Kære du

Til en start vil jeg bare gerne sige stort tillykke! Det lyder jo helt vidunderligt, at du har fundet en kæreste, som du er så glad for, og at I gerne vil giftes. Men med et bryllup kommer der selvfølgelig en masse overvejelser. Både i forhold til selve festen, men selvfølgelig også hvilke gæster, man vil have med. For som du siger, så er det en stor dag i din og din kærestes liv, og derfor kan jeg godt forstå, at du er i tvivl om den her situation med den her pige og dreng fra folkeskolen, fordi du føler, at de ikke vil dig det godt. Det er virkelig helt forståeligt, at du synes, at det er svært at skulle have dem med, specielt hvis du faktisk føler, at de ikke synes, at dig og din kæreste skal være sammen. 

Men der er selvfølgelig også den anden side af sagen, hvor det jo stadig er din kærestes venner, og du har ikke lyst til at skulle forbyde ham at invitere dem. Jeg tænker måske også, at du skal være rigtig forsigtig med at forbyde ham at gøre noget, eller at stille ham et ultimatum, hvor han skal vælge mellem dig og hans venner. Det er også hans dag, og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at uanset hvad så skal I være blevet enige om, hvad der skal ske. Det er i hvert fald rigtig ærgerligt, hvis jeres ægteskab skal starte med, at han føler, at hans følelser og tanker ikke bliver taget i betragtning, for ægteskab handler om kærlighed men også kompromis og at finde løsninger sammen, når noget er svært.

Omvendt så er det kun dig, som kan mærke hvor meget, det her påvirker dig, og hvis du kan mærke, at du slet ikke kan gennemføre dagen, hvis de er med, så er det sådan, du har det, og så må I arbejde ud fra det ståsted. Men jeg tror, at det er vigtigt, at du med dig selv finder ud af, om det er vigtigere for dig, at de ikke er der, end det er at blive gift. For hvis du beder din kæreste om at vælge, så er der jo en lille risiko for, at han vælger sine venner. Måske ikke fordi, at de er vigtigere for ham, end du er, men det kan også være, at han ikke vil reagere særlig godt på at blive stillet et ultimatum på den måde. Jeg kender ham ikke, og jeg kender ikke jeres forhold til hinanden, så det kan sagtens være, at det er helt urealistisk, at han vil reagere sådan. Det ved du helt sikkert bedre, end jeg gør, men jeg tror bare, at det er rigtig vigtigt, at du spørger dig selv, om du vil fortryde det, hvis du stiller ham et ultimatum, og han så ikke vælger dig, eller om det er okay, fordi du ved, at det slet ikke er en mulighed for dig at blive gift, hvis hans to venner er der.

Mit bedste råd til dig er at fortælle din kæreste, at du faktisk synes, at det er lidt svært at skulle have dem med. Du skriver, at han godt ved, hvordan du har det med dem, men da du også fortæller, at du normalvist godt kan være sammen med dem, så er det ikke sikkert, at din kæreste har tænkt over, at det måske vil være svært på jeres bryllupsdag. Samtidig tror jeg også, at det er rigtig vigtigt, at du får hørt hans tanker om det, da det måske også kan ændre noget for dig. For selvom det måske ikke er den mest optimale situation for dig at skulle have de her to mennesker med til jeres bryllup, så er det måske stadig bedre at have dem med, hvis det er rigtig vigtigt for din kæreste, at de er der. Jeg tænker også at uanset hvad, så er det jeres dag. En dag hvor I virkelig sætter to fede streger under, at I vælger hinanden i tykt og tyndt, i medgang og modgang, og at I er ligeglade med, om andre synes, at I skal være sammen eller ej, for det har I valgt, at I skal, fordi I elsker hinanden. Hvis du ser på dagen på den måde, ændrer det så noget i forhold til, om de er der eller ej? Bliver det lettere at acceptere, eller er det stadig svært? 

Hvis det stadig er svært, men at det er rigtig vigtigt for din kæreste, at de er med, så kan I måske også tale om, om der er noget, I kan gøre, så det bliver lettere for dig? Vil din kæreste f.eks. være okay med, hvis du ikke egentlig snakker med dem på dagen, eller kan de blive sat ved at bord, hvor du ikke sådan skal sidde og se dem? Kan det være, at det kan hjælpe, hvis  de kun er inviteret med til vielsen men ikke festen eller omvendt?

Jeg tænker også på, om du nogensinde har talt med de her to omkring, hvad der er sket med jer tidligere? Har du fortalt dem, hvordan de ting, som de har gjort eller måske stadig gør, har påvirket eller stadig påvirker dig? Kunne det være en mulighed at tage snakken nu, hvis I ikke har haft den før? Ligesom få renset luften og starte på en frisk? Selvom det måske havde klædt dem, at de havde taget snakken med dig og undskyldt, så er det bare ikke altid, at folk kan få sig selv til det. Det kan være, at de er pinlige over det, eller at de ikke tør bringe det op, fordi de ikke ved, om du har lyst til at snakke om det. Det er svært at sige. Det kan også være, at de gerne bare vil glemme det, men måske det kunne gøre jer alle godt at få en snak om det og så slå en streg i sandet, så det ligesom bliver et afsluttet kapitel? Du skriver i hvert fald, at du har mén fra dine oplevelser i folkeskolen, og det forstår jeg virkelig godt, for mobning er virkelig noget, som kan følge en længe, men måske du også mangler en form for afslutning på det? Måske det gør det lettere at lægge det bag sig, hvis du kan få lov at fortælle dem, at de har såret dig. Det kan jeg i hvert fald håbe, for det lyder som om, at du allerede er kommet langt, og at du virkelig har fået skabt dig et dejligt liv med en skøn kæreste, men måske det her kan hjælpe dig lidt med det sidste stykke?

Jeg håber, at du har fået lidt svar på dit spørgsmål, eller måske i hvert fald lidt input til din situation. Hvis du har brug for en snak omkring det hele, så er du velkommen til at kigge forbi vores chat, hvor du kan få en snak med en af vores søde rådgivere. Jeg ønsker dig og din kæreste alt det bedste, og KÆMPE tillykke med brylluppet, når det en dag skal stå! Hip hip for jer!

Mange knus og glade tanker, 

Amanda