Ved ikke hvad jeg tænder på

brevkassespørgsmål

Ved ikke hvad jeg tænder på

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 7 måneder siden

Hej, jeg er en dreng på 14 som onanere tit, jeg er 3 år inde i puberteten og kan ikke stadig mærke noget når jeg onanere. Har eksperimenteret en del, men ved stadig ikke rigtig hvad jeg tænder på. Det skal lige siges at jeg ikke har haft udløsning endnu, hverken sperm eller præ sperm, hvilket gør mig lidt nervøs eftersom jeg gerne vil prøve det. Hjælp.

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt frustreret og forvirret over, hvad du mon tænder på, og hvordan det kan være, at du ikke har haft udløsning endnu. Drenge får normalt deres første udløsning, når de er mellem 13 og 15 år. Ofte er den første udløsning om natten, og kan være meget lille til at starte med. Det er fordi produktionen af sædceller endnu er lav. Der er desværre ikke rigtig noget, du kan gøre for at skynde på processen - din krop er klar, når din krop er klar.

Jeg tror, at mange unge kan være i tvivl om, hvad de tænder på, især når de lige er begyndt at onanere eller have sex, og det er helt normalt at være i tvivl. Du skriver, at du onanerer tit, og derfor tænker jeg, at du må føle en lyst. Det kunne være en idé at prøve at udforske din lyst lidt mere ved f.eks. at spørge dig selv og undersøge, hvad det er der giver dig lyst til at onanere, og samtidig mærke efter, hvad der føles rart, når du onanerer. Den bedste måde at finde ud af, hvad der tænder dig, er ved at blive ved med at udforske din krop og dig selv. For nogen er det dejligt og pirrende også at røre andre steder på kroppen end lige kønsorganerne. Nogen ser porno, når de onanere og bliver meget tændt af det, mens andre ikke bryder sig om det og blot bruger deres fantasi. Du skriver, at du har eksperimenteret en del, men det er lidt svært for mig at vide, om der er nogle af de ting, jeg nævner, som du allerede har prøvet. Du kan også prøve, at kigge forbi Sexliniens side for onani for drenge lige her, hvis du har brug for mere inspiration. Hvis du stadig føler, at du har brug for flere idéer eller gode råd, er du meget velkommen til at kigge forbi vores Cyberhus chat, hvor du kan snakke med en rådgiver om det. Det kan også være, at du har en rigtig god ven, som du føler dig tryg ved at snakke med det om.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. 

De bedste hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program