Ønsker min far accepterer vi er kærester

brevkassespørgsmål

Ønsker min far accepterer vi er kærester

brevkassespørgsmål af
Stine
16 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Heii. Er en pige der er mega fremme i skoene, derfor jeg generalt falder for modene mænd. 

Fik noget med min fars bedste ven og vi havde den kørende over et år før vi fandt ud af vi var mega forelsket, men lige der gad han ik være kærester da jeg var under 15. Så jeg nøjes med og være hans flirt i 2 år men da jeg blev 15 blev vi kærester men hemmelige fordi han er bange for min far bliver sur over det. Nu er jeg faktisk blevet 16 år og burde selv bestemme hvem jeg er sammen med så har meget overvejet og sige det til min far (siger ikke vi har lavet noget før). Vil bare vide hvad jeg kan sige til ham for han forstå det og god godt vide hvis han bliver sur kan han bestemme hvem jeg laver noget med for det er mit eget liv og ingen kan styre kærlighed. 

Svar: 

Hej med dig, 

Det er et rigtig godt spørgsmål, du kommer med. Det er også et rigtig kompliceret spørgsmål, da det er svært at svare entydigt på. Jeg vil forsøge at forklare det så godt som muligt. 

Du skriver, at du er kærester med din fars ven. Det er helt rigtigt, at det ikke er til at styre kærlighed. Alligevel vil jeg fortælle dig om de love, der er i forbindelse med, at mindreårige er sammen med en ældre mand. Nu ved jeg ikke, hvor gammel din fars ven er, men jeg antager, at han er en hel del år ældre end dig. 

Du har helt ret i, at når man er under 15 år, så er man under den seksuelle lavalder og derfor må en person, der er ældre ikke have sex med den under 15. Selvom loven lyder meget striks, så handler den faktisk ikke om, at børn under 15 år ikke må have sex. Hvis to jævnaldrende har sex, vil de ikke blive straffet, selvom den ene er 15 og den anden er 14 for eksempel. Loven er derimod til for at beskytte barnet, så der ikke er sex mellem parter, hvor der er stor forskel i alderen. Det vil altid være den part, der er ældre, der bliver straffet. 

I dit tilfælde vil der være tale om en overtrædelse af loven, da I begyndte et forhold, da du var under 15 år. Det kan jeg også høre, at du også selv er opmærksom på. Det er også noget, du kan overveje, når du gerne vil blive ved med at have et forhold til denne her mand. Selvom han ikke bryder loven for seksuel lavalder lige nu, så er den blevet brudt og det er stadig strafbart. 

Selvom du er over den seksuelle lavalder, så findes der faktisk endnu en lov, der er til for at sikre, at der ikke sker en udnyttelse af den part, der er yngst. Loven er paragraf 223 og skriver, at hvis der sker en udnyttelse på baggrund af at den ældste er ældre og har mere erfaring, så vil det også være en lovovertrædelse. 

Du spørger ind til, hvordan du kan fortælle det til din far, så han kan forstå det og du spørger også, om han kan bestemme over hvem du er sammen med. Jeg vil komme tilbage på dit første spørgsmål lidt senere og så vil jeg se, om jeg kan give dig lidt afklaring i forhold til, om han kan bestemme over dig. 

Du er under 18 og derfor har dine forældre forældremyndighed over dig. Forældremyndighed betyder, at dine forældre har ret til at bestemme over dig. De skal sørge for dig og de skal sørge for, at du får tryghed og kærlighed. Selvom de har ret til at bestemme, så er det selvfølgelig vigtigt, at der også tages hensyn til dine interesser og dine behov. Men det er ikke sikkert, at de vil se dit forhold til din fars ven som en interesse, som de kan tillade. Mange mennesker og de fleste forældre vil være bange for, at deres barn bliver udnyttet, fordi aldersforskellen er så stor. Måske vil din far mene, at det ikke er med til at sikre tryghed og kærlighed at have et forhold til en mand, der aldersmæssigt er overlegen. Det gør det lettere for den "ældre" at udnytte barnet, der har mindre erfaring gennem sin alder.

Jeg ved, at det her svar ikke er det, som du gerne vil høre og det kan være rigtig svært, når man føler, at hele verdenen er mod ens kærlighed. Du vil gerne vide, hvordan du kan fortælle det til din far, så han kan forstå det, men jeg må desværre fortælle dig, at det ikke er sikkert, at han vil forstå det. Faktisk er det meget forkert af din fars ven at være sammen med vennens datter, især når du fra starten kun var 14 år gammel. Selvom det er rigtig svært at høre, så synes jeg, at det kunne være fint, hvis du mærker rigtig godt efter i dig selv, hvad det er, du gerne vil. 

Det lyder til, at ham her du ser også er rigtig nervøs for at fortælle det til din far. Det har han også rigtig god grund til, eftersom han har overskredet nogle tydelige grænser for, hvordan man opfører sig i et venskab. Faktisk har han jo også overtrådt loven og det er ikke til at sige, om din far vil reagere således, at han mener, at vennen stadig overtræder loven. 

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at du har lyst til at fortælle det til din far. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om det her. Om der er sket noget ulovligt eller ikke, så er det aldrig nemt at gå med en hemmelighed i to år. Derfor vil jeg også fortælle dig, at det kunne være godt, hvis du kunne fortælle det til din far. Men med den viden, at det godt kan være, at han ikke vil give dig lov til at blive ved med at ses med din fars ven. Så kan I snakke om hver jeres argumenter og måske kan det her svar også være med til at gøre, at du tænker over, hvorfor du kom ind i det her forhold til at starte med. Jeg synes, at du skal mærke efter hos dig selv, om det er et ligeværdigt forhold, som alle forhold skal være. Har du lige så meget at sige som ham? Det lyder til, at han har bestemt langt hen af vejen og det at han ikke vil fortælle om forholdet kan også være del af, at han godt selv ved, at det ikke er acceptabelt. 

Jeg synes, at det kunne være rigtig fint, hvis du kom forbi vores 1-1-chat, så du kan snakke med en rådgiver om alle de følelser, der må gå igennem dig. 

Jeg ved, at det her var et hårdt svar at læse og ikke det, du håbede på. Mit sidste råd vil være virkelig at lytte til dig selv og give dig selv lov til at være ked af det. Få snakket med nogen om det her og så håber jeg, at alting bliver lidt lettere fremover. 

Jeg ønsker dig held og lykke. 

De bedste hilsner 
Signe M. 

 

 

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program