Veninde har selvmordstanker

brevkassespørgsmål

Veninde har selvmordstanker

brevkassespørgsmål af
Anna
16 år
Oprettet 2 år 5 måneder siden

Hej! Jeg har en veninde som jeg har kendt i et halvt års tid, og vi er blevet virkelig tætte allerede. Problemet er dog, at når hun er fuld, begynder hun at fortælle hvor dårligt hun har det derhjemme, og at hun undgår at være der med vilje. Hun siger (når hun er fuld) at hun er blevet slået enkelte gange, at hendes far er voldsom, og mor er kontrollerende og toxic. Hun har ADHD, og tager derfor piller, og overvejer åbenbart flere gange om ugen, at tage en overdosis. Hendes bror har også ADHD, og måske også tourettes og skizofreni, men hendes mor vil ikke have ham diagnosticeret Det gør jo bare gør at han tager opmærksomheden fra hende, og gør arbejdet for forældrene ekstremt meget større. Hun fortæller, at hendes morfar har givet hendes mor en spiseforstyrrelse, selvom hun ikke vil erkende det, og nu har hendes mor givet hende en spiseforstyrrelse. Hun siger, der godt kan gå op til 48 timer hvor hun ikke spiser, og hun får konstant kommentarer om sin vægt fra moderen. Alt dette fortalte hun en aften i byen, og næste dag slår hun det hen, og griner lidt ad det. Jeg er virkelig bekymret for hende, men jeg får hende aldrig til at søge hjælp selv. Jeg har tilbudt, at hun ALTID kan bo hos mig, dog bor vi en time væk fra hinanden. Jeg har mødt begge hendes forældre, og de virker relativt nede på jorden... jeg har en lille mistanke om at hun overdriver for opmærksomhed. MEN det ville også give mening hvis hendes forældre har fokus på broderen, fordi han har så mange problemer, og derved hænger hendes historier jo faktisk sammen. Jeg håber virkelig at I kan hjælpe mit med hvad jeg skal gøre, for jeg er helt ærligt næsten bange for at det går helt galt... hun drikker for meget hver weekend for at forsvinde, samtidig med at hun har adgang til piller.

Tak på forhånd!

Svar: 

Kære Anna 

Jeg kan virkelig godt forstå du er bekymret for din veninde, for det lyder som om hun har det rigtig svært. 

Det er rigtig svært at vurdere om hun overdriver. Jeg tænker sagtens at hendes forældre kan være nede på jorden, og super søde, samtidig med at familien kan være vildt presset over broderens udfordringer. 

Selvmordstanker og spiseforstyrrelser kan skyldes et hav af forskellige ting, og det er ofte kombinationen af mange ting der gør, at det der måske starter som stress, eller at man er ked af det, udvikler dig til noget meget mere alvorligt. 

Så måske er det ikke så vigtigt, om hun overdriver. Hendes adfærd bekymrer dig, og det er nok. 

At gå med så tung en viden, synes jeg er et urimeligt stort ansvar. Det bør du ikke gøre alene, og derfor synes jeg du skal overveje at snakke med dine forældre. De kan måske løfte lidt af den byrde du bærer ved at kende til hendes vanskeligheder. Endnu vigtigere, så kan de hjælpe med at vurdere, hvad du kan gøre. 

Jeg ved godt at du så kan risikere at dine forældre taler med din venindes forældre, eller på anden måde søger hjælp, og at du måske vil være bekymret for om din veninde så bliver vred. Men hvis du allerede har prøvet at hjælpe hende selv, og du stadig er bekymret, så er det tid til at du får hjælp. 

Det handler ikke om at gå bag ryggen på din veninde. Det handler om, at du vil hende det bedste, og at du er bekymret for at hun ikke selv er i stand til at bede om hjælp.

Måske kan hun slet ikke se at hun har brug for hjælp lige nu. Sådan er det desværre ofte. At man kan være så langt nede i et hul, at man slet ikke kan se, hvor meget man har brug for hjælp. 

Din veninde er heldig at have så god en ven, som dig. Du bekymrer dig, og du handler, når du ser at hun har det svært. Mere kan man ikke ønske sig af en veninde. 

Jeg synes også det lyder til at din veninde har brug for hjælp. Det er svært at sige hvilken slags hjælp, men piller, alkohol, mange timer uden mad og tanker om selvmord er ikke en god kombination, og jeg tænker det er vigtigt at du får løftet ansvaret for den her bekymring af dine skuldre, for det er ikke rimeligt at du bærer den alene. Jeg håber dine forældre vil kunne løfte lidt af bekymringen fra dig, og at I sammen kan finde en god måde at hjælpe din veninde. 

Mange hilsner Tanja

 

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program