Veninde har delt en bog med noget teenage romantik og sex scener, er det ulovligt eller hvad?

brevkassespørgsmål

Veninde har delt en bog med noget teenage romantik og sex scener, er det ulovligt eller hvad?

brevkassespørgsmål af
Solvej
21 år
Oprettet 11 måneder 1 uge siden

Hej cyberhus, Min veninde og jeg er bog-narkomaner, specifikt i forbindelse med online literatur fra sider så som Wattpad osv. Typisk er jeg ikke inde i romantik særlig meget, men det er min veninde, som så har delt en bog med nogle 13 årige som bliver forelsket. Det var en meget sød bog, lige indtil en meget lang og detaljeret sex scene blev smækket midt i den. Jeg må indrømme at jeg ikke lige er sikker på hvordan jeg skal håndtere det her. Hun synes det er helt okay at skrive og læse sådan noget, og jeg aner ikke om det er mig som overreagerer. Der er intet jeg kan læse mig frem til i loven, så jeg aner ikke om det er børneporno.

Svar: 

Kære Solvej

Det lyder som en hyggelig interesse, din veninde og dig har sammen. Det er lidt af en smagssag, hvilke type genre man er til, men det virker til, at den specifikke scene har været grænseoverskridende for dig at læse, hvorimod det ikke har rørt din veninde på samme måde. Det betyder ikke, at du overreagerer eller din veninde undereagerer, men vi har bare forskellige grænser for, hvad vi synes er okay. Hvis det er en fiktiv historie og altså ikke baseret på nogle rigtige personer, så vil jeg ikke mene, at det kan kategoriseres som børneporno - eller seksuelt overgrebsmateriale med børn, som man også kalder det. Men hvis du fornemmer, at børnene i historien er baseret på nogle rigtige personer, så vil det ikke være lovligt. Det kan dog være svært at vide. 

Selvom historien er lovlig, og i princippet okay, så er det stadig helt okay, at du ikke synes det var rart at læse, eller at det er okay, at der bliver skrevet historier med den slags scener med børn. Det lyder til, at du allerede har talt med din veninde om hvad I hver især synes om bogen, for det kan faktisk være noget af det bedste at gøre i sådan en situation, nemlig få talt om det. At sige tingene højt og udveksle meninger kan gøre, at man bliver mere skarp på, hvorfor man selv synes noget er grænseoverskridende eller forkert, og hvorfor andre har det på en anden måde. Det er i høj grad et etisk spørgsmål, om det er okay at skildre, at unge teenagere har sex, selvom det er i et fiktivt univers, så derfor er det en vigtig snak at have. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program