Æggeløsning

brevkassespørgsmål

Æggeløsning

brevkassespørgsmål af
Caroline
15 år
Oprettet 1 år 8 måneder siden

Hey cyberhus Jeg er bare nysgerrig på hvor stor risiko der er for at blive gravid med kondom hvis muligvis har ægløsning fordi ægløsning er jo lidt svært at finde ud af hvornår er da det kan være mellem 12-16 dage før din mens og ens mens er nogen dage ureglmæssige. Jeg ved godt det ik er så stor risiko for graviditet med kondom men det kan jo være taget forkert på eller revnet og så er det jo stor chance når man ægløsning især da nogen former for præventation ikke virker når man har ægløsning.

Svar: 

Hej Caroline

Tak for dit spørgsmål. Det lyder som om du allerede ved en del om ægløsning og prævention.

Jeg kan forstå på dit spørgsmål, at du tænker på om prævention - især kondom - virker når man har ægløsning.

Det er korrekt at ægløsningen ligger ca. 14 dage før ens menstruation +/- et par dage. Det er i dagene op til og efter ægløsningen, at man har størst sandsynlighed for at blive gravid, men man kan ikke være sikker på ikke at blive gravid på andre tidspunkter, da man ikke ved præcis hvornår ægløsningen kommer, specielt ikke hvis man har uregelmæssige menstruationer. Desuden kan sædceller være i live flere dage i kvinden, og derfor kan hun godt blive gravid, selvom hun har haft sex inden ægløsningen.

Kondom er en god form for prævention, da det også virker mod kønssygdomme. Hvis kondomet bruges korrekt er sikkerheden 97% mod graviditet. Man skal opbevare det korrekt, gerne i en lille æske, så det ikke bliver beskadiget. Og man skal huske at tjekke datoen. Derudover er det vigtigt at vælge et kondom med rigtig pasform og sætte det rigtigt på (ingen luft i toppen). Det er en god idé at anvende glidecreme. Hvis kondomet revner eller glider af i forbindelse med sex, kan man ikke være sikker på at være beskyttet, og så skal man reagere som om man har haft ubeskyttet sex. Det er i så fald en god idé at benytte sig af nødprævention, hvis man ikke ønsker at blive gravid. Der findes forskellige piller på markedet (skal tage hurtigst muligt og helst inden for 72 timer), eller man kan få anlagt en kobberspiral inden for 5 dage. Det er rart at vide, hvis uheldet skulle være ude.

Man kan også anvende andre former for prævention f.eks. p-piller, minipiller, hormonspiral, p-stav, p-sprøjte og p-plaster. De virker alle effektivt, også når man har ægløsning. Men det er kun kondom som forhindrer kønssygdomme.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Bedste hilsner,

Emilie

Læge

EmiliePis billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program