Vil gerne have en kæreste.

brevkassespørgsmål

Vil gerne have en kæreste.

brevkassespørgsmål af
Clara
13 år
Oprettet 4 år 9 måneder siden

Hej jeg hedder Clara og er 13 år jeg har set rigtigt mange videoer af folk som har en kæreste eller som har en de godt kan lide og jeg er begyndt at tænke at jeg vil være som dem at jeg også vil have en kæreste eller en der godt kan lide mig men hvis jeg fik en ville jeg nok ikke have at mine forældre skulle vide det så jeg er bare begyndt at se en youtuber der hedder “Piper Rockelle” og en der hedder “ Gavin Magnus“ som begge to har haft en kæreste og har en de godt kan lide som de laver videoer med. Jeg hved ikke hvad jeg skal gøre og om det er normalt kan i hjælpe mig.

Svar: 

Hej Clara

Tak for dit brev! Du skal vide, at det er fuldstændig normalt, at du godt kunne tænke dig at få en kæreste eller møde en person, som du godt kan lide. Det er rigtig dejligt at have en person eller en kæreste, som man er tæt med og bruger tid sammen med. Jeg forstår især godt, at du kan få mere lyst til det, når du ser youtubere, som laver videoer med deres kærester. 

Nogle gange kan det godt se ud som om, at alle omkring en får kærester og flirter, men i virkeligheden venter de fleste med at få kærester indtil de er lidt ældre. Grunden til at man typisk venter med at få en kæreste er, at man skal føle sig parat til det, og for det fleste sker det først lidt senere end når man er 13 år. Når det er sagt, synes jeg sagtens, at du kan forsøge at finde en kæreste eller en person, som du kan være tæt med, hvis du føler, du er klar til det. Det er nemlig meget forskelligt fra person til person, hvornår man føler sig klar til at få en kæreste. 

Efter min mening, synes jeg at det ville være en god idé at fortælle dine forældre det, hvis du får en kæreste. Hvis dine forældre ved, at du har en kæreste, har du en mulighed for at snakke med dem om, hvordan du har det sammen med din kæreste, og de ville kunne rådgive dig om forskellige ting. Mange glemmer måske, at ens forældre også har været unge engang. Men det har de - og derfor kan de sommetider komme med nogle gode råd! Hvis du ikke har lyst til at snakke meget med dem om det, kan du også bare fortælle dem, at du har fået en kæreste, men at du ikke har lyst til at snakke om det. Det tror jeg, de ville være glade for at vide. Hvis du foretrækker at lade helt være med at fortælle dine forældre om din kæreste, når du finder en, er det også okay. Men hvis du vælger det og du samtidig vælger at have sex med din kæreste, er det meget vigtigt, at du får et kendskab til prævention (Det vil sige forebyggelse af graviditet og kønssygdomme - læs mere her).

Men som sagt er det helt normalt, at man godt kunne tænke sig at få en kæreste. Og hvis du føler dig klar, handler det bare om at springe ud i det. Jeg håber du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig alt det bedste og held og lykke! 

Mvh 

Karoline 

cyberhuskaroliness billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program