialt svært ved alt ting, når jeg er i en større forsamling gør jeg mig selv træt med vilje fordi det er for svært at overskue at overhovedet skulle komme til at sige noget min stemme er bare væk, det ligesom jeg kun er 10 år gammel føler jeg. Mit liv kører rutine præget. Når jeg så kommer hjem fra skole siger jeg Hej til mine plejeforældre, de. Spørger om jeg har haft en god dag , siger bare fint fordi at det er alt for svært at skulle sætte sig ind i situationen og har social angst over for selv dem. Jeg drikker enten en smule alkohol eller energy drik så som ,brun, monster, osv. For at fjerne de sociale besvær samtidig har jeg en underlig følelse af tomhed og ingen energy. Mit liv består i når jeg kommer hjem fra skole tænder jeg bar computeren og så har jeg egentligt planlagt at bruge mit liv på det. Har det enormt underlgt for det meste computeren nærmest hiver mig der hen kan ikke lade hver og kan ikke overskue at overhovedet tænke på at gøre noget ved tingene

585

Jeg tror at jeg altid har haft social angst jeg han næsten ikke holde når vi har spise pause alle pigerne klumper sig sammen i en klump hvede en af borerne og sider der for bare altid og spiser alene besøger mig nogle gange om jeg vil med hen og side men jeg siger altid nej. Vi også nogle gange sådan nogle klasse møder hvor vi skal side rund i en cirkel. Og jeg føler bare at jeg skal brække mig fordele vi erså mange snakker om hvordan vi hår det for det meste snakker vi om hvorDan jeg har det. Jeg siger næsten altid at jeg nogle gange føler mig ensom, som om der ikke er nogle der kan lide mig og at jeg ikke passer ind. Men de siger bare vi skal nok prøve at få dig med ind i fælles skabet men de gør ikke noget. Men sidste gang vi havde klasse møde sage jeg jegikke kunne lide at være sammen med mange mennesker. Og min lære sagen til mig ved du hvorfor du hærdet sådan men jeg nikkede bare nej fordi jeg ikke kunne snakke jeg sad og rustede og grad, jeg kunne bare ikke få et ord ud.

576

Jeg tror ikke nogen fra min klasse forstår hvor Dan jeg har det. Jeg tror bare at de bare tror det er fordi at jeggodt kan lide at være alene. Jeg tror ikke en gang at mine forældre ved hvor Dan det er. Jeg tror ikke nogle fra min klasse ved man kan have det sådan som jeg har det. Jeg viste ikke en en gang der var andre der hade det sådan. Jeg viste ikke engang der var et navn for at have det sådan før jeg læste dette her.

Jeg blev engang tvånged til sådan et Børne diskotek og jeg fik bare det så dårligt jeg begyndte at røste og brække mig fordi der var så mange mennesker .

Jeg ved ikke hvorDan jeg har fået det sådan her som jeg har beskrevet jeg tror det har noget at gøre med jeg aldrig har passet ind nogle steder. Så jeg er bare holdt uden for fra starten.

569

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program