Langdistanceforhold... Jeg prøver at se det positive ved det. Man bliver ikke træt af hinanden på samme måde, som hvis man gik op og ned ad hinanden hver dag og hele tiden. Man har altid noget at se frem til, når man så endelig mødes. Men der er også dårlige ting ved det, for jeg aner jo ikke hvad han går og laver, når jeg ikke selv er der. Jeg savner ham sygeligt meget og tænker ikke på andet end ham, ham, ham. Hvad mon han laver? Er der andre piger? Årh, hvorfor er jeg så jaloux?... Det vil jeg ikke være. Jeg stoler jo på ham! Jeg kender ham. Eller gør jeg? Tænk hvis den han er, overfor mig, når vi er sammen, slet ikke er ham. Hvorfor er jeg så paranoid? Jeg må slappe lidt af, prøve at tænke på noget andet. Men hvad???

Andre der kender følelsen eller har et råd eller to?