Verdens dårligste kæreste.

brevkassespørgsmål

Verdens dårligste kæreste.

brevkassespørgsmål af
Oliver
16 år
Oprettet 5 år 8 måneder siden

Hej brevkassen

Jeg føler mig som verdens dårligste kæreste. Jeg er for det førtse virkelig jaloux som i virkelig jaloux. Giver lige lidt baggrundshirstorie. Havde en flirt for lang tid siden (vi er kærester nu) som sagde at hun ALDRIG havde lavet noget med nogen. Hun sagde så inden vi blev kærester at det var en løgn. (hun går til pardans) hun sagde så at hun havde lavet noget med sin partner og jeg fik det VIRKELIG dårligt. HYar siden da haft det utrlog slemt med jalousien og jeg føler ikke at der er noget der hjælper. Bare når de skriver sammen får jeg det virkelig dårligt og kan knap være i mig selv. Især når de skal sove sammen (hvilket de gør rimelig tit da de er partner) Jeg har det virkelig stramt med ham og hende og kan ikke holde det ud. Har snakket med hende om det men der kan ikke gøres så meget ved det. 

Udover det har vi begge prøvet at ryge min mor fandt så nogle lighter og sagde til min mor det var hende. Hun tog skraldet (der skete ik noget da min mor var virkelig chill om det sagde bare hun skulle prøve at stoppe og hun ville ikke sige noget til min kærestes mor)

Jeg føler mig nu som en lorte kæreste da jeg ved det påvirker min kæreste at jeg er jaloux. Jeg ved bare også hvor ond jeg var da jeg gav hende skylden. Føler mig virkelig som en beskidt og klam person. Men har virkelig prøvet alt med jalousien men det virker ikke. Hader at de er sammen inderligt og har det voldsomt dårligt med det. Men på samme tid ved jeg hvor meget dansen betyder så vil ikke ødelægge det for hende. Igen føler jeg som en lorte kæreste og er virkelig begyndt at føle det bedste for os begge ville være at slå op... hvilket jeg virkelig ikke har lyst til men føler det ville være bedst.

 

Hilsen en 16 årig jaloux dreng.

Svar: 

Kære Oliver.

Det er aldrig rart at være jaloux, og slet ikke i sådan en grad, at man selv føler, at man føler sig som verdens dårligste kæreste. Og det lyder til, at det tærer rigtig meget på dig, endda så meget, at du overvejer om det er det bedste for jer at blive sammen. 

Konsekvensen af at være jaloux

Jalousi er en helt almindelig følelse, som de fleste mennesker vil opleve at have på et tidspunkt. Og det bunder i, at man er rigtig glad for en person og er bange for at miste dem. Så på den måde kan følelsen af jalousi bekræfte en i, at man er glad for sin kæreste. Men jalousi er ikke altid en rationel følelse, og problemet med jalousi er, at man ofte skaber en masse tanker og scenarier, som aldrig sker. Jeg kunne forestille mig, at hver gang din kæreste og hendes dansepartner skriver sammen, så forestiller du dig altid det værste, eller når de mødes til dans, at du frygter, hvad de så kan finde på. Og det kan være rigtig farligt med de tanker, fordi man vil begynde at blive mistænksom og ikke udvise særlig meget tillid til ens kæreste. Og man kommer nok også til at lede efter alt det, der kan bekræfte ens forestillinger. Og når det når så vidt, så er det ikke særlig fedt at være i et forhold, som du nok også oplever nu. Men om løsningen er, at I går fra hinanden, det kan jeg desværre ikke svare på, men du skriver selv, at du ikke har lyst til at gå fra hende, så derfor tænker jeg, at det måske er en god idé at prøve nogle andre muligheder først. Medmindre du er overbevist om, at det er den eneste løsning.. 

Kan den brudte tillid genoprettes?

Som du siger, så kan man prøve alt, og følelsen af jalousi forsvinder aldrig. Og det er også svært at gøre så meget ved ens jalousi, fordi det er en basal følelse. Men det er vigtigt at prøve at undersøge, hvor følelsen af jalousi stammer fra. Det kan være, at det bunder i usikkerhed fra en selv, eller det kan også være, at man ikke er enig med sin kæreste om, hvordan ens forhold til det modsatte køn bør være. I dit tilfælde lyder det som om, at jalousien startede, da du fandt ud af, at hun løj overfor dig. Og det er ret afgørende, hvis det er årsagen. For så handler det egentlig så meget om hendes dansepartner, men mere at hun brød din tillid. Det vil betyde, at selv hvis din kæreste og hendes dansepartner stoppede deres kontakt, kan det være, at hun får en ny, som du så også bliver jaloux over. For nu har hun løjet over for dig, så hvad kunne hun ellers finde på at lyve om? Hvis det er sådan du har det, så er det meget forståeligt, men det er vigtigt at finde ud af, om den brudte tillid kan genoprettes. Og det er en beslutning du skal tage. Men jeg vil anbefale dig, at I tager en rigtig god snak om det, og hvorfor hun valgte at lyve til at starte med. For hvis der er en god grund bag, så er det måske også nemmere at stole på hende igen. Der er rigtig mange, der lyver om, hvem og hvor mange de har været sammen med, fordi de måske er bange for, hvad andre vil tænke om dem. Så måske har det bare været fordi, hun ikke ville skræmme dig væk eller gerne vil have, at du så på hende på en bestemt måde. Men det finder du kun ud af ved at snakke med hende om det. 

Mød dansepartneren

Hvis du beslutter, at du gerne vil prøve at stole på hende, så skal I sammen finde ud af, hvordan den kan genoprettes. Men i mellemtiden vil jeg anbefale dig at møde hendes dansepartner, og prøv at lære ham at kende. For den eneste måde man kan fjerne alle de skræmmehistorier, man selv har skabt i hovedet, det er at få dem afkræftet. Og det kan du nærmest kun gøre, hvis du lærer ham at kende. Og på den måde ser han også sin dansepartners kæreste, det kan nemlig nogen gange være svært at forholde sig til en anden person, man ikke har mødt. Så hvis han har nogle følelser for din kæreste, så kan det være meget svært at handle på dem, når han har mødt den person, hans handlinger kunne få konsekvenser for. Og selvom det nok er det sidste du har lyst til at gøre, så kan det måske lige præcis være det, der redder jeres forhold. Og tænk nu hvis han er en fed fyr?

Vi handler irrationelt, når vi er frustreret

At du gav skylden til din kæreste for det med cigaretterne, kan jeg godt forstå, du har dårlig samvittighed over, men sket er sket, og nogle gange siger og gør man noget i ren panik. Måske du gjorde det, fordi du har noget indebrændt vrede overfor din kæreste, som så kom ud på den måde. Vi har det nemlig med at handle ret irrationelt, når vi er frustrede, kede af det eller sure på en person. Så kan det komme til udtryk i de mærkeligste situationer. Hvis du ikke allerede har gjort det, så tag en snak med din kæreste om det og fortæl, hvor dårligt du stadig har det med det, og ellers kan det være, at du skal tilstå overfor din mor, så du på den måde kan komme videre fra den situation og stoppe med at bebrejde dig selv. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og vil prøve at overveje, om der er andre løsninger end at gå fra din kæreste, hvis det ikke er det, du vil. Husk på, at din kæreste har valgt at være sammen med dig! Hun har været sammen med sin dansepartner, og hvis hun virkelig kunne lide ham, havde hun nok fortsat med at være sammen med ham? Det kan være godt at prøve at huske sig selv på, når de negative tanker dukker på. 

Mange hilsner Karoline

Karolines billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program